Hér i landet er tegneserier for det meste noget for børn. Men i Japan er det anderledes, dér læses det af de fleste. Tegneserier, eller manga som det kaldes, findes i mange forskellige afskygninger og læses af unge som gamle. Mange af disse manga er ikke specielt interessante, men engang imellem kommer der nogle der er ud over det sædvanlige.
På en nylig rejse til Tyskland, besøgte jeg en butik i Berlin der handler med manga, både på japansk, tysk og engelsk. Hér faldt jeg over en tysk oversættelse af en manga der hedder “Barfuss Durch Hiroshima – Kinder Des Krieges”. skrevet og tegnet af Keiji Nakazawa og udgivet af Carlsen Comics.
“Kinder Des Krieges” er første bind ud af 4, og starter kort før bombningen af Hiroshima. Keiji Nakazawa er selv født i Hiroshima i 1939, og beretningen er delvis selvbiografisk. Han mistede sin familie ved angrebet på Hiroshima og som følge af strålingen fra atombomben, hvilket kun er med til at gøre mere indtryk på læseren. Hér er ikke tale om en person med et abstrakt forhold til krig, men om et menneske der har oplevet den på egen krop, set dens rædsler og fået ændret sit liv pga. den.
Hovedpersonen er en dreng ved navn Gen, der lever i Hiroshima med sin familie. Året er 1945 og Japan er stærkt præget af krigen. Ikke kun pga. mangel på diverse varer, mad og den store fattigdom som krigen forårsagede, men også pga. de mange terrorbombardementer som USA foretog og regeringens ustandselige propaganda og militaristiske og totalitære bushido-ideologi.
Nakazawa skildrer en ekstremt autoritetstro befolkning der æder den statslige krigspropaganda råt. Alle tror at englændere og amerikanere er “djævle”, udyr der for alt i verden skal udryddes, da de udgør en trussel mod det japanske folk. En propaganda der selvfølgelig bliver bekræftet af den måde hvorpå det amerikanske luftvåben sønderbombede Japan. Ved et besøg i Japan, kørte jeg en del i tog mellem Tokyo og Yokohama, to kæmpebyer der er vokset sammen til en. Og det var ufatteligt for mig at tænke på at ALT på denne strækning blev jævnet med jorden under krigen. Den slags er ikke til at fatte for en person der ikke har oplevet krig på egen krop.
Gens far er en simpel mand, der ikke interesserer sig for storpolitik. Han er langt mere interesseret i sin familie, sin dagligdag, at få mad på bordet og at passe sit arbejde. Men man kan ikke melde sig ud af samfundet, dengang som nu, især ikke når staten gør krav på en til militærtjeneste eller beslaglægger ens ejendom så den kan smeltes om til våben, eller bruges til at brødføde soldaterne.
Faderen bliver indkaldt til træning med bambusspyd. For dem der ikke ved det, var den japanske regering desperat på det tidspunkt. Japan var ikke ligefrem et rigt land, og de havde lagt sig ud med det mægtige og rige USA, og de havde ikke råd til mere krigsmateriel, så de besluttede sig for at bevæbne borgerne med bambusspyd og træne dem i at yde modstand mod den amerikanske invasionsmagt. Et håbløst foretagende: bambusspyd mod velbevæbnede amerikanske soldater. Et billede der også siger noget om hvor lille en trussel Japan var mod USA på daværende tidspunkt.
Han møder fuld op til træningen, og det ender med at han udtaler sig kraftigt imod krigen og imod propagandaen og endda mod tanken om at kejseren skulle være guddommelig. Han bliver derefter udråbt til at være forræder, og så starter familiens problemer for alvor. Pludselig kan de ingen hjælp få, de udsættes for chikane, både af politiet og i skolen, og deres venner tør ikke omgås dem. Kun en koreaner tør give dem lidt hjælp, da han alligevel er så forhadt pga den udbredte, japanske racisme overfor koreanere på daværende tidspunkt.
Deres lille hvedemark bliver ødelagt, børn kaster sten efter dem og de plages af sult og udstødes af det lokale samfund. Den ældste bror melder sig til marinen og ender som kamikaze-pilot, fordi han ikke kan klare ydmygelsen ved at blive associeret med den “forræder” som hans far angiveligt er. Den totalitære tankegang gennemsyrer samfundet på alle planer. I skolen får man tæsk og fyldes med militaristisk propaganda, selv på gaden er der efterretningsfolk der truer en hvis man ikke træder på billedet af Churchill der er malet på gaden.
Samtidig følger man amerikanernes arbejde med “Project Manhattan”. Den militaristiske tankegang og tåbelige propaganda hersker også dér. Topvidenskabsmænd arbejder hårdt på at skabe den ultimative destruktion, for alles bedste, naturligvis. Ligesom de kyniske bushido-tilhængere i Japan, er også de amerikanske politikere og Manhattan-videnskabsfolkene optaget af store idéer, og glemmer de almindelige mennesker der bliver ofrene. Den store sag er det vigtige, koste hvad det vil.
Familiens problemer ændrer pludselig karaktér, da Hiroshima bombes og skildringen er mildest talt hårrejsende. Gen oplever hvordan hans far og søskende dør for øjnene af ham, og kun ham selv og hans gravide overlever. Folk smelter og brænder omkring dem. Hvordan nogle mennesker den dag idag kan forsvare den slags grusomme handlinger mod uskyldige mennesker er mig en gåde. Men desværre støder jeg ofte på folk der hævder at krigsforbrydelserne mod Japan var nødvendige. Kan det være nødvendigt at dræbe ganske almindelige, uskyldige mennesker? Kan de bare ofres på den måde pga. ligegyldige politikeres tåbelige forestillinger om hvem der skal have magten?
“Barfuss In Hiroshima” er både en kritik af den japanske mentalitet, og den vold som både det japanske og det amerikanske regime udsatte japanerne for. Det er en opfordring til at tænke selv, ikke tro på autoriteter og huske på at krig rammer ganske almindelige mennesker. Meget sjældent har en tegneserie kunnet gøre så stort et indtryk på mig og jeg vil anbefale alle der taler tysk at investere i dette lille mesterværk. Bind nr. 2 udkommer i denne måned og jeg ser meget frem til det.
Tegneserien kan købes her!
Oprindeligt bragt på Antikrig.
Barfodet i Hiroshima
