Medierne, arbejdspladserne og sågar saunaen i min favoritsvømmehal er oversvømmet med nyheden om Barak Hussein Obamas indsættelse som den første sorte amerikanske præsident nogensinde. Wow. Men, var det ikke meningen at vi skulle anskue alle mennesker, sort og hvid, gul og rød, kvinde og mand, dværg og kæmpe som tomme kødhylstre, hvori offentlige undervisningsinstitutioner kunne hælde statsanerkendt videnskab i, i passende mængder for at skabe hele lige gyldige mennesker?
Som sagt har jeg været lidt irriteret over ikke at skulle høre på andet end om en politiker der omtales som var det en rockstjerne. Men, jeg kom til at tænke over det. Hvis man nu glemmer alt den snak om personen Barak, der jo bare er en politiker ligesom alle de andre, en der blev sit partis (og der er to partier at vælge imellem) præsidentkandidat, der vandt på marginaler imod en gammel træt hvid mand. Alt sammen i et perverteret spil som de vover at kalde demokrati.
Prøv i stedet at tænk på, hvad USA er for et land. Det er et land hvor en mere eller mindre tilfældig andengenerationsindvandrer med en rimelig almindelig opvækst og en middelmådig skolegang kan blive præsident – ikke som et symbol på demokratiet, men som et symbol på at man i USA kan arbejde sig frem i verden uanset ens baggrund.
Vi skal ikke fejre valget af en politiker – men lad os da varme os ved tanken om at USA er mulighedernes land. Måske kan ideen sprede sig til Danmark og Europa. Den amerikanske stats indretning og traditioner skal ikke være et forbillede for os, men den amerikanske kultur kunne til gengæld godt være det. Et sted hvor den enkelte har mulighed for at arbejde sig op igennem samfundet.
Jeg kom til at tænke på en gammel post ovre hos professorvældet, om hvordan Somaliere klarer sig i Skandinavien kontra USA.
Vi andre behøver måske ikke en videnskabelig rapport for at regne den ud. Hvilken indvandrer har størst chance for at blive præsident?
- Ham der får et velkommen til landet hilsen, en kost i hånden og et held og lykke med at finde et arbejde og sin egen lykke
- Ham, der får visiteret en lejlighed i et offentligt finansieret socialt boligbyggeri, et sprog- og integrationskursus og gratis penge hver den sidste hverdag i måneden, så længe han sørger for at være arbejdsløs