De rige betaler ikke skat, siger man tit i Danmark, tæt fulgt af inkonsistent beklagelse over, at de rige sparer mest ved skattenedsættelser. Et af de emner, der føder myten om de rige skatteunddragere er eksitensen af ”Forskerordningen”.
Forskerordningen blev indført i 1992 under Schlüter og nogen må have kendt nogen og lavet et kompromis i folketinget, for den havde effekt med tilbagevirkende kraft fra midten af 1991. Det var en klar DI sag – de tre første år var de største udnyttere af ordningen indenfor handel, byggeri og fremstilling.
Ordningen er blevet justeret flere gange siden, men går til stadighed ud på, at fjerne den værste barriere, indkomstbeskatningen, for at højt kvalificeret arbejdskraft – altså ikke blot forskere – udefra, skulle finde på at lade sig ansætte i Danmark.
Betingelserne for at bruge ordningen følger en logik, der svarer til gult-hus loven for frisører og justeringer er sket hen ad vejen med sidste justering i 2002. Nu ønsker nogen at afskaffe ordningen og debatten raser. Andre ønsker at udvide ordningen.
Det kendte faktum omkring forskerordningen er, at den medfører en beskatning på 25 pct og benyttes af fodboldspillere. Men der er er også en række andre faktorer, der er mindre kendte og der er også andre der bruger den.
Forskerordningen benyttes i dag af 2112 personer, hvoraf 33 pct er forskere. 106 af de 2112 er indenfor branchegruppen kultur og heraf er nogen fodboldspillere – 68 siger skatteministeren. De tre største branchegrupper er undervisning, fremstilling og fast ejendom.
For at benytte ordningen, skal personen tjene mere end 721.200 kr (2007) om året i den anerkendte stilling. Person må ikke have været ansat i Danmark de sidste tre år. Personen må ikke indenfor de sidste fem år have været involveret i ledelsen hos arbejdsgiver. Skatteordningen kan benyttes i en eller flere perioder af højst 36 måneders samlet varighed inden for en 10 årig periode.
Hvad er det så med de 25 pct? Personen kan lade sig beskatte med 25 pct (uden mulighed for fradrag af nogen art) oveni bruttoskatten i tre år, hvorefter personen overgår til normal beskatning. Hvis personen bliver i 7 år, bliver personen efterbeskattet, så de første tre blot var en udsættelse af skat.
Kaldenavnet forskerordningen kommer til rette, idet forskere, der benytter ordningen, ofte ikke er højt kvalificerede og derfor gælder kravet om de 721.200 kr ikke for dem. Derudover blev ordningen i 1998 med virkning fra 2000 justeret, så forskere ikke blev efterbeskattet efter 7 år. Forskere, der benytter ordningen findes især indenfor undervisning samt sundhed og velfærdsinstitutioner mv., altså i det offentlige, men derudover også i brancherne fremstillingsvirksomhed og fast ejendom.
I maj 2002 blev efterbeskatningskravet afskaffet for eksperter / nøglemedarbejdere, der opfylder en særlig betingelse. Betingelsen er, at den pågældende ikke inden for de seneste 5 år forud for det første ansættelsesforhold, hvor 25 pct.-ordningen anvendes, må have været fuldt skattepligtig eller begrænset skattepligtig af lønindkomst til Danmark.
Summa summarum er dette ikke nogen vanvittig udbredt ordning og betingelserne ændrer sig med tiden ligesom de holdes tilstrækkelig snørklede til ikke at indgå i nogen bred offentlig debat.
Forskerordningen er naturligvis blot et symptom på, at højt kvalificerede mennesker er svære at belønne i Danmark. Nu argumenterer nogle for, at ordningen skal udbygges og der skal reklameres mere for den. Andre argumenterer for at den skal afskaffes. De første er mere praktiske end de sidste, men under alle omstændigheder er ordningen udtryk for apartheid – er man mobil, så kan man få een skatteregning, er man ikke, så får man en anden.
Går man ind i debatten – for at få en udvidelse af ordningen – med de argumenter, at staten tjener på denne ordning, at dem, der benytter den, rejser igen og ikke ligger hverken uddannelsesmonopolet eller ældreplejemonopolet til last, så køber man også argumentet om, at velfærdsstaten er en stor forsikringsordning. En forsikringsordning man “naturligvis” er forpligtet til at betale til, hvis man er nød til at modtage monopolets ydelser.
Det er en praktisk og kompromissøgende argumentationsform. Nogle ville kalde det god kommunikationsteknik – man søger forståelse ved at underordne sig modstanderens logik. Men deri ligger problemet, hvis man er liberalist. Hvis man underordner sig modstanderens logik, er man ophørt med at argumentere for sine grundlæggende standpunkter. Som statsministeren argumenterer man uforvarende imod sine egne kerneoverbevisninger.
Som liberalist, kan man ikke argumentere for ordningen med henvisning til gode skatteindtægter og sammenkædning af skattebetaling og monopolydelser. Det er selvfølgelig ikke alle, der mener, man skal argumentere som liberal for at opnå liberale resultater. Se igen blot statsministeren. På den lange bane er det nødvendigt. På den korte bane er det meget svært, hvis man vil have kortsigtede resultater.
Det liberale argument for ordningen er naturligvis, at der er nogen, der slipper billigere i skat. Så selvfølgelig skal ordningen udvides. Så meget som muligt. Det bedste ville være, at udlændinge slap helt for at betale skat. Det argument køber systemtilhængerne naturligvis ikke.
Henvisninger
http://www.skm.dk/tal_statistik/skatter_og_afgifter/671.html
http://www.180grader.dk/nyheder/Lars_Seier_Christensen_Katastrofe_at_fjerne_forskerordningen.php
http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oID=92157
http://jp.dk/arkiv/?id=969786
http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=907610
http://politiken.dk/indland/article325023.ece
Forskerordningen
