Da fanden stjal moralen

Sidst skulle mit sure opstød ramme den danske uddannelsessektor, hvilket afstedkom en masse reaktioner både her på siden og andetsteds (ikke mindst på Toga Vinstue, hvor enkelte medlemmer af FT-UDU var knap så begejstrede).
For ikke at ramme nogen personligt denne gang, har jeg besluttet at ramme alle; dvs. størstedelen af den danske befolkning. Og hvorfor er det nu alle? Fordi temaet i sin natur bliver et spørgsmål om, hvad fællesskabet er, og hvordan fællesskabets og individets friheder kan forvaltes.
Og heri, som poeten ville sige, ligger skidtet.
For fællesskabets interesser vil ikke altid, men ofte stride imod individdets. Så hvorfor nu en forherligelse af en pseudoinstitution som et fiktivt fællesskab?
Hvor går denne magiske grænse mellem fællesskabets behov for sikkerhed, stabilitet og almennyttige interesser og statens ønske om og vilje til kontrol? Hvordan afspejler individets, fællesskabets og statens moralske og ideologiske grundlag sig i hinanden? Om overhovedet…
For at bringe et meget abstrakt tema ned i øjenhøjde vil jeg gribe fat i noget så håndgribeligt som rygning. Et komplet idiotisk ikke-politisk tema (ikke-politisk fordi det dybest set ikke hører under statens interessesfære), der alligevel kan få mit pis i kog.
Vi har indført lovgivning, der begrænser private handlende i at tillade rygning på områder, der historisk set er meget tæt knyttet rygning. For ikke at sige alle andre former for rusmidler også. Udskænkningssteder har til alle tider været “syndens huler”; frirum fra hverdagens søgen efter kontrol.
Under påskud af at beskytte de ansatte på disse steder, er det altså blevet legalt at fratage indehaveren retten til at afgøre dette på egen hånd. Det er iøvrigt også blevet de ansatte forbudt at vurdere, hvorvidt de ønsker at arbejde et sted der ryges. Morsomheden ligger naturligvis i at ansatte på udskænkningssteder mindre end 40 m2 tilsyneladende ikke tilegner sig cancer eller andre skavanker ved passiv rygning. Det forklarer, hvorfor mange superhelte har små skjulesteder; hvis de opholder sig i rum mindre end 40 m2, er de beskyttede. Pis og politik!
Staten har talt: “I Danmark ønsker vi ikke at nogen – ufrivilligt – udsættes for risici, såfremt disse kan undgås ved forbud.” På den vis er rygning og passiv rygning overgået fra et spørgsmål om moral og hensynstagen til værende et spørgsmål om lovgivning. Det er for såvidt ikke nyt, men alligevel ét skridt længere end tidligere.
For legen fortsætter; ved seneste meningsmåling mente 53% af den danske befolkning, at et totalt rygeforbud på alle offentlige områder var ønskeligt. Og hvorfor er det et problem? Et rygeforbud ville med en vis sikkerhed kunne garantere færre sygetilfælde som følge af passiv rygning.
Herudover er det blevet ikke bare acceptabelt, men helt almindeligt at klage over naboer, underboere, overboere og genboere, der ryger. Politikere såvel som befolkning går ind for højere økonomiske sanktioner overfor rygere gennem øget taksering af tobaksvarer.
Fællesskabet har talt: “Staten forvalter vores moralske fordømmelse af en gruppe mennesker med særlig forbrugeradfærd ukorrekt. Vi ønsker dem yderligere straffet!”
Dertil er mange kommuner nu begyndt at tilbyde deres kollegaer rygestopkurser.
I moralitetens navn er rygning blevet en socialpsykologisk afgivelse, der ikke bare bekæmpes af stat og kommune, men i lige så høj grad af befolkningen selv. Af fællesskabet. Vores fællesskab. Det fællesskab som vi, frivilligt eller ufrivilligt, er en del af.
Som tidligere nævnt er der ikke noget galt i at en social institution, som en given befolkning er bundet op på på kultur, identitet og moral, beskytter sig selv mod trusler. I stabilitetens og sikkerhedens navn kan dette forsvares. Til en vis grad…
For det har naturligvis følgevirkninger at kontrollere og regulere en vis adfærd. Forbudstiden er ikke just det hyggeligste kapitel i historien – kun efterfulgt af et endnu grimmere.
Men handler det om præferencer eller sikkerhed? Er det et spørgsmål om ikke at kunne lide lugten i bageriet, eller i dette tilfælde på gadehjørnet, værtshuset eller cafeen, eller er det i virkeligheden et spørgsmål om varetagelsen af et socialmedicinsk problem? For jo, det har naturligvis eksterne omkostninger af være ryger. Det er da til stor gene for andre – bevares.
Men som med så mange spørgsmål er det nu ikke længere individets hensyn overfor fællesskabet, der afgør, hvorvidt genen opstår eller ej. Spørgsmålet “Do you mind if I smoke?” som udtryk for hensynstagen vil naturligvis dø ud i det offentlige rum. Spørgsmålets tab tror jeg ingen begræder, men det er endnu et eksempel på, at den personlige stillingstagen er flyttet fra privatsfæren ud i socialsfæren og endeligt dræbt af Staten. Nogle vil måske synes, det er befriende ikke at skulle tage stilling til, hvorvidt man skal udvise hensyn til andre, men ikke desto mindre kan jeg som liberal have svært ved at forlige mig med tanken om at blive befriet af et forbud.
Der er intet, der tyder på at danskerens holdning til rygning ikke i højere grad er baseret på fællesskabets evne til at udpege fjendebilleder og, som mange rygere vil nikke genkendende til, udsættes en befolkningsgruppe (og jo, forbrugsvaner kan defineres i grupper af en population) for et stigma. Joken, om at det i dagens Danmark er mere politisk korrekt at være pædofil end at være ryger, kan til en vis grad – i humorens navn – bekræftes af Jeppe Kofoed. Det lærte vi efter dennes forførelse af en mindreårig pige til et DSU-arrangement. Han havde faktisk politisk fremgang som følge af fadæsen.
Med andre ord: At være pissefuld og, som medlem af Folketinget, forføre en mindreårig er i orden – sålænge ingen af dem ryger efter sex. Eller endnu værre; han kunne have forsøgt at sælge hende en pakke Prince!
Danskere kan ikke lide nypuritarisme; det fik vi lært af hændelsen. Politikere endnu mindre, for ingen bryder sig om at være i mediernes søgelys, når det kommer til moral. Ikke desto mindre er det lykkedes at vende en befolkning, et fællesskab, til at acceptere at en vis befolkningsgruppe i samfundet skal kontrolleres og reguleres. Og herudover straffes økonomisk for at være til gene for andre.
Hertil kommer selvsagt de eftervirkninger, som et hvilket som helst stigma medfører. Det er ikke utænkeligt, at vi inden for en kort periode vil se en vækst i rygere, der går til psykolog eller bør se psykolog, for når hele samfundet fordømmer en, og man ikke har viljen, evnen eller lysten til at ændre adfærd (og iøvrigt har svært ved at se, hvordan resten af befolkningen har mandat til at regulere ens private præferencer), har det naturligvis en konsekvens for både selvværd og selvopfattelse.
Nypuritanere, eller nyhellige som jeg har valgt at kalde dem, har det sjovest, når der er en gruppe mennesker, der kan isoleres. Det skal ikke være personligt, men tæt nok på til at man kan konfrontere “gerningsmanden” med en harme af bibelske proportioner. Hertil falder rygere ind perfekt; “ikke nok med at de lugter, så udgør de en trussel for os andre.” Perfekt opskrift på en gruppe mennesker der skal stigmatiseres.
Med indførelsen af minoritetsbeskyttelse kan det være svært at male fjendebilleder, der ikke bryder de sociale normer. Hertil falder rygere smukt ind. Det er ikke et spørgsmål om etnicitet eller race, men noget så simpelt som forbrugeradfærd. Og forbrugere er ikke beskyttet af anden lovgivning end forbrugerlovgivning – en irrelevant størrelse i denne sammenhæng.
For at vende tilbage til fællesskabets dyder; forbud er statens måde at regulere en adfærd. Formålet med at regulere en adfærd er at beskytte samfundets (og i visse sammenhænge at promovere særlige interesser eller tilføre særlige interesser indflydelse, kapital eller magt). Samfundets interesser ligger i fællesskabets vilje til forandring og stabilitet – som den evige konflikt.
Den logiske slutning vil naturligvis være at fællesskabets vilje afhænger af individets frihed. Fællesskabet er ikke større end det samlede antal frie og uafhængige individder. På den vis er cirklen fuldendt.
Spørgsmålet om samfundets ønske om beskyttelse i relation til rygning vil på sin egen selvforstærkende vis ramme ikke blot individets frihed, men fællesskabets inderste og dybeste længsler og trang; evnen til at opføre sig pænt overfor hinanden. Tryk avler modtryk, og det er langt fra utænkeligt at store dele af befolkningen i Kongeriget Danmark derfor – på sigt – vil ændre adfærd.
Sålænge staten varetager vores evne til at indgå i et social fællesskab, efterlader det meget lidt manøvrerum til at indgå i den sociale helhed vi, som individer, er en del af.