Ofte kan jeg ikke komme fra den tanke at konservatismen i virkeligheden bare er et alibi for skabskollektivisten. Hvor er det konservatismen rigtigt adskiller sig fra liberalismen? Det gennemgående jeg synes at have observeret er jo netop alle mulige goder Staten skal producere til marginaliserede grupper såsom kristne der skal have en statskirke at gå i, en lukkelov af hensyn til de fattige kan holde fri fra deres arbejde i supermarkedet om aftenen og om søndagen og vi kan få tid til at gå i kirke, dansk kunst og kultur osv. Det kan godt være det er en stråmand jeg stiller op nu, men så må der komme en konservativ og forklare hvordan det så hænger sammen.
Per Stig Møller, konservativ ideolog og politiker, skrev i 1970 artiklen ”Da Adam Smith mødte Mao”. Javel 1970 tænker du måske. Det var en anden tid og Per Stig var endnu en ung mand dengang med unge ideer. Jo jo, men det er alligevel lidt påfaldende at det er en person der bekender sig til konservatismen der skriver følgende passager:
“Det er med disse ideer, Mao bør inspirere den moderne konservatisme, således at Adam Smith 200 år efter sin “[…]wealth of Nations” bringes til overensstemmelse med Maos lille røde.
Den moderne konservatisme vil få sin store betydning ved at bygge samfundet op på en balanceakt og en samordning af disse to politiske systemer.”
“Bankernes nationalisering kan heller ikke være nogen utopisk tanke for den nykonservative, for han må ikke acceptere, at en så stærk pengemagt er ude af befolkningens kontrol.”
“For at modvirke den private dagspresses manipulation med demokratiet kunne staten oprette et nyhedsformidlende statsorgan, så alle fik mulighed for at tage stilling på samme grundlag, og den private dagspresse havde så synspunkterne, den personlige kommentar og ikke direkte informativt stof som sit domæne. Det ville ikke give magt til autoriteter, som ikke er autoriteter.”
På 180grader.dk kører debatten med en weekendklumme af den altid skarpe Christoffer Arzrouni om konservatismen overhovedet eksisterer.
Christoffer har i øvrigt tidligere givet Kasper Støvring tørt på i samme anledning i en podcast hos Djævlens Advokat. Brug de 45 minutter podcasten tager – hvis du kan lide at høre konservative få verbale smæk er tiden godt givet ud.