Tisser de osse på din sukkermad?
Livet er en fest. Det skal der laves om på.
Vi kan jo ikke have glade mennesker gående rundt overalt, og spise og drikke, hvad de vil. Tag nu f. eks. wienerbrød, ispinde og sodavand. I dag er det mindst ligeså farligt som Cheminovas kemikalier på Harboøre Tange UHA-da! Næste gang, Svend Auken vil i TV, behøver han ikke at tage ned til Proms Kemi på Lolland, han kan bare tage en pose honningmåner frem, så ved man, at han er på folkets side.
Og hvad så med sovsekulør, forresten. Og Irish Coffee? Brune kartofler til jul? Flødeis med kirsebærsovs? Jordbær? Portvin? Madeira? Chokolade, der ellers er sundere end rugbrød?
Må vi heller ikke længere synge med på klassikeren “Toms Karameller, vi spiser Toms Karameller…..” ?
De gamle, visne, indremissionske inkvisitører vidste det allerede i gamle dage.
Livet skal være surt, skidesurt.
“….Sodavand, kager og slik hører ikke til på hverdage i en sund kost. Vi har efterhånden fået en kultur, hvor hver dag er en fest, og det bliver vi nødt til at lave om på, siger Karin Fisker, fødevarekonsulent i Landbrugsraadet….”
Hvorfor skal vi så gennem EU give milliardstøtte til fremstillingen af så farlige produkter? Landbrugsraadet siger da selvfølgelig nej til alle de mange milliarder, går vi ud fra.
http://www.foodculture.dk/Lige%20nu/Nyeste/Kort%20nyt/Danskerne%20spiser%20naesten%2060%20kilo%20sukker%20om%20aaret.aspx