Antitrust og “monopolerne”

I få lande har man som i USA forstået vigtigheden af et sundt og kompetitivt marked. Denne forståelse har ligget så dybt i amerikanerne, at de desværre har villet sikre sig, at markedet fungerede på kompetitive vilkår ved at lade staten lovgive om konkurrenceforholdene. Men hvis staten overhovedet har en rolle i denne sammenhæng, må den udelukkende bestå i at sørge for, at der ikke er nogen som helst lovgivningsmæssige barrierer for entreprenører, som ønsker at tage kampen op mod allerede eksisterende virksomheder.
Den første betydningsfulde, føderale lovgivning om det, som hævdedes at være monopoler, blev vedtaget i 1890 (Sherman Antitrust Act). Loven er meget vagt formuleret og giver derfor politiske beslutningstagere mulighed for at bryde stort set en hvilken som helst private virksomhed op, hvis det anslås, at virksomheden nyder et monopols status. Lovgivningen har derfor et særdeles arbitrært præg, og den har da også skamløst været anvendt i chikanen af Microsoft.
Lovens første større anvendelse gik ud over Standard Oil (ejet af John D. Rockefeller), som havde erhvervet sig endog særdeles store markedsandele på bekostning af konkurrenterne. Retssagen, som blev anlagt i 1906 kulminerede i 1911 ved at selskabet ved lov blev brudt op, så det fremover skulle fungere i en række mindre selskaber.
Idet Standard Oil var en af tidens største virksomheder, nød den prismæssige fordele ved transport af varer på jernbanenettet. Årsagen til, at disse rabatter kunne gives, var, at jernbaneselskaberne kunne planlægge anvendelsen af deres kapitalapparat langt mere effektivt, når de servicerede så stor en kunde. Imidlertid klagede Standard Oils konkurrenter til myndighederne over disse rabatter, som mindskede deres konkurrenceevne.
Virksomheden vandt store markedsandele ved at minimere omkostningerne ved udvinding af petroleum og olie. Kerosen kostede 30 cents per gallon i 1870, da virksomheden startede. I 1897 havde Rockefeller og hans medarbejdere drevet prisen ned på 6 cents. Samtidig havde virksomheden innovativt stået fadder til omkring 300 forskellige biprodukter fra olieproduktionen. For petroleum leverede Standard Oil tilsvarende mirakler. På et enkelt årti – fra 1880 til 1890 – drev virksomheden petroleumsprisen ned med 61 pct., mens den nu producerede det firdobbelte.
Konkurrenternes produkter var dyrere og klart inferiøre. Mange af deres kerosenprodukter havde en ikke ubetydelig risiko for at eksplodere, og deres innovation var nærmest ikke-eksisterende.
Der er ingen tvivl om, at Standard Oil var til skade for dets konkurrenter, men kunderne tog aldrig skade. Tværtimod. I 1800-tallet havde det tidligere været forbeholdt middelklassen og decideret rige mennesker at have lys i hjemmene efter solnedgang. Med de faldende petroleumspriser – som klart var Standart Oils fortjeneste – blev det nu overkommeligt for selv fattige at læse i lampens skær om aftenen.
Der findes ingen eksempler på, at Standard Oil udnyttede sin store markedsandel til skade for forbrugerne, hvilket illustreredes ved retssagens afslutning i 1909 og igen i 1911. I retssagens konklusive afsnit stod intet om, at selskabet havde skadet forbrugeres interesser. Retten hævdede ironisk, at Standard Oil havde udvist ”intent and purpose to exclude others” – på trods af, at virksomheden netop havde opkøbt og fusioneret med mange selskaber.
Den dag i dag hævdes det tåbeligt af mange økonomer, at Standard Oil er et klassisk eksempel på nødvendigheden af en monopollovgivning, fordi den forfulgte en ”predatory pricing”-strategi – dvs. en virksomheds forsøg på at udelukke andre fra at konkurrere ved at sænke priserne drastisk og derefter hæve dem igen.
Hverken det føderale distrikt eller den amerikanske højesteret kunne imidlertid sandsynliggøre, at Standard Oils adfærd havde skadet kunderne (at de eksempelvis havde hævet priserne). Dette afholdt ikke højesteret fra at bryde virksomheden op.
Baggrunden for dommen var allerede mere eller mindre forældet, da den blev endeligt vedtaget i 1911. Rockefeller var langsom til at investere i benzinudvikling, fordi andre virksomheder havde lagt deres resurser i stater som Kansas, Oklahoma, Louisiana, Californien og Texas. Disse nye olieområder lå langt fra Standard Oils normale domæne: Ohio, Pennsylvania og New Jersey. Dertil kommer, at hele kerosenmarkedet var skrumpet pga. skiftet fra kerosen til kulenergi og elektricitet.
En anden meget succesrig virksomhed i USA’s historie, var Aluminium Company of America (Alcoa). Virksomheden blev ledet af Charles Hall, som opfandt og patenterede produktionen af kommercielt aluminium. Patenterne udløb i 1910, men virksomhedens innovationer og kreativitet var uden sidestykke, og den opnåede derfor en markedsandel på 90 pct. (resten var import).
De amerikanske myndigheder lagde sag an mod Alcoa, fordi virksomheden var for effektiv og reagerede for hurtigt på efterspørgslen! I slutningen af 1880’erne solgtes aluminiumsblokke til 5 dollars per pound. Ved retssagen mod Alcoa, som sluttede i 1945, solgtes en tilsvarende blok til 22 cents.
Alcoa har været en af de mest himmelråbende store kapitalistiske succeshistorier i amerikansk historie. For det første udviklede virksomheden alle de moderne teknikker til udvinding af aluminium af høj kvalitet. For det andet startede virksomheden nye markeder for anvendelsen af det lette metal. De fleste virksomheder på markedet forhandlede produkter forarbejdet af genbrugt aluminium, mens Alcoas teknikker gjorde det i stand til at sælge produkter fremstillet af ”jomfrualuminium”.
Distriktsdomstolen kunne da heller ikke sandsynliggøre, at virksomheden havde ageret til skade for forbrugere. Domstolen ræsonnerede, at Sherman Loven ikke forbød virksomheder, som havde erhvervet store markedsandele pga. fravær af konkurrenter. Appeldomstolen var enig i, at staten ikke havde kunnet vise, at virksomheden havde udvist anti-kompetitiv adfærd.
Alligevel skrev dommer Learned Hand på vegne af majoriteten i domstolen, at Alcoas de facto monopol var et brud på Sherman Loven.
Han skrev, at Alcoa ”insists that it never excluded competitors; but we can think of no more effective exclusion than progressively to embrace each new opportunity as it opened, and to face every newcomer with new capacity already geared into a great organization, having the advantage of experiencing, trade connection and the elite of personnel”(!).
Man kan spørge, om ikke dette er kendetegnende for alle private virksomheder?
Da domstolen ikke havde kunnet bevise, at nogle af Alcoas specifikke handlinger var ulovlige, kunne den vanskeligt regulere virksomhedens adfærd. Domstolen anerkendte virksomhedens enestående effektivitet og service over for kunderne, hvorfor det var meningsløst at bryde virksomhedens op. I stedet forbød domstolen virksomheden at byde på aluminiumsvirksomheder, som var blevet bygget til at møde krigsøkonomiens behov for aluminium.
I 1948 omgjorde den føderale domstol i New York 1945-beslutningen. Alcoa var ikke noget monopol.
Det amerikanske telefonselskab, AT&T var til gengæld uden tvivl et monopol. Allerede fra virksomhedens start havde den lobbyet for monopolprivilegier – og fået dem. Lovgivning satte effektivt hindringer for konkurrenters lyst og evne til at konkurrere med AT&T. Reguleringen omfattede lokal- og langdistanceopkald og selv salg af telefoner og andet udstyr, som kunne anvendes på markedet for telefoni. AT&T blev brudt op, og lovgivningen, som hindrede, at AT&T bredte sine aktiviteter til kompetitive markeder, blev delvist hævet.
Dereguleringen var ikke nogen udelt succes. Hvad angår langdistanceopkald klarede AT&T sig fint i konkurrencen, mens de lokale afdelinger stadig stod over for lovgivningsmæssige hindringer. Teorien var, at hvis man hindrede disse lokale monopoler i at udvikle og sælge telefonudstyr og –teknik, kunne man hindre, at de brugte deres profit til at subsidiere nye forretningsområder. I stedet fik man en række lokale monopoler med stort set ingen innovation og udtalt modvilje mod at lade andre konkurrere på deres område.
AT&T-virksomhederne var et offentligt reguleret monopol, som skulle have en dommers godkendelse til at udvikle og få licens på nye produkter. På den måde stod de lokale AT&T-virksomheder over for en ventetid på gennemsnitligt fire år for at få godkendt nye strategier til udvikling af deres forretningsområde.
Visse økonomer hævder, at anti-monopollovgivning er bedre end formel regulering, fordi den ikke nødvendiggør kontinuerlig statslig overvågning af virksomhederne. Tilfældet med AT&T viser det modsatte. Statslig regulering virkede stærkt hæmmende på innovation og udvikling i den amerikanske telesektor.
Desuden må man sige, at anti-monopollovgivning har et meget stærkt arbitrært præg. En hvilken som helst virksomhed, som klarer sig godt og levere en god service til dens kunder, kan med baggrund i Sherman Loven brydes op.
Tilfældet med Microsoft viser, at det stadig er aktuelt…
Kilder:
David B. Kopel: “Antitrust After Microsoft: The Obsolescence of Antitrust in the Digital Era”, Heartland Institute, 2001.
Thomas J. DiLorenzo: Anti-trust, Anti-truth, Mises Institute, 1. juni, 2001.

Bragt på Liberator første gang november 2001.