Obama: Frelser eller forfører?

De gode vandt, de onde græd. Sådan, sat på spidsen, lyder reaktionen fra danske medier og meningsdannere, på nyheden om, at Barack Obama slog John McCain i kampen om at blive USA’s næste præsident. Og kan man forestille sig en mere skarpt optegnet kontrast mellem de gode og de onde? Den unge, sorte mand, med håb i stemmen og social retfærdighed i hjertet. Og den gamle, hvide gnavpot, der vil føre krig og give de rige skattelettelser.
Ikke blot i Europa, men også i USA, er forventningerne til Obamas præsidentskab blevet bygget tårnhøjt op. Som da MSNBC News interviewede Peggy Joseph, en mor med to børn, der netop havde hørt Obama tale: “Jeg behøver ikke at bekymre mig om, hvordan jeg får fyldt benzintanken eller betalt min husleje. Hvis jeg hjælper [Obama], hjælper han mig,” lød det fra den ellevilde Obama-fan.
Obama vil få mere end almindeligt svært ved at leve op til de store forventninger, og mange af hans tilhængere vil nok blive skuffede, når hvedebrødsdagene slutter.
Som nyudnævnt præsident vil Obama stå over for en række udfordringer, der får den nuværende finanskrise til at blegne. Under Bush-regeringen er staten gået fra at have overskud på sine finanser til at have et underskud på 760 milliarder dollars i 2005. Og gælden ser kun ud til at vokse.
De store velfærdsprogrammer for seniorer – pensionsordningen Social Security og sundhedsordningen Medicare – vil blive stadigt dyrere, efterhånden som de store efterkrigstidsgenerationer forlader arbejdsmarkedet. Over de næste 75 år vil Social Security koste regeringen 4 billioner dollars, mens alene medicinudgifterne til Medicare vil koste 8,7 billioner dollars over den samme periode. Dette er vel at mærke ikke penge, som er blevet lagt til side, men som det vil være nødvendigt at opkræve gennem højere skatter. Ifølge en opgørelse i USA Today har den amerikanske stat brug for at opkræve yderligere 57 billioner dollars – eller 50.000 dollars fra hvert eneste husstand i landet – for at kunne dække sine nuværende og fremtidige udgifter.
I en tid, hvor gældsbeviser får multinationale selskaber til at kollapse, hvad vil Obama så gøre for at afdrage på den gæld, som hans efterkommere vil komme til at betale? Ingenting. Tværtimod vil han stifte ny gæld for at få råd til en finansiel hjælpepakke på 700 milliarder dollars, skattelettelser til under- og middelklassen, for ikke at forglemme et valgløfte om billige sundhedsforsikringer til alle amerikanere.
Obama hævder ganske vist, at han vil gennemgå budgettet “linje for linje” og trimme det unødvendige fedt. Men ifølge den uafhængige side FactCheck.org mangler der 50 milliarder dollars for blot at finansiere Obamas skattelettelser.
Det er værd at bemærke, at Obama hverken er værre eller bedre end hans modstander på dette punkt. McCain støttede også finanspakken og brugte også ufinansierede skattelettelser som valgflæsk. Og ligesom Obama turde han ikke skræmme vælgere væk ved at tale om de drastiske reformer, der er nødvendige for at nedbringe udgifterne til de store velfærdsordninger. Uanset hvem af de to, der havde vundet, ville fremtidens skatteydere havde fået et stort gældsbevis i dåbsgave.
Der var dog et område, hvor der virkelig var god grund til at foretrække McCain for Obama: Handelspolitikken. McCains valgkamp var ikke uden kovendinger, men når det kom til handel, stod han fast. Han var således ikke bange for at fortælle metalarbejdere fra Michigan, at nogle af deres arbejdspladser ville forsvinde til udlandet – hvilket sandsynligvis har været medvirkende til, at han tabte denne stat til Mitt Romney under primærvalgene. Men McCain lagde heller ikke skjul på globaliseringens positive sider: At frihandel giver amerikanerne mulighed for at købe billige varer fra udlandet, hvorved de vil have flere penge at bruge på andre varer. Det vil skabe nye arbejdspladser, hvor de gamle forsvandt.
På dette punkt holdt Obama sig til den klassiske venstrefløjsretorik. Allerede under primærvalgene kappedes han med sin demokratiske modkandidat, Hillary Clinton, om at fordømme frihandel i de skarpeste vendinger. Og selv efter primærvalget, da han kunne tillade sig at rykke mod den politiske midte, fortsatte han med at rase over virksomheder, der “sender jobs til udlandet” – som om de amerikanske forbrugere har en forpligtelse til at købe dyre varer fra højtbetalte amerikanske arbejdere.
Hvis man som klassisk liberal skulle være begejstret for Obama, skulle det være på udenrigsområdet. Obama var en tidlig kritiker af invasionen i Irak og påkaldte sig republikanernes vrede, da han talte for at sætte en dato for tilbagetrækningen af de amerikanske tropper – en position, som ikke desto mindre fandt støtte hos både McCain og daværende præsident George W. Bush, efterhånden som tiden gik.
Irakkrigen har resulteret i en prisseddel på 2,4 billioner dollars, over hundrede tusind døde amerikanske soldater og irakere, og har gjort Amerika til et mere eftertragtet terrormål blandt islamiske fundamentalister. Et USA med Obama ved roret vil forhåbentlig føre en mindre aggressiv udenrigspolitik.
Der er flere andre lyspunkter ved Obamas præsidentembede: At han støtter den forfatningssikrede ret til habeas corpus for terrormistænkte, en ret, som McCain kun har foragt til overs for. At han, igen til forskel fra hans republikanske modkandidat, nok vil betakke sig for at nominere en abortmodstander som højesteretsdommer. Og sidst, men ikke mindst: At han ikke er republikaner.
Det Republikanske Parti, der under Bush-regeringen i den grad har trukket sine idealer om en begrænset stat gennem sølet, fortjener ikke at have regeringsmagten. Det gør det Demokratiske Parti heller ikke. Men det er værd at håbe på, at republikanerne vil bruge de næste 4-8 år ude i kulden til at finde tilbage til deres rødder.