Dette paradoks skyldes det simple forhold, at kvinder generelt foretrækker at “gifte sig opad”, både hvad angår status og penge. Dette er et efterhånedn så veletableret faktum, at jeg skal undlade at gå dybere ind i det. Tilstrækkeligt er det at fremhæve, at flere undersøgelser har påvist, at mens mænd tilsyeladende er villige til at acceptere, at konen pludselig bliver arbejdsløs (faktisk er der undersøgelser, der viser, at dette skulle gøre ægteskabet mere stabilt), så smider kvinder rask væk manden på porten, hvis han mister sit arbejde – eller hvis deres karrierer over tid udvikler sig således, at hun tjener væsentligt mere end ham.
Som konsekvens heraf, følger ganske logisk, at de fleste kvinder, der når “til tops” i Danmark, vil danne par med mænd, der er – om ikke endnu længere til tops – så i hvert fald et godt stykke deroppe af. Med andre ord vil familien som sådan være det, der vist populært kaldes “stinkende rig”.
Hvor dominansen af mænd i erhvervslivets top i gamle dage, satte en naturlig grænse på f.eks. antallet af bestyrelsesmedlemmer i den samme familie til én, nemlig manden (her ser vi bort fra homoseksuelle par), så betyder det stigende antal kvinder i erhverlivets top – nødvendigvis på bekostning af et tilsvarende antal mænd – at et stadig stigende antal familier kan stille med to bestyrelsesmedlemmer; ligesom stadig færre familier overhovedet vil have et bestyrelsesmedlem at stille med. Det samme gælder for så vidt også direktør-stillinger og andre ledertitler – med tilhørende top-lønninger: De vil i højere og højere grad blive samlet i de samme familier, mens antallet af familier uden høje lønninger vil stige tilsvarende.
Faktisk kan man med nogenlunde sikkerhed forudse, at en fuldstændig lige repræsentation mellem mænd og kvinder i samfundets top vil reducere antallet af fx direktør-familer med noget nær 50 procent i forhold til, hvad det ville være, hvis kun mænd sad i toppen.
Denne udvikling skal på ingen måde begrædes (i hvert fald ikke af undertegnede), så længe den sker ad frivillighedens vej. Men det må imidlertid stå helt klart, at udviklingen vil føre til højere økonomisk ulighed i samfundet som helhed. Flere og flere børn vil fx vokse op enten familier, hvor begge forældre tilhører landets top og tjener styrtende med penge, eller familier, hvor hverken far eller mor tilhører denne kategori. Og føj hertil, at højtuddannede generelt får færre børn end lavtuddannede… – så har man den sikre opskrift på en fremtid, hvor uligheden vil stige, og en stadig større andel af landets børn vil vokse op i – relativt – fattige familier.
Det hænger derfor simpelthen ikke sammen, når hard-core venstreorienterede som f.eks. Drude Dahlerup kæmper for at flere kvinder – ved hjælp af lovgivning og påtvungne kvoter – skal hjælpes til tops i dansk erhvervsliv. I hvert fald ikke, hvis de samme personer ønsker at uligheden skal reduceres.
Kort sagt må venstrefløjen bestemme sig: Vil de have ligestilling mellem mænd og kvinder? Eller mindre ulighed og (relativ) fattigdom?
Man kan ikke blæse og have mel i munden
