“Raman er beboer i Sandholmlejren og har tilsluttet sig demonstrationen. Han fortæller at han har været i landet siden 1999 og har boet på praktisk talt alle asylcentre i landet. Det sidste år har han boet i Sandholm. – Jeg spilder mit liv, siger Raman, der har besluttet at han, hvis han ikke opnår opholdstilladelse i nærmeste fremtid, vil rejse tilbage til sit hjemland Armenien.”
(Modkraft.dk – Luk Lejren)
Raman har ikke kunnet arbejde i ti år, fortæller han videre – og lad det være sagt. Jeg har intet mod, at Raman forsøger sig at få et arbejde i Danmark.
Men uanset hvor hårdt jeg prøver, kan jeg ikke forstå, hvorfor Modkraft bringer denne offer-historie som dokumentation for umenneskelige asylcentre. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal have ondt af Raman.
Altså Raman kommer fra et fattigt land, men et land han tilsyneladende uden problemer kan vende tilbage til. Det ville måske have været svært for Raman at søge job i Danmark fra Armenien, selv om han havde mor til hjælp her i landet, men det er udelukket at kunne få et, når man bor i et asylcenter. Alligevel har Raman i ti år valgt at bo i asylcenteret? Skal vi virkelig tro på, at Ramans ønske er at få et job? Det virker helt ærligt som om, han har misbrugt konventioner, der tvinger os til at tage os af flygtninge, til et liv på nas i ti år.
Der er nok en grund til, det ikke hedder flygtningelejre
