Det drejer sig om sportsgrenen International Practical Shooting Confederation (IPSC), der er associeret med Dansk Skytte Union. IPCS er en skydesport, hvor det går ud på at gennemføre diverse baner så hurtigt som muligt. Banerne varierer fra de, hvor skytten skal stå stille og ramme nogle få skydeskiver til baner, hvor skytten skal løbe rundt og overkomme forskellige forhindringer for at kunne ramme skydeskiverne. Alt foregår under strenge sikkerhedskrav til skytten og banernes udformning. Udover hurtighed gives der point for præcision. Det er ofte nødvendigt at genlade undervejs, og for skytten kræver det i det hele taget disciplin og forberedelse at gennemføre en bane.
I 2005 fik Dansk Skytte Union en henvendelse fra Justitsministeriet om at fjerne IPSC fra programmet. Justitsministeriet finder IPSC uønsket fordi det er for farligt og moralsk nedbrydende. Dansk Skytte Union gik herefter i dialog med Justitsministeriet for at imødegå anklagerne.
Justitsministeriet satte efterfølgende sin egen sikkerhedsekspert på sagen. Han konkluderede for nylig, at IPSC rent sikkerhedsmæssigt er fuldt ud forsvarligt. Tilbage står så anklagen om, at IPSC er moralsk nedbrydende. Sikkerhedseksperten konklusion gav dog ikke genlyd i ministeriet, der stadig mener, at IPSC er for farligt og bør forbydes.
Dansk Sportsskytte Forening (DSF), der står for IPSC stævner i Danmark, vil gerne se referatet af det møde i ministeriet, hvor beslutningen om kriminaliseringen af IPSC blev taget. DSF vil nemlig gerne vide, hvori faren helt nøjagtig består, når nu ministeriets egen ekspert ikke har kunnet finde noget. DSF vil også gerne vide, hvad der er moralsk nedbrydende ved deres foretrukne sportsgren, da det tilsyneladende er det eneste argument som ministeriet har tilbage. Det ville denne skribent egentlig også gerne, men referatet er ikke tilgængeligt for offentligheden.
Bag lukkede døre kan Justitsministeriet altså gøre sig selv til smagsdommer over hvilke aktiviteter, der er moralsk acceptable for befolkningen og hvilke der ikke er.
Herligt.
Kilder:
DSF om sagen
Dansk Skytte Union om sagen, Skyttebladet, nr. 2, april 2005, årgang 69
Om IPSC

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.