Normalt fremstilles Danmarks fortid som historien om et homogent folkefærd, der ganske vist har været under angreb udefra og oplevet at blive splittet, men hver gang er det lykkedes det danske sammenhold at genforene alle i moder Danmark. Siden Grevens fejde har en dansk borgerkrig været en lige så fjern tanke som en kænguru i Rold Skov. I 1920’ernes Sønderjylland var der dog en bevægelse, der ville det anderledes. Her følger historien om Cornelius Petersens selvstyreforbund, der planlagde at kuppe de københavnske tyranner ved en væbnet march over bælterne.
Efter første verdenskrig afholdtes der folkeafstemninger i hele Slesvig, der skulle afgøre, hvilke områder der skulle blive danske igen og hvilke, der skulle forblive tyske. Fremgangsmåden fremhæves ofte som eksemplarisk konfliktløsning, men det var langt fra alle, der var tilfredse. De sønderjyske bønder skulle efter genforeningen døje med bl.a. den aktive danske pengepolitik og de høje skatter, og fra 1926 til 1927 næsten fordobledes antallet af tvangsauktioner fra 100 til 178.
Der var en stærkt stigende utilfredshed med det danske styre, og i januar 1926 udkom for første gang bladet Bondens Selvstyre. Bagmanden var friseren Cornelius Petersen, og han agiterede med store ord for, at Sønderjylland skulle løsrive sig fra Danmark og blive selvstændigt. Hellere i dag end i morgen. På efterfølgende møder etableredes selvstyrebevægelsen, som ved folketingsvalget i 1926 fik 3,2% af de samlede sønderjyske stemmer, mens Løgumkloster landsogn var topscoreren med 23,5%. Det lyder måske ikke umiddelbart af meget, men det er et imponerende og interessant resultat for en radikal bevægelse, som historikere kalder ”højreanarkistisk”.
Ideologien
Selvstyrebevægelsens mål var naturligvis at løsrive Sønderjylland, men ikke blot for at erstatte Københavnske tyranner med lokale ditto. Nej, ifølge Cornelius Petersen havde parlamentarismen spillet fallit under krigen og med inflationstidens pengesvindel, og den byggede på folkebedrag og folkeudplyndring. Demokratiet var 150 mands enevælde, og partierne arbejdede udelukkende for forskellige interessegrupper. Parlamentarikernes forlængede arm var embedsmændene, som var uproduktive: ”Vort land bliver båret af den rolige, flittige mand, som med sin familie arbejder dygtigt og med omhu i sit hverv, det være sig bonde, købmand eller håndværker. Den af centralstyret garanterede bærer ikke landet, i sin helhed optærer han den andens fortjeneste og mere til,” skrev Cornelius i Bondens Selvstyre. Også skolelærerne var upopulære i selvstyrebevægelsen, da de indoktrinerede børnene med centralstyrets visdom.
Sønderjylland burde i stedet vende tilbage til en styreform, der mindede om den danske i middelalderen, før Oldenborgerne fik magten, mente Cornelius Petersen. Dvs. statsmagten skulle begrænses til kongedømme, udenrigstjeneste, politi, militær, retsvæsen og veje, og det skulle finansieres med jordskatter. Kun større gårdmænd havde sin egen stemme til valg, de mindre måtte gå sammen om en og lejerne havde ingen (til gengæld havde de jo ingenting at betale skat af). Denne indretnings formål må have været at undgå, at snyltere stemte sig til andres ejendom, som vi i dag oplever det i en grad, som Cornelius næppe forestillede sig i sine værste mareridt. Lovgivningen skulle tage udgangspunkt i Jyske Lov og dermed ikke omfatte meget mere end det som ansås som nødvendigt for at etablere ejendomsretten og retssikkerheden.
Bondeværn
Selvstyrebevægelsen begrænsede sig ikke til at stille op til valg. Tværtimod foregik størstedelen af frihedskampen med udenomsparlamentariske midler. Der etableredes således et bondeværn, hvis formålsparagraf lød: ”Bondeværnet har en militær organisation. Bondeværnet forsvarer sit hjem og sine venners hjem mod angreb, fra hvilken side de end måtte komme, og mod angreb på den personlige frihed og ejendomsret såvel som mod alle samfundsopløsende elementer.” Værnet havde 278 medlemmer, som forlød at være bevæbnet med bl.a. maskingeværer.
Senere arbejdede selvstyrebevægelsen for oprettelsen af D.s.B – Den slesvigske Brigade: ”Værnets arbejde vil i første omgang være at skaffe et tilstrækkeligt antal medlemmer, derefter at skaffe våben og indhente alle de nødvendige oplysninger, som kræves for at gennemføre kuppet med held.” Planen var nemlig at marchere i samlet flok til København for at kræve selvstændighed, og inden man kunne blive medlem, skulle man svare på, om man var villig til at bruge magt for at opnå målet. Medlemslister blev opbevaret i udlandet, sandsynligvis for at undgå at statsmagten kunne optrævle brigaden.
Centralstyret slår igen
Bevægelsen havde nemlig bitre erfaringer fra oktober 1926, hvor løjtnant Quistgaard, løjtnant Højmark-Jensen og løjtnant Jørgensen blev arresteret for at være i færd med at planlægge et militært kup. De havde sendt breve til officerskollegaer, hvor de spurgte til, hvordan de ville forholde sig til et selvstyrebondeoptog til København, der skulle udføre et kup. De blev dog frifundet ved Søndre Landsret pga. manglende beviser.
Deres frontfigur Cornelius Petersen havde dog ikke været så heldig måneden forinden. Da statsminister Stauning deltog i et møde i Bov, kommenterede han på de mange tvangsauktioner, som hans egen aktive pengepolitik bar en stor del af skylden for: ”Ja, er der ejendomsbesiddere, der ikke kan bevare ejendommene, må der vel være andre, der kan drive jorden. Der er i øjeblikket 50.000 arbejdsløse.” I Bondens Selvstyre svarede Cornelius igen og mindede læserne om, hvordan kong Abel var blevet dræbt af nordfriserne og fastslog: ”Vi kommer til at gøre noget lignende. Vi har hørt: Man vil jage os fra gårde og sende os i døden. Over for vor familie og som kristne mennesker har vi den pligt, at sørge for vore nærmeste og at bekæmpe det onde. Vi tager altså kampen op, i denne kamp gives der ingen pardon: Enten skal røverkaptajnen dø, eller vi vil dø. Vi kunne straks have gjort det af med ham, havde vi været mandsstærke til stede. Mangen menneskeplager med stjerne og charge har fået kugle bagfra, uden at ”øvrigheden”s arm kunne nå hævneren, sådan kunne også Stauning have været nedtrampet af femhundrede bønder, uden at øvrigheden fik at vide, hvem der var hvem.” Han fortsætter dog: ”Kanske havde en sådan gerning ført til, at hæderlige mænd rask og grundigt fik røvervæsnet udryddet, men det kunne også have ført til, at de mange blinde og uvidende medløbere sluttede op om ”statsmagten” som ikke ”bærer sværdet forgæves” og dermed gav hele røversystemet en ny basis. Vi går derfor en anden vej. Først skal hele folket være klar over ondt og godt, styre eller udplyndring.” Højesteret idømte 10. marts 1927 Cornelius tre måneders fængsel eller en bøde på 2.000 kr. for ordene. Han var indstillet på at gå i fængsel, men hans tilhængere betalte bøden.
S.O.S-penge
Utilfredsheden med den ustabile danske pengepolitik fik dog selvstyrebevægelsen til at tage sagen i egen hånd. Med håb om at ”sprænge” den danske nationalbank tegnede redaktør på Folkets Røst Jens Lorenzen et udkast til udseendet på selvstyrebevægelsens egen valuta, S.O.S-pengesedlerne (Selvstyre Organisations Seddelbank). Bygmester Damkjær fra Øsby og Hans Hansen fra Lille Mommark rejste derefter til Hamborg og fik sedlerne trykt. Den 4. juni 1927 blev 7-8.000 S.O.S-kroner sat i omløb, hvor 1 S.O.S-krone var fastsat til 0,26 dollar. Det lykkedes ikke at sprænge nationalbanken, men sønderjyske butikker accepterede efter sigende gladelig den nye valuta som betalingsmiddel.
Selvstyrebevægelsen arrangerede med jævne mellemrum demonstrationer og møder, der tiltrak tusinder af mennesker, og Cornelius Petersen kom sågar i audiens hos kongen, hvor han forlangte sønderjysk selvstændighed. Kongen havde heller ikke dengang reel magt og måtte derfor henvise Cornelius til regeringen, men her fik han heller ikke succes. Ikke længe herefter blev Cornelius Petersen af uvisse årsager indlagt på det psykiatriske hospital i Augustenborg. Uden dens handlekraftige leder svandt selvstyrebevægelsen ind, dog fortsatte dagbladet Folkets Selvstyre indtil juni 1928. Da Cornelius kom ud, forholdte han sig rolig indtil sin død i 1935.
Måske var det en sammensværgelse fra centralstyrets side, der fik Cornelius erklæret psykisk syg, eller måske havde han reelle problemer. Det skal dog ikke afholde mig fra at udnævne ham til Sønderjyllands frihedshelt. Og som centralstyrets Holger Danske må Cornelius Petersens vilje og frihedselskende kampgejst snarligt genopstå, hvis ikke de københavnske tyranner lader os være i fred.
Kom allesammen! Løft med paa Opgaverne!
For det folk, der vil, er intet umuligt!
Vær med paa Marchen til København!
Billeder:
Cornelius Petersen
S.O.S. 10 kr.
Plakat fra selvstyrebevægelsen, der skulle hverve medlemmer til den væbnede march til København
Kilde: Hans Schultz Hansen: Det sønderjyske landbrugs historie
Sønderjyllands revolutionære fortid
