Selvoptagethed er farligere end stress

»Jeg besluttede at prioritere mig selv først. Konsekvent begyndte jeg at mærke efter og sige nej tak til alt, der ikke bragte mig glæde, og jeg opdagede, at bag ved ethvert “nej tak” gemte der sig et kæmpe ja til mig selv«
(Sofia Manning, lifecoach).
Hele befolkningen er som en flok lemminger godt på vej mod afgrunden af stress, hvis man da skal fæstne lid til diverse (de værste) medier, og hvad værre er, der er bare ikke nogen hjælp at hente hverken behandlingsmæssigt eller økonomisk.
Lægerne har ikke tid til snakkeri og at konsultere diverse andre typer af behandlere for eksempel i den alternative jungle, en psykolog eller nu også en såkaldt lifecoach, ja måske endda en led pærevælling af samtlige, koster det hvide ud ad øjnene; det springende punkt er derfor, hvordan man får regeringens Joachim von And til at punge ud, så man atter får rejst nationen og hejst det danske selvværd fra halv til hel stang.
Det skulle jo nødigt ende med, at nogen begår selvtægt og rejser sig ved egen hjælp.
Præster er det endnu gratis at konsultere, men da de jo er mindst lige så stressplagede både som følge af blodige huslejestigninger, boligpligt og Gud hjælpe dem også som følge af det ørkesløse søndagsarbejde, og da de fleste, ikke mindst præsterne selv, synes at Gud er noget værre hokuspokus, så er et nok så gratis Herrens ord med på vejen øjensynligt det ultimativt sidste nogen tyr til.
Bo Netterstrøm, stressekspert slår nu alarm, hvad skulle han ellers gøre, han er jo også bare et almindeligt menneske, der tænker på sig selv, eksperten antyder at manglende stressterapi ligefrem kan virke som Atamon på plagen.
Jo længere man tuller rundt derhjemme på terapifrit område, des længere skulle stressen holde sig.
Bo Netterstrøms forklaring til de stressede mennesker, som han hver dag behandler i sin stressklinik er, “at deres situation ikke er unik,” at mange tumler med de samme problemer! Jamen er det dog ikke genialt?
Ikke for at forklejne Netterstrøms forklaring til staklerne, men stressvanviddet er da efterhånden så øredøvende, at man skal være uhyggeligt, alternativt begavet, hvis budskabet endnu ikke skulle være trængt ind; en person som ikke aktuelt føler sig stressramt, er der altså et eller andet lorent ved.
Tilbage til det indledende citat, til den holdning citatet udtrykker og som efterhånden er blevet utåleligt fremherskende; en holdning som ophavskvinden til citatet naturligvis ikke alene har æren for, den har allerede haft vind i sejlene i lang tid.
“Jeg besluttede at prioritere mig selv først.”
Man kan selvfølgelig sagtens træffe ovenstående beslutning, men hvordan går det mon med beslutningen i praksis, når man f.eks. har småfolk i huset?
Såfremt man ikke er fuldstændig skruppelløs, indser man uden videre, at der er alen langt fra beslutning til praksis, at det kan være frygteligt stressende at skulle give afkald, men at det simpelthen er et uundgåeligt vilkår, hvis man har børn.
Hvis man derimod er fast besluttet på ikke at tilsidesætte egne behov, fordi man har ladet sig overbevise om, hvor skadeligt og stressprovokerende det er at gøre det, ender det med de mange og katastrofale eksempler på børn, der må passe sig selv, mens mor og far selvudvikler, eller hvad man nu foretrækker at kalde det, man foretager sig, et faktum der i hvert fald kan få de samlede stresshormoner til at syde hos de myndigheder rundt om, som overtager opgaven med at udbedre diverse skader hos børnene.
“Konsekvent begyndte jeg at mærke efter og sige nej tak til alt, der ikke bragte mig glæde.”
Set med mine øjne er følgerne af ovenstående da lige til at gå ned med flaget over, som det så malende hedder, for indebærer det ikke også et nej tak til arbejde, mand, familie, børn med mere?
I realiteternes verden hører det da til sjældenhederne, at man lige frem bevæger sig rundt i en glædesrus på sin arbejdsplads, at ægtefællen fornøjer én i tide og utide, at familien er til evindelig fryd og at børnenes krav og unoder udelukkende giver opadvendte mundvige og funklende øjne.
Det mest almindelige er kedsommeligt nok, at man nu og da strømmer over af glæde over dette eller hint; de færreste befinder sig konstant i den syvende himmel, med mindre de er på kokain i refrakte doser.
Sofia Manning, som åbenbart har haft succes med at sige nej tak til alt andet end glæder, kan naturligvis være undtagelsen, der bekræfter reglen, men jeg vil tro, at de allerfleste andre dødelige, er tvunget til at acceptere at skulle klemme et ja ud mellem sidebenene også til andet end de rene fornøjelser.
Den seneste trussel mod vores helbred blev bragt i DR. P1 den 24.10, i nyhederne klokken 18.00, hvor det forlød, at det skulle være påvist, at det er farligt at blive behandlet uretfærdigt på arbejdspladsen! Nu er uretfærdighed jo et temmelig subjektivt begreb, og derfor gad jeg godt kende kriterierne for undersøgelsen.
Man kan jo sagtens føle sig overbevist om, at man har modtaget en uretfærdig behandling, uden at andre mener, at de har givet én en sådan; er følelsen af uretfærdig behandling mon i sig selv faretruende, eller skal der for eksempel beviser på bordet før faren indfinder sig? Og hvis det nu skulle kunne bevises, at man ikke er blevet uretfærdigt behandlet, men at man selv stadig føler sig overbevist om, at man er blevet det, forsvinder det farlige så?
Jeg tør da knapt nok tænke den tanke til ende, at det ved nærmere granskning skulle vise sig, at en hver form for uretfærdighed indebærer en fare.
Selvom stresseksperten Bo Netterstrøm som nævnt anbefaler, at man ikke tuller rundt derhjemme med stress, så kan det da være nok så farligt at bevæge sig ud ad busken, for alene undervejs til behandling i hans klinik, kan en i forvejen stresset stakkel jo blive udsat for ikke bare én men af et væld af uretfærdigheder.
Med lidt god fantasi kan man sågar forestille sig, hvor farligt det kunne blive for stresseksperten selv, hvis en patient nu helt uretfærdigt bed sig fast i at stressspecialet i virkeligheden grænser til en omgang “Kejserens ny klæder.”
Det efterhånden altdominerende navlepilleri er på vej til at antage så groteske dimensioner, at hele samfundet er begyndt at bære præg af det.
Uanset hvor man færdes, skinner holdningen, der fremgår af det indledende citat igennem.
Et utal af mennesker er fuldtids beskæftigede med at pille i egen navle, som regel efter én eller anden årsag til en genstridig tilværelse, som vupti med den rette, terapi og et klækkeligt salær til terapeuten jo sagtens kan bringes til at makke ret, når bare man slider hårdt nok i det, altså med sig selv forstås, hvilket naturligvis ikke overraskende medfører at alle egentlige arbejdsopgaver virker voldsomt forstyrrende, stressende og nærmest som et overgreb fra det omgivende samfund.
Der fremtures i et væk med historier om invaliderende lave selvværd, som ved hjælp af diverse kogebøger i livsførelse, selvudviklingskurser og terapeutiske seancer omsider er blevet bragt helt i top, men ikke sjældent kan man få mistanke om, at der må være sket en forveksling af selvværd og narcissisme undervejs.
Visse ting kan man altså bare ikke købe for penge, her i blandt et sundt og godt selvværd, jeg har ladet mig fortælle, at det snarere opstår, når man nu og da lykkes med den kraftpræstation det er at holde blikket fra egen navle.
»Nu sørger jeg for selv at blive fyldt op, så jeg kan give andre.«
( Sofia Manning).
Hvad er det så i grunden Sofia Manning har fyldt sig selv op med andet end varm luft, og hvad er det, hun giver til andre andet end sin egen hønsestrikkede og egocentriske livsstil?
Hvis man hopper på den galej, bliver man om ikke andet skuffet.
Stress og uretfærdig behandling er muligvis noget farligt noget, men den selvoptagethed der sniger sig ind overalt er med garanti langt farligere for os alle end stress og uretfærdig behandling er tilsammen.
Alt i det danske samfund hviler faktisk på, at hver især er i stand til at fjerne sig fra det lune, vandrette underlag morgen efter morgen, selvom det virker både stressende og uretfærdigt.
Så når den enkeltes holdning efterhånden synes at være, at alle andre tænker på sig selv, det er kun mig, der tænker på mig, så er en vis herre da vist nok løs.