Det største politiske projekt

Verden står overfor en klimakatastrofe, og vi må gøre noget! Politikerne står i kø for at lancere det ene initiativ efter det andet til at stoppe udledningen af CO2 og dermed stoppe den globale opvarmning og dermed klimaforandringerne.
Men helt ærligt, hvad er det som man forsøger på? Man vil ved politisk indgriben sænke temperaturen her på jorden med 2-3 grader. Jeg gentager det lige: man vil politisk lave om på jordens klima og sænke temperaturen! Det er faktisk temmeligt ambitiøst at tro at mennesket bare sådan uden videre kan lege vor herre og bare lave om på naturen. Selv hvis vi ser bort fra at det hidtil ikke er lykkedes FN at gennemføre noget særligt, er det langt ude.
Jamen vil nogle så argumentere. IPCC har jo lige dokumenteret at mennesket har hævet temperaturen, eller i hvert fald er i færd med at hæve temperaturen, hvorfor kan vi så ikke gøre det modsatte. Hertil er at indvende, at det ikke var et politisk projekt at hæve temperaturen. Derfor er det ikke at vende det hele på hovedet at påstå, at at man politisk vil ændre klodens klima. Det er blot at stille et relevant spørgsmålstegn ved hvad der er politisk muligt!
For alle de store ændringer af jorden som mennesket har været skyld i har jo ikke været planlagt. Derfor vil det være noget helt nyt, at man planlægger nogle tiltag som vil ændre kloden så drastisk, som det er at undgå klimaændringerne, med mindre det da ikke går så galt som IPCC prædiker og er succesen selvfølgelig allerede i hus. Klimaet er altså et meget komplekst system, og alt hvad vi får at vide er at vi skal køre mindre i bil og flyve mindre, så sænker vi temperaturen her på kloden! Er det virkeligt så simpelt? Eller skulle man ikke tage de nøgterne briller på og sige at det her drejer sig altså i praksis lige så meget om at påvirke naturen som det drejer sig om at stoppe påvirkningerne. Er det så stadigt et realistisk projekt?
Om det er nok at reducere CO2 udledningen, kan man stille sig tvivlende overfor. Men der hvor den helt store tvivl kommer ind, er om det overhovedet kan lykkes at reducere CO2 udledningen.
Hvis der er en ubekvem sandhed for økologisterne, så er det at oliepumperne vil blive med med at køre for fuld kraft de næste 100 år. Det er temmeligt utopisk at forestille sig at forbruget af fossile brændstoffer skulle falde. De klare tabere i et sådant fald i forbruget vil være fattige i Afrika, Indien og faktisk også Kina. Forbedring af levestandarden i disse lande kræver energi, masser af energi. Man må derfor forvente en kraftig politisk ustabilitet i kølvandet på at milliarder af mennesker må se udsigten til en højere levestandard forsvinde. Dette omfattende politiske projekt med at sænke klodens temperatur skal måske ske med våben i hånd. Men det har FN jo heller ikke vist sig særligt effektiv til. Og Irak krigens omkostninger gør nok at ingen har lyst til at gøre eksperimentet.
Den usynlige hånd
Men som sagt, det var ikke politisk planlægning der skabte den globale opvarmning. Det var faktisk den usynlige hånd der gjorde det. Altså milliarder af menneskers individuelle og ukontrollerede handlinger. Og den usynlige hånd er nok den stærkeste kraft som menneskeheden besidder.
Reduktionen af CO2 udledningen betyder at hele kloden skal underlægges en massiv politisk kontrol. Ethvert hjørne der hidtil har undgået politikmagernes favntag, skal nu indfanges.
Men reduktionen af CO2 er i strid med den usynlige hånd. Mennesker har udledt CO2 fordi det har gavnet deres situation individuelt. Nu vil politikmagerne så have dem til at gøre det modsatte fordi det vil gavne kollektivt. Foreløbigt foregår det ved store skræmmekampagner herunder Al Gores film. Det foregår også via skattepolitik, indoktrinering i skoler, krav til biler, bygninger o.s.v.
Politikmagerne er oppe imod en grundlæggende og naturlig mekanisme i mennesket, hvilket ikke er noget nyt. Det er efterhånden hvad al politik går ud på, at regulere og styre mennesker i modstrid med deres natur. Klimaprojektet slår blot alle rekorder, og er det hidtil største politiske projekt til dato da det faktisk omfatter samtlige mennesker på denne klode.
Men hvad gør vi nu når det forventelige sker. Politikmagerne fejlede – det lykkedes ikke at sænke temperaturen. Dermed bliver IPCC panelets forudsigelser sande. Vandet stiger, vi får tørke flygtninge o.s.v.
Ja vi tilpasser os da bare, det ligger i den menneskelige natur. Og her har vi netop en stærk medspiller i den usynlige hånd. Politisk skal der ikke tages mange tiltag for at hjælpe denne proces. Faktisk skal man nærmere se på om de politiske systemer ikke står i vejen for at vi kan tilpasse os.
En af de mest alvorlige hindringer er grænser mellem staterne. Hvis klimaændringerne gør at store områder bliver ubeboelige, så skal indbyggerne naturligvis flytte. Her vil det give langt mere mening om staterne i stedet for at forpligtige sig til at reducere CO2 udledningen, forpligtigede sig til at åbne grænserne. Der vil være områder der vinder på den øgede temperatur mens andre taber. Derfor må vi være fair og tillade folk at flytte fra taberområderne og til vinderområderne.
Indvandringen skal naturligvis foregå efter frie principper, hvilket vil sige at indvandrerne ikke har ret til forsørgelse, men derimod ret til at tage job, købe ejendom og i det hele taget blive produktive medlemmer af et nyt samfund, og via deres arbejde få del i den rigdom som naturen har skabt netop der.
Frihandel er også et helt klart og nødvendigt modtræk. Og her taler vi ikke bare om snævre aftaler, men om generel frihandel. Vi vil over en ganske kort årrække se en enorm omfordeling arbejdsdelingen på globalt plan. Gamle afgrøder ryger ud og nye kommer ind, hvilket betyder at nye markeder skal opbygges. For at sikre den fulde positive effekt af denne omstilling, er det derfor bydende nødvendigt at producenterne fra den ene dag til den anden kan gå ind på et nyt marked, uden at skulle spørge 117 kontorer om lov.
Den øgede frihandel er også nødvendig for at forhindre at alle flygtningene søger til de gamle “rige lande”, fremfor at søge til lande hvor de kan gøre større gavn. Der er altså grænser for hvor mange kystfiskere, Danmark har brug for. Men med øget frihandel, behøver de ikke rejse helt herop for at finde et nyt hjem. Det vil være 100 gange lettere at skabe en tilværelse i en land som kulturelt ligger nærmere. Men det land skal jo også kunne tilbyde noget, og her er det netop at frihandlen kan sikre dette.
Ligeret til kloden
Fri indvandring vil klart være til fordel for de lande som indfører det. Derfor som modtræk til klimaforandringerne, kan det indføres den dag i dag uden nogen udgifter eller belastninger for nogen stat. Ikke desto mindre vil man se at der går nationalisme i det og nogen mennesker hellere vil fryse og cykle på arbejde fremfor blot at lukke én eneste afrikaner ind i landet.
Det er vel kun naturligt at alle klodens børn har ret til at få deres bid af kagen, via en fair konkurrence. Og hvis der kommer millioner af klima-flygtninge, ja så er jorden stadig stor og fuld af muligheder for flygtningene, hvis de altså må udnytte disse muligheder.
En indførelse af fri indvandring, total frihandel o.s.v. vil i øvrigt ødelægge samtlige økonomiske prognoser for fremtiden. Væksten vil simpelthen boome så enhver fremskrivning af vore dages velstand i forhold til klimaændringerne falder totalt. Der vil altid være planøkonomer der i en ideel verden med ideelle mennesker kan påvise at hvis vi politisk sænker temperaturen på jorden, så bliver vi alle rigere. Men ingen planøkonom har i deres modeller indregnet effekten af økonomisk og personlig frihed.
Der eksisterer i den vestlige verden en kollektivistisk tanke at man kan opretholde en høj levestandard, ved at lukke grænserne til resten af verden. Det meget bekymrende, at miljøet kan blive det sidste halmstrå som protektionisme og international intervention kan klynge sig til. I stedet for at åbne op, så stabler man verdens største politiske projekt på benene. Den nuværende politisk styrede verdensorden kan nemlig ikke overleve en klimaforandring. Det kan en fri verden derimod.