Den danske Ground Zero

OBS: Denne kronik har tidligere været bragt i Jyllandsposten.
USA har september 2001, Spanien marts 2004, England juli 2005 og nu er Danmark fremme i skoene med marts 2007; året, hvor onde mennesker angreb Ungdomshuset på Nørrebro i København fra luften. Det bør nok for god ordens skyld tilføjes, at man i dette tilfælde fjernede beboerne, før man jævnede hele herligheden med jorden.
Det forlyder, at de modige unge frihedskæmpere, der lå og sov tornerosesøvn på ”deres” slot, knapt fik gnedet søvnen ud af øjnene, før de måtte i gang med gnideriet igen som følge af en krasbørstig blanding af overraskelse og tåregas.
Husets beboere og nogle af dens mange støtter landede som bekendt i det sorte hul på vand og brød. Nogle landede på grund af pladsmangel i fængselsvæsnet i Sandholmlejren, den danske udgave af Guantanamo-basen.
Der har siden hen floreret skrækhistorier om de unge helte, som måtte tilbringe flere døgn i trange celler, ofte flere i hver celle.I betragtning af at staklerne har været vant til at ligge i lag blandt Wc-kummer, rustne metalgenstande, brosten, sprængstoffer og andre tungtvejende argumenter, så må det virkelig stå umenneskeligt grelt til i de danske fængsler, ja vel stort set lige så umenneskeligt og grelt, som det står til på mange af landets hospitaler, hvor patienterne byltes sammen på sekssengsstuer eller henslæber sygelejet på ørkesløse gange.
En tidligere politikvinde og mor til to drenge, som har været ofre for politivold fortæller, at hendes herlige poder blev nuppet af de tidligere kollegaer, som vist nok tildelte dem blå mærker og formente dem adgang til deres astmamedicin i et helt døgn; som sygeplejerske kan jeg slet ikke lade være med at se drengene for mig, som de må have lidt med fråde om munden af lufthunger, det er da meget udansk, som man siger!
Der er pudsigt nok ikke mange af mediedarlingerne, der synes, det er nær så udansk at kaste med brosten og at skræmme livet af folk med anstiftelse af storbrande i gaderne!
Et karakteristisk argument vedrørende postyret om ”Ungdomshuset”, som er blevet fremført igen og igen, har været, at de mange unge mennesker, som ordens-magten så grovkornet forgreb sig på, bare befandt sig rent tilfældigt, vel at mærke i hobetal, det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Et faktum, som jeg tror, at alle parter undtagelsesvis kan være enige i, om end nok på forskellig måde!
Frelseren og forsoneren Knud Foldschack gjorde ellers et bravt forsøg på at forlige de stridende parter, men nej! De unge ville have et nyt ungdomshus til en værdi af et tocifret millionbeløb for én krone – man har vel sin stolthed, eller har man?
De unge mennesker kæmper for deres frihed og imod ”systemet,” og som religionsforskeren Mikael Rothstein så malende udtrykte det i DR 2 Deadline, så må alle vi forstokkede tumper rundt om i de små hjem altså vænne os til, at unge mennesker nu om dage ikke har noget imod at modtage bistand fra det system, som de så tappert bekæmper Jeg gad vide, hvor bistanden skal flyde fra, hvis den indædte kamp skulle lykkes for dem.
Der, hvor Ungdomshuset lå, ligger nu den danske Ground Zero, hvilket de omkringliggende beboere og forretningsdrivende nok skal få stor fornøjelse af i årene frem over. Endvidere kan vi alle se frem til årelang kritik og søgsmål mod politiet, selvom personskaderne efter noget der lignede borgerkrig kan koges ned til bagateller.
Få nu de betjente lært at kommunikere, ifør dem fløjlshandsker og lær dem tilbagetrækningens kunst, så vi kan få nogle tilfredse og frie unge, som ikke er underlagt de snærende love, som alle andre må finde sig i, at de ikke uafladeligt skal føle sig provokerede til voldelig adfærd.
Erstat det fortærskede ”Skyd efter benene” med et langt mere kærligt ”stryg dem med hårene.”
Giv os nu det politi, som vi alle fortjener!
De unge, som ikke griber til brosten, går helt i den anden grøft, de griber slet ikke til noget, det overlader de til andre.
Til disse unge er tilbudene ”for få og for spredte,” forlyder det ofte, hvilket vel må betyde, at man stadig kan risikere at støde på hjælpeløse og helt ubehandlede unge i dagens Danmark!
For denne kategori af unge gælder det, at de som regel har store ambitioner om at blive ”noget ved musikken,” men det slid og de afsavn, det kræver at opnå noget sådant, får dem til at ryste på hænderne, blive angste og ulykkelige, og det kan jo ikke være meningen, derfor er der da heldigvis om end beskeden hjælp at hente.
Der er Beta-blokkerbehandling mod dirrende hænder, såkaldte lykkepiller mod angst og psykologer til at koge en nærende suppe på alle ulyksalighederne.
Med den ene hånd giver man de unge ansvar for egen læring, med den anden frarøver man dem muligheden for at påtage sig et sådant ansvar, med hvad det nu til alle tider har kostet af modgang og strabadser.
Angst skulle efter sigende være et omfattende problem for nutidens unge, og det er da til at forstå for alle alderstrin. Hvem husker ikke den frygtelige sang: ”De voksne kan også være bange,” det skorter jo vitterligt ikke på noget at frygte; men så enkelt er det bare ikke, set gennem ungdommelige briller.
Når man spørger unge mennesker om, hvad det er, de frygter, så ved de det ikke rigtig. Måske har de ikke fundet frem til deres helt personlige frygt endnu.
»Der skal være plads til alternativ angst,« (citeret efter hukommelse), som jeg en dag hørte Zenia Stampe fra det Radikale Venstre udtrykke det så flot.
Medierne svømmer ellers over med rørende og inspirerende enkeltsager om mennesker, der er gået ned med flaget over dette eller hint, det hører til sjældenhederne, at man hører om nogen der er gået op med flaget.
Alt handler stort set om død, ulykke og undergang, såkaldt public service, i en sådan grad, at det ikke længere virker skræmmende. Som følge heraf, er det vel kun naturligt at nutidens unge må tage til takke med at ængstes ud i den blå luft, i den forstand at angst vist nok er et såkaldt grundvilkår.
Nogle mener, at de unge såmænd bare mangler noget at tro på, men det kan i hvert fald ikke være dem alle, idet der har været en kraftigt, stigende søgning til det tidligere smalle religionshistoriestudium, hvor man vist helst ikke må tro på noget som helst, altså måske lige undtaget på religionshistorikeren Mikael Rothstein.
Der er i øvrigt noget sært bulimiagtigt ved at vie hele sit arbejdsliv til at æde sig i gennem den ene religion efter den anden og efterfølgende brække sig over, at religioner overhovedet eksisterer.
En anden pudsighed vedrørende tro er, at Jesus og Marianne Jelved er kommet til at dele skæbne, idet et fåtal af hendes partis vælgere efterhånden tror på at nogen af de to har kunnet eller kommer til at gå på vandet.
Det Radikale Venstre skulle have en del tilhængere, som overhovedet ikke bryder sig om undere, alligevel har disse tilhængere i lang tid troet blindt på, at den lille, håndfaste partileder, når som helst ville hive mirakler op af sin håndtaske.
Tilbage til den omsiggribende hjælpeløshed, som har været undervejs længe, og som den naturligste ting i verden bliver ved med at gå i arv.
Det er meget længe siden, at nogen forventede sig noget som helst af nogen af os med hensyn til at klare størsteparten af dagen og vejen selv, og hvis det sker, at en eller anden forvilder sig til at ventilere noget i den retning, bliver der ramaskrig.
Danskerne ønsker velfærd, men vi vil nødigt selv påtage os ansvaret for at skaffe os den. En overvældende majoritet foretrækker at overlade til skiftende regeringer at administrere halvdelen eller mere af deres indtægt på en sådan måde, at få får alt for meget og rigtigt mange ikke får alt for lidt. Det er en smuk tanke, men desværre inviterer den til en holdning, som jeg lettest kan anskueliggøre ved at citere fra SPIN på Jyllands-Postens bagside:
»Jeg har læst, at badesæsonen på grund af det varme forår starter en måned tidligere i år. Men hvis man er vinterbader, har det jo ingen betydning! Er der så et sted, hvor man kan få penge tilbage?«
Næsten alle har vi overgivet os til formynderiet, der er faktisk ingen grund til at sprælle i nettet, og da slet ikke for de unge med relation til Ungdomshuset. De har i årevis fået alt forærende, måske er det det, de raser over.
Jeg burde nok ikke nævne det, men her på Ærø vrimler det med brosten, der er bare ingen, der kaster med dem, selv om jeg tror, at en del ældre, gangbesværede og cyklister kunne have lyst til det; vi mangler simpelt hen kampånden.