Taberen på toppen

Gymnasiet problematiseres for tiden mere end nogensinde før. Men den bekymrede interesse har ofte et lidt usikkert præg. Man ved ikke rigtigt, hvor det er, man skal sætte ind. Mange vælger at problematisere eleverne, for ungdommens forfald har jo været et populært emne siden den græske oldtid, ikke mindst blandt forældre. Skolens ledere vil derimod hellere tale om noget, de kalder ”strukturelle forhold.” Hvad det er, ved jeg ikke, og det gør de nok heller ikke selv, for de kan tale meget længe om det, uden at nogen er blevet klogere.
Lad os da i stedet for gå direkte til sagen og slå fast, at de problemer, som gymnasiet har, først og fremmest skyldes de mange dårlige og dovne lærere, som det huser. Blandt gymnasielærere siges det ganske vist ofte, at det er illoyalt at tale om personer. I betragtning af hvor meget sladderen florerer på danske gymnasier, er synspunktet ubegribeligt. Men derudover er det også misforstået, for da skolen først og fremmest består af personer og ikke af ”strukturelle forhold”, kommer man ikke uden om at tale om personer, så længe det er skolen og ikke den personlige magelighed, der står i centrum.
Jeg havde ofte anledning til at gøre mig sådanne overvejelser, da jeg havde min gang på det vestjyske gymnasium, hvor den efterhånden legendariske Pinlige Ib, Ib Nielsen fra Randers, er rektor. Da Ib stadig ligner en flaskesamler, er det et populært samtaleemne, hvordan han mon er kommet frem til det job. Men nu er det faktisk ikke helt sjældent, at især ældre akademikere ligner flaskesamlere, og at nogle af dem også er det. Hemmeligheden bag Ibs karriere kan udtrykkes kort. Han forstod at være en eftersnakker de rigtige steder, og han kunne bruge de bedste slogans de samme steder. Det kan man komme rigtigt langt med i gymnasiet.
Som det snakkeglade menneske Ib er, har han også taget en slags bifag i dansk. Ganske vist et af de helt skrabede fra dengang, man kunne få dem i Århus på mindre end et år, men han synes selv, at det er godt nok til, at han kan give sig lov at undervise i dansk en gang imellem.
”Og han kan heller ikke sætte kommaer”, sagde en meget vidende dansklærer til mig på lærerværelset. Han viste mig et af Ibs opslag:” Det kan ikke oplyses, hvor mange lærere, der er på kursus i næste uge.” ”Ibs komma foran ”der” er et idiotkomma.”, forklarede den rigtige dansklærer mig.
Begejstret over min nye indsigt sagde jeg henkastet, da jeg næste gang havde et ærinde på Ibs kontor: ” Og du kan heller ikke sætte kommaer.” Han så på mig, som havde jeg gjort et barn fortræd. Og så lød det med en krænket harme fra sjælens dyb: ”Jeg er ordblind!”
Jeg var lamslået. Jeg kunne ikke få et ord frem over for hans indædt triumferende blik.. Meget har jeg hørt i gymnasiet, men jeg har aldrig før eller siden hørt en dansklærer, endsige en ordblind, bruge lige det som selvforsvar. Der er masser af dygtige lærere, der er ordblinde, og som arbejder bevidst med deres problem. Derfor vil disse lærere aldrig bruge deres ordblindhed i fornærmet selvforsvar, og de ved også så meget om deres problem, at de ikke forveksler ordblindhed med grammatisk uvidenhed. Ib er ikke ordblind. Han er bare doven, og som snylter er det hans instinkt at søge dækning bag en anerkendt minoritet. Men den dag forstod jeg også motivationen bag Ibs karriereforløb. Som en af dem, der inderst inde godt ved, at han er en taber, er det hans mål at virkeliggøre den socialdemokratiske drøm om den svage i centrum. Og det er Ibs helt private hævn, at han bedst kan gøre det som rektor i det danske gymnasium.
p.s. Men idiotkommaer er ikke et rektoralt prærogativ. Siden jeg skrev ovenstående, fortalte en engelsklærer i gymnasiet mig, at samme type kommafejl som Ibs idiotkomma forekom i en opgave til studentereksamen i skriftligt engelsk for nogle få år siden. Læreren spurgte opgavekommissionen, om de fejl, som eleverne lavede p.gr.a. opgavens formulering (induced errors), skulle tælle med ved evalueringen. Han fik aldrig noget svar.