“Vi har skabt en ny måde at tænke på”. Dette var overskriften på Anders Fogh Rasmussens kronik i Berlingske Tidende den 26. november, og desværre har han fuldstændig ret. Dette blev til fulde dokumenteret i Ugebrevet A4’s analyse af danskernes politiske ståsted, som udkom den 20. november.
Da VK-regeringen tiltrådte i 2001 var der stort set lige mange venstreorienterede og højreorienterede – efter undersøgelsens definition. I dag er der hele 73 pct., som ifølge undersøgelsen må karakteriseres som værende venstreorienterede, hvilket er tæt på at være historisk højt, siden man begyndt at spørge befolkningen i 1979.
Politisk indflydelse er tostrenget: for det første kan man medvirke til at gennemtvinge konkrete politiske reformer, og for det andet kan man påvirke befolkningens måde at tænke på (ideologi). Det første er kategorisk afvist af statsministeren – den pure afvisning af velfærdskommissionens forslag og hans totale handlingslammelse mht. andet end latterlige småjusteringer taler deres tydelige sprog. Den anden streng er tilsvarende reelt fraværende. Han har karakteriseret liberalismen som en gammeldags ideologi, som tilhører det 20. århundrede, og egenhændigt har statsministeren smadret ethvert tilløb til selvstændig tankevirksomhed i Venstre, hvor man ellers tidligere har brystet sig af den høje, ideologiske loftshøjde.
Statsministerens paniske angst for at foretage sig noget som helst upopulært gør, at man i dag ikke kan betegne ham som andet end en opportunistisk plattenslager, der oven i købet har den frækhed at tale om ”varige ændringer” i ovenfor nævnte kronik. VK-regeringen har i meningsmålingerne mistet sit parlamentariske flertal og har ikke gennemført noget som helst af betydning. Hvad er det varige i det? Statsministeren lancerede under stor fanfare skattestoppet, som en genial nytænkning med varige implikationer for nationen. Men hvor lang tid tror han egentlig, at det vil vare under hans socialdemokratiske afløser? Mit bud er: lige så hurtigt, som man kan nå at sige “ældrebyrde”.
I sin kronik kritiserede statsministeren også tidligere, borgerlige regeringer, som mistede deres flertal pga. utålmodighed, når de ville gennemføre tingene, før befolkningen var ”klar” til dem. Der er to store problemer i denne tankegang.
For det første har socialdemokratisk ledede regeringer gennemført utallige og store ændringer i løbet af det sidste halve århundrede. Statsministeren fordrer med andre ord ulogisk, at befolkningen altid er klar til socialdemokratiske ændringer, men ikke til borgerlige.
For det andet ser statsministeren bort fra evnen til at sætte dagsordenen, hvilket netop betyder at gøre befolkningen “klar” til reformer. Dette forudsætter vel at mærke ikke, at man sidder på regeringsmagten. Anders Fogh Rasmussens regering er et udmærket eksempel herpå. Ved ustandseligt at vige uden om de farlige synspunkter, har den afgørende ændret befolkningens politiske referenceramme i venstreorienteret retning. Hvor Venstre og Konservative tidligere ikke var bange for at tale de socialdemokratiske løgne midt imod, har de nu taget dem til sig i den tankeløse og kortsigtede søgen efter genvalg.
Det er hér, roden til befolkningens markante, politiske meningsændring siden 2001 ligger: hvis ikke engang de borgerlige partier tør stå ved de borgerlige visioner, da mister de borgerlige visioner enhver troværdighed. Omvendt gælder også, at når selv de borgerlige partier nu vedkender sig alle de traditionelle, socialdemokratiske visioner, retorikken og værdierne, så tilføres disse en tilsvarende større troværdighed. VK-regeringens største mangel er derfor ikke dens manglende reformer, det er dens uvilje imod at forsvare klassiske borgerlige værdier og visioner – med andre ord at føre den kulturkamp, som den selv lancerede.
Derfor vil Rasmussens regering som et blod- og begivenhedsfattigt intermezzo i historiens store strømninger blive anvist en særdeles beskeden plads i fremtidens store glemmebog. Man vil sige, at han intet ændrede; at han kun trak tiden ud.
Denne artikel har tidligere været bragt som kommentar i Berlingske Tidende.
Det store, borgerlige udsalg
