Sønnen, der ville reformere Ku Klux Klan

Åh, min søn, min søn…
Han er 40 år gammel og trænger virkelig til at skifte karriere.
Da han var 20 sluttede han sig til Ku Klux Klan, fordi han var bekymret for, at Klanen var ved at blive for stor og for aggressiv. Dengang lynchede de en stakkels mand en gang om ugen, hvilket han mente var forkert. Han mente, at Klanen skulle begrænse sig til en lynchning en gang om måneden, og at tingene var kommet heeeelt ud af kontrol.
Jeg har brugt mit liv på at argumentere for, at Klanen skulle afskaffes, så jeg havde blandede følelser omkring hans beslutning. Jeg ville uden tvivl hellere have, at Klanen lynchede én en gang om måneden frem for en gang om ugen, så jeg var en smule fristet af idéen om ”at arbejde indefra”, men jeg tvivlede stærkt på, om det ville fungere.
”Men far” sagde han dengang for mange år siden, ”jeg kan sprede budskabet om, at Klanen kun skal lynche én en gang om måneden frem for en gang om ugen, hvilket vil være et skridt i den rigtige retning, ikke sandt?”
”Tja, jeg er ikke sikker,” sagde jeg tøvende. ”Vil folk ikke få det indtryk, at lynchninger er gode, snarere end at de er forkerte? Du legitimerer princippet.”
”Men jeg ønsker at reducere antallet af lynchninger, far!” svarede han. ”Ja, i en ideel verden ville der ikke være lynchninger overhovedet, men jeg vil bringe antallet ned, hvilket er et skridt i den rigtige retning, ikke? Jeg mener; det er bedre, at der er færre mennesker, som bliver lynchet, ikke sandt?”
Jeg var usikker, fordi der bare var noget ved hans tilgang til sagen, som virkede forkert, men jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad det var.
I de seneste 20 år har min søn været fast medlem af Klanen. Han får sin løn, går til møder og har sågar fået kontrol over sit helt eget distrikt af Klan-tilhængere.
Til hans ros skal siges, at når Klanrådet stemmer, om der skal ske en lynchning, stemmer han som regel nej. Ofte er han den eneste, som afgiver en nej-stemme.
Men siden han sluttede sig til Klanen for at reducere lynchningerne, er antallet af lynchninger bare steget og steget alligevel.
Og min søns eget distrikt? Er det lykkedes ham at reducere lynchningerne i det område han selv har kontrol over?
Nej. Faktisk er antallet af lynchninger i hans eget distrikt vokset i løbet af årene.
Når jeg spørger ind til dette, er svaret altid det samme: ”Sikkert, far, men så meget kontrol over, hvem der bliver lynchet i mit distrikt, har jeg heller ikke. Jeg er naturligvis imod det, men der er ikke så frygtelig meget, jeg kan gøre.”
For et par måneder siden fortalte min søn mig, at han stiller op som kandidat til Klan-overhoved.
”Hvis jeg bliver Klan-overhoved,” sagde han, ”bliver det muligt for mig at nedlægge veto mod de fleste lynchninger, vi skal stemme om. Så vil jeg for alvor have magt til at reducere antallet af personer, som bliver gennembanket eller slået ihjel.”
”Sønnike dog!” udbrød jeg med skræk. ”Folk – bortset fra dig – slutter sig kun til Klanen, så de kan lynche andre mennesker. Hvis alt de ønsker er at lynche andre, hvorfor i alverden skulle de så stemme på dig? Og hvis du alligevel blev stemt ind, ville de smide dig ud i det øjeblik, du forhindrer dem i at lynche! Hvis du forhindrer Klanen i at lynche, er det ikke Klanen længere!”
”Nej”, sagde han alvorligt; ”det er stadig Klanen – den er bare ikke så stor og lyncher mindre!”
”For 20 år siden,” sagde jeg roligt, ”sagde du, at i en perfekt verden ville der ikke være lynchninger overhovedet…”
”Sikkert,” sagde han og rødmede en smule. ”Men det kan jeg ikke tale om. Om at der ikke skal være lynchninger overhovedet. Jeg mener; det ville være sindssygt – jeg vil aldrig blive valgt til Klan-overhoved!”
”Sandsynligvis, så du går til valg på et pro-lynchning grundlag, du vil bare have færre lynchninger.”
”Ja”, sagde han kraftigt nikkende og immun overfor ironi.
”Så det er forkert at lynche en masse, men rigtigt at lynche en smule.”
”Tja, ideelt set ville der ikke være lynchninger overhovedet…”
”Men det er ikke, hvad du fortæller folk. Du fortæller dem, at det rigtige er at lynche mindre.”
”Selvfølgelig – fordi mindre lynchning er bedre end mere lynchning.”
”Men ingen lynchning er endnu bedre, ikke?”
”Ja, i en ideel verden…”
”Så hvorfor fortæller du ikke folk det? At du vil overtage Klanen for at afskaffe det!”
Han grinede. ”Ah, jeg tror ikke det er den rette idé. Lige nu behøver vi lynchningerne. Vi behøver Klanen. Den er bare blevet for stor.”
Vi diskuterede og diskuterede, fra pragmatik til princip, frem og tilbage. Det var hamrende irriterende!
Efter en offentlig debat, hvor min søn startede en masse ballade ved åbent at påstå, at grunden til at visse minoriteter hadede hvide, var pga. hvid støtte til Klanen, som lynchede dem, steg hans opbakning fra omtrent 0 til ca. 3 pct.
Han kom lige over til mig, helt ekstatisk. ”Jeg får virkelig spredt budskabet, far!”
Jeg skar en grimasse. ”Tja – jeg vil nødigt sige det min søn, men jeg tror du har skudt dig selv i foden.”
”Hv… Hvad?” Hans stemme blev straks skarpere.
”Du siger at minoriteterne hader Klanen, fordi den lyncher, ikke?”
”Jo!”
”Men antallet af lynchninger er steget med 5-6 gange siden du sluttede sig til Klanen. Og antallet af lynchninger i dit område er også steget!”
”Men jeg stemmer imod de fleste af lynchningerne!”
”Men kære søn! Du er i Klanen! De støtter lynchninger! Hvordan kan du sige, at Klanen er umoralsk?”
”Fordi – som jeg har sagt over 10.000 gange i de sidste 20 år, far – at der er for mange lynchninger!”
”Så tror du, at minoriteterne vil elske dig nu? Når du siger, at de har al muligt grund til at hade de lynchninger, du ønsker færre af? Åh Gud – hvornår kom det så vidt, at det bedste en god mand kunne håbe på, var at præsentere sig som det bedste af to onder?”
”Fordi ændringerne skal ske gradvist, far!” råbte han. ”Har alle dine podcasts og skriverier nogensinde stoppet én enkelt lynchning? Jeg er i det mindste ude i den virkelige verden og prøver at gøre noget!”
”Og hvad, her 20 år efter, har du opnået? For lang tid siden sagde du til mig; far, jeg er medlem for at reducere antallet af lynchninger. Og du har fået penge af Klanen og hængt ud med disse bøller i årtier, og hvad er der sket? Flere lynchninger. Mere magt til Klanen! Så hvad har du opnået?”
Han sprang op. ”Javist, der er flere lynchninger nu, men kan du forestille dig, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke havde sluttet mig til Klanen? I stedet for bare en lynchning om dagen kunne det være to eller tre!”
”Hvordan ved du det? Det er bare noget, du fortæller dig selv, så du ikke føler, at du går på kompromis med dine principper for ingenting. Der er intet bevis for det!”
”Jeg har stemt mod de fleste af lynchningerne!”
”Og de er sket alligevel! Og du er stadig sammen med disse bøller!”
Pludselig skiftede han taktik. ”Hvorfor går du så meget op i, hvad jeg laver? Vi går begge ind for færre lynchninger, vi er på samme hold. Vi burde ikke bekæmpe hinanden.”
”Og dog bekæmper du mig”, sagde jeg roligt. ”Kan du ikke se det?”
Der var en lang pause. Vores indbyrdes vrede var opbrugt.
”Hvad mener du?”
”Min søn, du mener, at lynchningen skulle blive reformeret, jeg mener, at det skulle afskaffes. Det er ligesom med slaveri.” Jeg sukkede. ”I det 19. århundrede var mange mennesker meget bekymrede for slaveriet. Inderst inde vidste de, at det var forkert. Men de var også bange for en reel forandring. Og der var to grupper: Reformisterne og Abolitionisterne. Reformisterne lovede folk, at slaveriet kunne gøres mere humant, at slaverne kunne blive behandlet bedre samt slået og voldtaget mindre hyppigt – og derfor behøvedes slaveriet ikke afskaffet. De kæmpede for love mod grov mishandling af slaverne, holdt demonstrationer, indsamlede penge – enorme mængder af tid, energi og ressourcer blev brugt i forsøget på at reformere slaveriet. Og mens de knoklede og knoklede, årti efter årti, blev flere slaver slået eller voldtaget, forholdene blev værre og værre og – det værste efter min mening – folk, der følte sig utilpasse ved slaveriet, blev givet den behagelige illusion, at slaveriet ikke behøvedes at blive afskaffet.
På den anden side vidste Abolitionisterne, at slaveriet ikke kunne reformeres, at det var ondt fra ende til anden, og at det skulle afskaffes. Og deres farligste modstandere var ikke dem, der ukritisk var for slaveri. Deres farligste modstandere var Reformisterne.”
Han rullede med øjnene. ”Siger du så, at jeg er din fjende nu?”
”Nej, for vi har aldrig haft denne samtale. Og det er jeg ked af. Men det du gør, det du har gjort i 20 år, er at fortælle folk, at Klanen kan være god, hvis det bare er den rette mand, som bestemmer. Du giver folk falske forhåbninger, for Klanen kan aldrig være god. Og så trækker de sig fra at ville afskaffe Klanen, idet det virker ekstremt, fordi her er denne smarte, velartikulerede person, som har været i Klanen i 20 år, som fortæller, at Klanen er god og nødvendig, og at alt vi skal gøre er at lade ham bestemme. Så når jeg kommer og siger, at Klanen er umoralsk og bør afskaffes, ved du så, hvad folk siger til mig? De siger ’Nææh, jeg støtter din søn, han har nogle gode idéer om at reformere Klanen. Jeg er enig i meget af det, han siger; der er for meget lynchning – vi behøver ikke at afskaffe Klanen, det er for ekstremt.’ Og sådan har det stået på i de sidste 20 år, min søn. Du giver folk et falskt valg, der forhindrer dem i at se den nødvendige forandring i øjnene, fra at konfrontere det onde lige på og hårdt. Og du legitimerer Klanen ved at kalde dig en god mand og være en del af den. Jeg fortæller dig dette lige fra hjertet, min søn: Hvis du ikke eksisterede, ville Klanen blive nødt til at opfinde dig.”
Der var en lang pause.
”Okay, far,” sagde min søn endelig, mens han fik øjenkontakt med mig. ”Jeg lader være med at stille op til Klan-overhoved. På en betingelse.”
”Hvad som helst!” råbte jeg fuld af glæde.
”At du holder op med at støtte Ron Paul.” [den mindst socialistiske politiker, der vil være præsidentkandidat for Republikanerne, red.]
Oversat af Erik Kofoed, 2007
Oprindeligt bragt på Strike The Root