Katastrofesocialismens opkomst

Den omsiggribende og nærmest utrættelige finanskrise har lige så stille fået vækket en latent bølge af socialdemokratisme og, i mindre grad, munkemarxisme, rundt omkring i verden, og ikke mindst i lille Danmark. I de seneste par uger har man kunne spotte en voksende gruppe af folk, i avisernes debatsektioner, på blogs og internetdebatfora og sågar i akademiske tidsskrifter der gnider sig i hænderne sig over at det frie marked nu endelig giver bagslag. At de der har lukreret på det nu mister hele, eller store dele af, deres gevinst og at der bliver banet vej for at fordums tiders frelser-ideologier kan komme til orde igen. Et godt eksempel på den form for opportunisme kan findes i den danske version her, og i en rammende amerikansk version her. Det er vanskeligt at vurdere om der er tale om reel bekymring for samfundet, eller om der blot er tale om almindlig, gammeldags misundelse og smålig skadefro. Tonen i de to indlæg, der dog begge stammer fra den mere radikale venstrefløj, antyder det sidste.
Uanset hvilke intentioner der ligger bag, er det næsten sikkert at krisen vil blive udnyttet opportunistisk til at gennemføre markedsfjendtlige reformer, som der ikke tidligere har været folkevilje til. En af de få ting som Lundkvist rent faktisk har ret i, i hans artikel, er nemlig følgende sætning:
”Folk, der er skeptiske over kapitalismen, burde få det lettere, fordi kapitalismens ideologiske facade med snakken om marked, konkurrence osv. bliver mere og mere utroværdig.”
Og den holdning er formentlig ikke enkeltstående – de folk der tidligere har haft svært ved at argumentere for socialisme og statslig styring, fordi virkeligheden simpelthen talte dem lodret imod, vil nu se deres snit til at udnytte situationen til deres fordel. Et umiddelbart lavmål blev nået da tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen gav kapitalfondene skylden for krisen. Og det er ikke første gang det sker. For nu at parafrasere en vis nutidig populærbogsforfatter, er denne artikel en udfordring af den alment accepterede påstand at socialistiske reformer og institutioner er blevet indført under fredelige omstændigheder, og med bred folkelig opbakning. Det er ikke helt tilfældet. Tværtimod har fortalerne for ideologien været flittige til, fuldstændig uden reflektion eller tøven, at udnytte enhver form for samfundsmæssig krise, politisk eller økonomisk, som påskud for at gennemføre i stigende grad mere og mere drakoniske tiltag. Det har foreløbig resulteret i et samfund, hvor statslig styring, regulering og understøttelse er udbredt i næsten alle afkroge af samfundet. Det virker derfor lidt ejendommeligt at Naomi Klein beskylder borgerlige og liberale for at udnytte kriser til at presse sine ideologiske reformer igennem. Specielt i betragtning af at venstreorienterede har benyttet sig af nøjagtig de samme midler som Klein beskylder højrefløjen for: militarisering, krænkelse af civile rettigheder, propaganda, krig, spredning af frygt og krisestemning, iscenesættelse af ”stærke ledere” samt racisme.
Den første bølge
Det hele begynder med den mest omfattende menneskelige katastrofe nogensinde: Første Verdenskrig. Det indledte det den marxistiske historiker, Eric Hobsbawm, har døbt ”Ekstremernes århundrede” (og tiden fra 1914-1945 kalder han for ”katastrofernes æra” – lidt ironisk at det var i denne tidsalder at den fredfyldte socialisme for alvor fik fodfæste i den vestlige verden). Det markerede 1800-tallets ”gyldne periodes” endelige kollaps. En af den internationale socialismes største ikoner, Lenin, beskrev med begejstring den nye politiske situation på denne måde i 1920: “All over the world, the bourgeois system is experiencing a tremendous revolutionary crisis. The revolutionary parties must now “prove” in practice that they have sufficient understanding and organisation, contact with the exploited masses, and determination and skill to utilise this crisis for a successful, a victorious revolution.”
Lenin fik ret, omend måske ikke præcis på den måde han havde forestillet sig det. Det revolutionære marxistiske blodbad fik kun fodfæste i de økonomisk tilbagestående nationer, mens det udeblev i de mere politisk og økonomisk udviklede lande. Her viste de eksisterende institutioner sig for stærke til sådan lige at sætte ud af spillet (måske med undtagelse af Tyskland, der på sin vis fik deres helt egen form for blodige revolution). Men over hele den vestlige verden satte krisen skub i en bølge af vidtrækkende sociale reformer. Både i USA og Europa fik den anti-liberale populisme og socialisme vind i sejlene, blandt andet fordi at stemmeretten blev mere udbredt og inklusiv i mange lande. Under denne form for regime var det nærmest umuligt at opretholde guldstandarden, der blev anset for at være umenneskeligt hård overfor den jævne arbejder (blandt andet fordi man mente at deflation tjente kreditorernes interesser ved at hæve realværdien af eksisterende gæld). Om ikke andet så alene fordi at investorerne ikke længere havde tillid til at guldstandarden rent faktisk ville fungere som den altid havde gjort, i det nye politiske landskab, hvilket fik finansmarkederne til at modarbejde centralbankernes forsøg på at opretholde den. William Jennings Bryants ”cross-of-gold” tale fra 1896 var symptomatisk for den nye tidsånd. Fuld beskæftigelse og dæmpning af de økonomiske konjunkturers sociale konsekvenser, var nu vigtigere end finansiel stabilitet.
Til trods for at økonomierne buldrede derudaf over hele den vestlige verden, i 1920erne, var den underliggende finansielle struktur altså ustabil og udenfor kontrol. Flere lande (specielt Tyskland, Østrig og Frankrig) oplevede hypeinflation i perioden. Det kulminerede, som de fleste ved, i det amerikanske børskrak i 1929, og nogle år efter bukkede de amerikanske banker også under, under en likviditetskrise der ikke virker helt ulig den vi oplever i dag. Den Store Depression var den mest omfattende og dybdegående økonomiske krise verden endnu havde set, og krisestemningen blev flittigt udnyttet til at indføre nye boller på suppen: mere statslig styring af økonomien og udbredelse af sociale rettigheder og velfærdsinstitutioner.
USA var, under Franklin Delano Roosevelt, foregangsland på området. Under hans revolutionerende New Deal program blev keynesianisme indført som økonomisk politisk filosofi, seddelpressen aflivede de sidste rester af guldstandarden, minimumsstandarder for lønninger blev indført, korporatistiske institutioner blev oprettet til at gennemføre forhandlinger imellem arbejdsgivere og lønmodtagere, et massivt netværk af velfærdsinstitutioner på eksempelvis uddannelsesområdet blev indført, og, for at bekæmpe arbejdsløsheden, blev en række nye offentlige projekter iværksat. Iblandt disse var eksempelvis ”The Civilian Conservation Corps” (CCC), et korps der havde til formål at beskæftige unge, arbejdsløse mænd, med praktisk arbejde, efter militære principper (medlemmerne havde uniform på og gennemgik træningsprogrammer der mindede meget om militærets). Som et af Roosevelts væsentligste værktøjer skabte han ”The National Recovery Administration”, eller NRA. NRA stod i centrum for hele koordinationen af New Deals mange operationer, og var forudsigeligt nok et mønstereksempel på bureaukratisk træghed og forviklinger. For at bolstre hans magt, indførte NRA den såkaldte ”Blue Eagle” kampagne, der havde til formål at tvinge industriens virksomheder til at samarbejde med New Deal politikken. Alle, både virksomheder og almindelige mennesker, der stod inde for Roosevelts sociale værdier, både i tanke og handling, fik den blå ørn at pryde sig med. Det lyder måske som en form for datidens ”corporate social responsibility”, men i praksis mindede det foruroligende meget om Europas fascistiske bevægelser: parader i pomp og pragt under den blå ørn, for at skabe ærefrygt omkring kampagnen og NRA (hvem sagde ”Shock and Awe”?), og chikane og vold overfor folk der ikke samarbejdede med den nye politik. Folk blev smidt i fængsel for så latterlige ”forseelser” som at sælge til for lave priser. Det gik på et tidspunkt så langt at fagbevægelserne, i en rus over deres nyvundne magt, formåede at lukke alle sorte ud fra det amerikanske arbejdsmarked (hvorfor at NRA i visse kredse gik under navnet ”Negro Removal Act”, eller ”Negro Robbed Again”). Det er måske ikke noget tilfælde, for meget af inspirationen til NRAs struktur og metoder kom faktisk fra Hitler og Mussolini, der også benyttede offentlige projekter og regulering til at bekæmpe arbejdsløshed. Det endte forudsigeligt nok med at den amerikanske højesteret kendte NRA forfatningsstridig.
Den tyske og italienske historie i mellemkrigstiden behøver vist ikke nogen yderligere introduktion, omend at det måske i denne sammenhæng er værd at bemærke at den nazistiske og fascistiske revolution også byggede på en bred social platform og korporative politiske institutioner, som kunne minde om det vi kender i Danmark: udvidelse af velfærdsrettigheder (pensioner, arbejdsløshedsforsikring, understøttelse), nationalisering af industrier, kamp imod ”profit” osv. Specielt Mussolini, der var tidligere revolutionær socialist, men som var blevet overbevist om at den internationale socialisme var urealistisk, og derfor havde fokuseret sit politiske program på det nationale i stedet, var dybt inspireret af marxistisk filosofi. I mellemkrigstiden var linjerne imellem socialisme og fascisme derfor noget mindre tydelige end de er i dag. Racelæren, og den genetiske videnskab i det hele taget, var tilmed en disciplin der havde kraftig vind i sejlene over hele Europa, og også i store dele af USA – og den var ikke begrænset til nazistiske kredse. Den blev eksempelvis udøvet i det voksende franske Front Populaire, et sammensurium af radikale kommunister og socialister, der havde held til at gennemføre store sociale reformer i løbet af 30erne, blandt andet fordi den blev en bekvem undskyldning for kolonialismen. Men også blandt socialdemokrater verden over vakte genetisk hygiejne interesse: George Bernard Shaw og Sidney Webb i England, Margaret Sanger og højesteretsdommeren Oliver Wendell Holmes i USA, og herhjemme såmænd socialminister Karl Kristian Steincke. Kort fortalt blev mellemkrigstidens krise en baggrund for en hidtil uset ekspansion i statens magt og kompetencer og glorificering af dens uendelige muligheder, over hele den vestlige verden.
Det væsentligste socialistiske gennembrud i krisetidens Danmark var Kanslergadeforliget af 1933. Der var godt nok ikke tale om den omfattende socialreform, som det præsenteres som i meget dansk historieskrivning (det kom først i starten af 1960erne), men der var alligevel tale om socialdemokratiske gennembrud på mange væsentlige områder: regulering af erhvervslivet, subsidier til nødstedte forretningsdrivende, arbejdsløse og fattige, protektionisme og regulering af kapitalbevægelser samt større statslig og kommunal involvering (læs: styring) af syge- og arbejdsløshedskasserne. Reelt set centraliserede man blot mange af de ydelser som før havde været drevet lokalt, men grundlaget for velfærdsstaten blev lagt her. Meget bemærkelsesværdigt benyttede man sig aldrig rigtig systematisk af keynesianske principper for krise-styring, altså finansiel ekspansion, men økonomisk planlægning var der til gengæld rigeligt af. Som et af de mere kuriøse indgreb, set med vore dages øjne, forsøgte man at bekæmpe deflation ved at skabe en kunstig knaphed på landbrugsvarer – altså ved at destruere dem. Et princip man formentlig havde lært fra USA, hvor eksempelvis grise også blev destrueret i millionvis. Lidt paradoksalt at man forsøger at løse en økonomisk krise ved at ødelægge værdi – men der var mange paradokser i 30erne.
Den anden bølge
Den næste store bølge af socialisme ramte den vestlige verden i ly af endnu en bølge af kriser: Cuba-krisen og Vietnam-krigen. I USA blev det yderligere accentueret af mordet på John F. Kennedy. Kennedy trådte til kort efter den væbnede revolution på Cuba, der skærpede den kolde krigs internationale friktioner. Han forspildte derfor ingen muligheder for at understrege krigsstemningen i landet, og behovet for at folk udviste offervilje (der blandt andet blev omsat til en af de vedvarende fraser fra Kennedy-æraen: ”Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig – spørg hvad du kan gøre for dit land”). Udover at starte en militær mobilisering, der inkluderede en større kanalisering af ressourcer til forsvarsbudgettet, en udbredelse af atom-bunkere landet over, og senere en optrapning af militære styrker i Vietnam, indeholdt Kennedys ”New Frontier” program en udbredelse af sociale programmer, på alt fra uddannelsesområdet og sundhedsområdet, til beskæftigelsespolitik og boligpolitik. Minimumslønnen blev hævet og der blev indført nye reguleringer på industrien og forsøg på at regulere internationale kapitalbevægelser, for at forhindre kapitalflugt som følge af inflationstruslen (f.eks. ”The Interest Equalization Tax”). Meget af det blev retfærdiggjort med henvisning til konkurrencen med USSR. Kennedy nåede dog ikke særligt langt i sine planer, for som bekendt blev han, et par år efter, skudt i Dallas. Men hans vice-præsident, Lyndon B. Johnson stod klar i kulisserne med nye planer for sociale fremskridt (og militær mobilisering – specielt i Vietnam).
Kort efter Kennedy’s død udnyttede Johnson et tilfælde i Tonkin bugten ud for Vietnam (hvor Vietnamesiske torpedobåde havde beskudt en amerikansk destroyer), til at gennemtvinge en optrapning af den amerikanske involvering i Vietnam. Mindre end et år efter fulgte hans ”Great Society” program, det mest ambitiøse velfærdsstatslige projekt i USA nogensinde, omfattende både sundhed, uddannelse, ”krigen imod fattigdom” (for nu at blive i krigs-retorikken), positiv særbehandling og byfornyelse. ”Great Society” var et gigantisk morads af velfærdsprogrammer, der forgrenede sig i alle dele af samfundet, mange af dem dysfunktionelle og/eller elendigt administrerede. Resultatet var en støt stigning i det offentlige forbrug der dannede grundlaget for det økonomiske sammenbrud i 1970erne, og såmænd også Nixons katastrofale økonomiske eftermæle.
I Danmark så vi en lignende udvikling, blot noget mere drastisk – det var først sent i 1950erne og 1960erne at velfærdsstaten for alvor rullede sig ud, og de offentlige budgetter eksploderede. Imellem 1955 og 1980 steg skattetrykket i Danmark fra ca. 23% til ca. 44%. Det var i disse år at fagbevægelsen havde sine velmagtsdage, og man endda talte seriøst om ting som eksempelvis økonomisk demokrati. Det var under Viggo Kampmann, og senere Jens Otto Krag, at velfærdsstaten blev universel (med ydelser – eller afhængighed – til alle, som vi kender den i dag), og altomfattende. Offentlige ydelser blev nu en ret, og det gamle socialdemokratiske slogan ”Gør din pligt. Kræv din ret” blev reduceret til bare ”Kræv din ret.”
Efter 1970ernes oliekrise og inflationsproblemer, blev socialismen og keynesianismen miskrediteret i de fleste økonomiske kredse, og siden da har det været småt med socialistiske eller socialdemokratiske reformer som svar på kriser. Sovietunionens kollaps hjalp ikke ligefrem på det. Det eneste sted hvor man for alvor stadig ser socialistiske populister og propagandister udnytte situationen til at gennemføre sine politiske programmer, er det økonomisk plagede Latinamerika, der har oplevet en række finansielle kriser siden 1980erne. Det har dannet basis for det, historikeren og kommentatoren, Álvaro Vargas Llosa sarkastisk har kaldt den ”latinamerikanske idiots genkomst”, med hvilket han henviser til genkomsten af populistiske, sydamerikanske ”stærke mænd” som Hugo Chávez og Evo Morales. Men set i lyset af den seneste tids debat, både herhjemme og i udlandet, og udsigten til at en af de mest venstreorienterede præsidentkandidater i mere end 30 år vinder valget i USA den 4. november, kan man ikke udelukke at katastrofesocialismen endnu engang vil få politisk styrke, og at vi vil opleve endnu en periode med socialistisk krisebehandling (Sært nok mener Klein at det er mere Chicago-skole liberalisme vi skal frygte nu, til trods for at det eneste der tales om blandt magthaverne er mere regulering. Lige nu er hedgefundene eksempelvis i sigtekornet).
Som det fremgik af indledningen, og som det nok kan ses på argumentationen, er der en vis lighed imellem argumentationen i denne artikel, og Kleins nye bestseller ”Chokdoktrinen”. Det er naturligvis bevidst. Denne artikel får formentlig ikke nær så mange læsere som hendes bog, og den kan heller ikke bryste sig af at være så veldokumenteret at den har ”næsten 60 siders noter”. Det var heller ikke meningen. Faktisk er det meste baseret på de begivenheder jeg lige har kunnet ryste ud af min hukommelse den seneste uge. Men det er formentlig ikke svært at finde flere eksempler, da kriser som oftest ansporer statslig intervention. Formålet med artiklen var dels at fortælle historien om socialismen i vesten fra en anden vinkel end den gængse gymnasielærdom præsenterer, dels at vise hvor nemt det egentlig er at fremstille et argument som Kleins. Jeg mener ikke at socialisme altid bliver indført ad bagvejen i ly af katastrofer – slet ikke i Danmark, hvor kriser sjældent udvikler sig til noget værre end det elendige danske vejr. Men socialister benytter sig af nøjagtig de samme beskidte tricks som alle andre (populistiske) politiske bevægelser. Derfor er det en advarsel i forhold til hvad vi kan forvente os af fremtiden.
*Report on the International Situation and the Fundamental Tasks of the Communist International, july 1920, Lenin
Diverse anvendt litteratur:
Klein, Naomi (2000). The Shock Doctrine – the Rise of Disaster Capitalism.
Goldberg, Jonah (2008). Liberal Fascism. The Secret History of the American Left from Mussolini to the Politics of Meaning.
Mørch, Søren (2000). 24 Statsministre.
Elbjørn, Kasper & Gress, David (Red.) (2006). 20 begivenheder der skabte Danmark.
Eichengreen, Barry (1998). Globalizing Capital.
Wilentz, Sean (2008). The Age of Reagan.
Hobsbawm, Eric (1994). Age of Extremes. A History of the World 1914-1991.
Andersen, Torben M., Hans Linderoth, Valdemar Smith & Niels Westergård-Nielsen (2002). Beskrivende dansk økonomi. 1. udgave.