På Folkekirkens Nødhjælps side http://noedhjaelp.dk kan man købe en ged og give den til en fattig. Så må man jo håbe at der ikke går ged i det som med så meget andet ulandshjælp. Vi ved jo alle at den bedste hjælp vi kan give er via samhandel, og hver gang vi køber en julegave produceret i et fattigt land, så hjælper vi de fattige til at blive rigere.
At give en ged i ulandshjælp er trods alt et skridt fremad, idet hjælpen nu kommer på ulandenes vilkår. En ged forstår de hvad er. Det er ikke noget med at vi kommer med ny og fancy teknologi og presser ned overhovedet på dem. (Hvorfor folkekirkens nødhjælp så oven i skriver at de giver et 3 dages kursus i gedehold er dog lidt betænkeligt)
Men hvor skal alle disse geder dog komme fra? Ja Folkekirkens nødhjælp er ved nærmest nødt til at købe dem lokalt. Det vil sige at de presser prisen på geder kunstigt op og skaber en god indtjening til de rige i de lande hvor man forsøger at hjælpe. Det vil sige at lokalsamfundet rent faktisk får en kapital indsprøjtning på ægte markedsvilkår. Altså de rige i ulandene får mulighed for at investere og skabe vækst.
At det er en fattig kone der får geden, svarer jo lidt til at vi giver moster Anna en eller anden ubrugelig dims. Det der tæller er at vi skaber forbrug. Forskellen er nok at den fattige kone bliver nok gladere for gaven end moster Anna, som så sikkert vil blive lige så begejstret for at få et billede af en ged.
Det er dog en ulempe at det her sikkert er et modefænomen, som man ikke på længere sigt kan basere en udvikling på. Det samme kan man sige om Hornsleths happening, hvor han betalte en ged for at en afrikaner tog navnet Hornsleth, men det bygger stadigt på markedsprincipper. Og hvis det her skal batte noget, så kommer der snart til at mangle geder foruden at gedemarkedet bliver kunstigt oppustet.
Den bedste julehjælp vi kan give verdens fattige, er stadigt at købe deres produkter. Det gavner også ulandene at vi bruger penge til julegaver. De fleste varer vi køber er jo alligevel importeret, og dermed overfører vi penge fra den rige del af verden til den fattige del af verden i et tempo som er mindst 10 gange hurtigere end selv den bedste ulandshjælp.
Selvom man kan se med stor skepsis på ulandshjælp, så synes den dog at trække mere og mere i en markedsorienteret retning. Nobelsfredspris gik i år til Mohammad Yunus og hans Grameen Bank, der virker ved at give mikrokreditter. Et system der minder meget om den danske andelstanke da den havde sin berettigelse. Det er også en markedsorienteret måde at hjælpe på.
Det eneste som vi mangler er at Folkekirkens Nødhjælp holder op med at indsamle penge, og i stedet skaber deres finansiering ved at bruge deres kontakter i Afrika til at finde billige varer og sælge dem i Danmark.
Juleged
