VK-regeringen, danskerne og de nødvendige reformer vi venter på

”Danmark – har fåååået; en borgeeeerli’-liberal regering. Igen!” hørte jeg en masse unge VU/KU’ere synge til en valgaften for nogle år siden. Euforien var stor; det kan jeg godt forstå. Ikke før i historien havde en Venstre-statsminister formået at genvinde statsministerposten. Da Anders Fogh Rasmussen et par år efter formåede at blive genvalgt endnu engang var tilfredsheden både i den borgerlige lejr og helt sikkert også for Hr. Fogh selv mere end stor.
Tilbage i 2001 var jeg lige flyttet til Århus for at studere i Århus. Valgaftenen fejrede jeg sammen med en fra min læsegruppe og et par andre, og jeg husker den tydeligt: Junkfood, juleøl og fire flasker vin pr. person. Der skulle ikke spares på noget. En gang hen ad formiddagen vågnede jeg i en stor lænestol og stirrede et par minutter på TV2, der sendte resultaterne af kommunalvalgene, så morgenfriske medborgere kunne sidde og pleje tømmermændene og forsikre sig selv om, at det skam var sandt nok: Danmark havde efter en alt for lang ørkenvandring fået en borgerlig regering. Det samme gjaldt også Århus, som efter mere end 70 års socialistisk styre kunne fejre, at borgerne også hér i byen havde vist sin tillid til den borgerlige kontraktpolitik.
… Og hold da helt op hvor var det en lækker morgen. Jeg havde det virkelig som om, at Danmark atter var frit. Skid hul i at mine sko var blevet ødelagt på valgaftenen, eller at jeg havde tømmermænd: Danmark havde fået en borgerlig regering – yeah baby!
Hvad valgresultatet skyldtes er noget, man stadig diskuterer. Nogen siger kontraktpolitikken, andre den kuldsejlede efterlønsgaranti. Eller måske var folk bare trætte af Nyrup? Det er før blevet fremhævet, at Uffe Ellemann tilbage i 1998 ikke var ret langt fra at blive statsminister på et ellers klassisk (dansk) liberalt program. Det er rigtigt, at dén valgaften var en næsten umenneskelig cliff-hanger, men jeg vælger at tro på, at de klare løfter har haft noget med det hele at gøre.
Problemet med denne kontraktpolitik er bare, at den stiller os i den rigtige kvadrat i <a href=”http://en.wikipedia.org/wiki/Nolan_Chart”>Nolan-diagrammet</a> i en lidt sær situation. For på den ene side vil vi ikke have en socialistisk regering, og på den anden side vil vi heller ikke have en borgerlig regering, der ikke opfører sig borgerligt.
En borgerlig regering skulle gerne være borgerlige hele tiden: I alle spørgsmål og i alle sager. Ikke kun når partierne der udgør regeringsgrundlaget holder deres årlige landssammenkomster, hvor partigokkerne kan slå de obligatoriske kolbøtter over, hvor godt det er gået, og ”hvor meget lige vores parti har fået gennemført”.
My ass. Det er, hvad jeg har at sige til det. Til partierne og til kontraktpolitikken.
Ideen med kontraktpolitikken er i sig selv god. Både fordi folk som jeg selv kommer til at tænke på Locke og Rothbard, når vi hører ordet ”kontrakt,” og så fordi man rent faktisk gennemfører en form for forudberegnelighed i den politiske verden. I ”The Contract for America,” som Republikanere lavede i 1994, kan man i øvrigt se, hvordan sådan nogle ”kontrakter” (efter min mening) skal laves: Langt mere udpenslet end det, Fogh har kunnet tilbyde.
Hellere håndfaste løfter end generelle. Man skal vide, hvor man har partierne – og man skal vide, at de ikke vil gøre noget uden at gå til valg på det. Og det med, at man ikke vil gøre noget uden at gå til valg på det, er nok den største forskel mellem VK-regeringen og Republikanerne i 1994.
Men er der i det hele taget et enten/eller-problem hér? Jeg kan ikke få mit hoved omkring, at det skulle være et sådan. Men som udgangspunkt siger jeg jo bare ”pyt”; for det er, trods alt, bedre når Leviathan ikke handler, end når han gør. Men det passer jo bare ikke, at staten ikke handler drastisk. Det vidner f.eks. håndteringen af reguleringskrisen jo med al eftertrykkenhed om.
Men hvad tænker Anders Fogh og Claus Hjort på, når de laver deres valgløfter? Tænker de på privatisering af nationalbanken, afskaffelse af dødsskatten, en marginalskat på under 20 pct. eller fyring af minimum 85 pct. af de offentligt ansatte?
Nej. Jeg garanterer for, at tilbagerulning af statens magt og vælde ikke står øverst på ønskelisten, når den dag kommer, hvor valgløfterne skal nedfældes. Her gælder tilsyneladende kun en ting: Den laveste fællesnævner.
Og her ligger hunden begravet. For hvordan forklarer man i korte vendinger, hvad man vil – hvis man altså vil noget borgerligt? Det kan sagens lade sig gøre, men det vil for de fleste nok lyde en anelse radikalt.
Men Danmark har behov for reformer. En del af dem radikale.
Havde man formået at få bugt med dagpengeproblematikken, havde jeg sendt regeringen en lille venlig tanke. Ikke fordi jeg som sådan går meget op i dagpengestatser og –perioder, men fordi hele problematikken blot er et symptom på en samfundssygdom, der har potentiale til at blive langt mere ødelæggende end nogen som helst anden udfordring, Danmark har stået overfor siden svensker-krigene.
Den entreprenante virkelyst er ved at ebbe ud blandt danskerne.
Lad mig komme med en lille historie om min oldefar, som i tiden omkring år 1900, syv år gammel, valgte fattigdommen fra. Han kom fra en region i Østrig-Ungarn (det nuværende Romænien) der hed Bukovina, og som ikke længere findes på landkortet. Faderen var godsejer og moderen stuepige, så det lå ikke ligefrem i kortene, at han skulle blive til noget med deres hjælp. I stedet for bare at sidde og forvente at andre gjorde tingene for ham, pakkede han sine få ejendele og gik på landevejen. Rusland, Polen, Italien, Tyskland og så til sidst til Danmark, hvor han slog sig ned i Lyngby. Hvad får en dreng på syv år til at gøre sådan noget?
Var det sket i dag ville de sociale myndigheder skride ind. Vi kan jo ikke have, at børn bare rejser rundt og prøver at finde lykken: Det strider jo mod enhver form for moderne pædagogik. Og hvad ville det ikke også sige om den førte socialpolitik?!? Nej. Det ville ikke kunne ske.
Men dengang kunne det. ”Nå. Jamen, så må jeg da hellere selv gøre det”-mentaliteten sikrede folk et valg mellem det, som er, og det, som kan blive. Man blev ikke tudet ørene fulde af sniksnak om solidaritet og teamspirit fra mennesker, som ikke engang selv aner, at de prædiker det mest menneskefjendske af alle doktriner: Du skal yde efter evne og nyde efter behov.
Nu er det ikke fordi, jeg vil hæfte mig særligt ved fortiden eller sige, at alt var bedre i gamle dage. Men pointen er den, at det altså ikke er en floskel, når man siger, at virkelysten og selvstændigheden er ved at forsvinde, og at der hersker en mangel på respekt for andre menneskers muligheder og ejendele. Vi ser dag på dag historier om vold, svigt og andre skader, der er en direkte konsekvens af manglen på respekt for den ypperligste af alle ejendele: Kroppen og fornuften.
Du skal ikke tro, at du selv kan. Det fik en meget kræ bekendt af mig at vide i mindre direkte vendinger i forrige uge. Hvad der var chokerende ved dét var, at det blev sagt af nogle mennesker, som ellers kalder sig selv for liberale. Det eneste, jeg kunne gøre, var at sige, ”ja, det er rigtigt. Du skal ikke tro du kan. Du skal vide det,” (med nogle andre ord, selvfølgelig), men det er jo en ringe trøst, når alle andre går og mener det modsatte.
Det er denne perverse tankegang om middelmådighed og om, at alt skal være på det jævne, som vi skal have ud af danskerne. Danmark kunne være et så meget bedre sted, end det er, hvis bare man gav folk lov til at fuldføre deres drømme, i stedet for at fange dem i et væv af regulering og brandbeskatning.
Ja. Danmark har brug for radikale reformer.
Mere end én gang har jeg selv været ved at forfalde til det apatiske. Men så er jeg altid kommet til at læse en leder i Politiken eller et tåbeligt blogindlæg, og så er det heldigvis aldrig blevet til noget med ligegyldigheden. Jeg er overbevist om, at der kan gøres noget. Der skal gøres noget.
Hvordan dét så skal gøres, det er spørgsmålet.