Fortalerne for socialstaten og den medfølgende apatiske kollektivisme slår tit på det sympatiske argument, at ’nogen skal jo tage sig af de svage i samfundet’ og vil på den måde gøre libertarianeren til en skurk, der vil mase i forvejen marginaliserede grupper under fode.
Staklerne kan jo ikke klare sig selv og af en eller anden grund, som Jeg desværre ikke har kunnet researche mig til et svar på, så er det ikke det handicappede barns forældre eller narkoluderens nærmeste, der skal påtage sig opgaven. Af en eller anden, for mig, uvis årsag er det altid staten, der skal tage sig af dette.
Nuvel, Jeg er måske ikke verdens mest sympatiske mand, men Jeg vil meget gerne hjælpe handicappede, for Jeg kan ikke forestille mig, at de hjælpemidler de skal bruge for at have en nogenlunde tålelig hverdag er specielt billige. Jeg føler også stor sympati for pigen, der er kommet ud i noget skidt og er endt på gaden, hvor hun uvilligt spreder ben for fremmede mænd for at få råd til det fix hun ikke kan leve uden.
I mit hjerte, og Jeg tænker politik med hjertet frem for hjernen, så vil Jeg langt hellere hjælpe de svage i samfundet end Jeg vil, eksempelvis, være med til at støtte Zentropas nye film, Ib Michaels nye bog, nye gulvtæpper på Christiansborg eller i det hele taget betale lønninger til folketingets medlemmer, der, set med mine øjne, ikke er uddannet til at tage vare på et så stort fællesskab som staten er.
Fik Jeg valget ville Jeg vælge ufatteligt mange statslige projekter fra. Hele Irak-krigen for eksempel, men med en stat har Jeg ikke den mulighed at give hvad mit hjerte siger mig at Jeg kan undvære til de Jeg føler har brug for det.
Spørger man rundt i libertarianske kredse så vil man straks høre, at man selvfølgelig skal hjælpe de svage i samfundet, men ad frivillighedens vej. Jeg har til dato ikke hørt, at nogen libertarianere sagde ”Nixenbixen, de svage skal klare sig selv eller dø af sult på gaden”. Jeg tvivler også på de ord, eller nogen tilsvarende, nogensinde vil komme over læberne på en libertarianer. Respekten for den allerhelligste ejendomsret – kroppen og sjælen – er simpelthen for stor til at man vil lade andre gå til grunde.
Enhver kollektivist vil her bryde ind og sige, at menneskets natur er at tage vare på sig selv og være ligeglad med andre, medmindre man bliver tvunget til at hjælpe dem. Hvis det var rigtigt ville det være forkert af staten at hjælpe de svage i samfundet, da vi, som mennesker, naturligt er imod dette. Argumentet giver med andre ord ingen mening. Hvorfor skulle vi stemme på mennesker, som ønsker at bruge vore penge på at hjælpe udstødte grupper, hvis vi ikke selv ønskede at støtte dem?
Folk hjælper frivilligt uden om staten. Tænk på alle de herlige NGO’er, der dagligt kæmper en indædt kamp for at holde sig uden for staternes politiske ævl og kævl, mens de gør hvad der står i deres magt for at hjælpe i U-landene. Jeg rejser mig gerne og giver dem en stående klapsalve, men da staten tager langt hovedparten af min indkomst kan Jeg desværre ikke afse ret mange penge til dem. Dét ville Jeg kunne, hvis Jeg ikke blev frarøvet mine surt indtjente penge.
Hvis samfundet som helhed kan gå ind for at hjælpe de svage i samfundet, så må det nødvendigvis betyde, at det enkelte individ har samme holdning. Den logiske konsekvens er at i det statsløse samfund vil enkeltindividet være i stand til at hjælpe de svage på langt bedre vis end staten formår.
Staten gør de svage, herunder især almindelige mennesker, der blot har mistet deres job, til en klientmasse. Denne masse står på bunden af en rangstige og istedet for at give dem incitament til at forbedre sig eller komme videre, luller man dem ind i en falsk tryghed.
Et privat kontanthjælpssystem ville i høj grad lignede A-kasserne, som vi kender, og sådan har det også været tidligere – også i Danmark. Når man har arbejde, betaler man en forsikring mod at gå bankerot ved arbejdsløshed. Nu har Jeg personligt haft arbejde hele livet, men Jeg har altid været medlem af en A-kasse; just in case…
Et godt eksempel på en organisation, der virkeligt formår at hjælpe sig selv er Muskelsvind-Fonden. Udover statslige tilskud, som de har ret til så længe vi har en stat, så kradser de ufatteligt mange penge ind via deres meget populære Grønne Koncerter, som de har Tuborg til at sponsore hovedparten af. Tuborg for god reklame, men Muskelsvind-Fonden tjener voldsomt mange penge på disse koncerter.
Mange interesse-organisationer læner sig tilbage og forventer en pose penge fra staten, som de så fordeler sådan som deres manifest nu engang dikterer. Lad dem selv tjene deres penge, og uden en stat vil der jo ikke være restriktioner for hvor og hvornår de må dét!
Grunden til at Jeg i det ovenstående har nævnt narkoludere sammen med handicappede er, at denne gruppe ofte bliver overset. Vi ser dem jo ikke medmindre vi tager en vandretur ned ad Istedgade eller op ad Skelbækgade. Jeg har set dem; og Jeg er bekymret.
Det er ikke et værdigt liv de lever, men narkoen har magten over dem, og de kan ikke tænke på ret meget andet end det næste fix. Mænd køber dem villigt (og billigt) hvilket naturligvis ikke er løsningen.
Havde Jeg overskuddet, rent økonomisk, ville Jeg sætte nogle penge af til den organisation Jeg følte bedst kunne hjælpe denne gruppe.
Der vil altid foregå en omfordeling af penge i et samfund. Nogle vil altid hjælpe nogle andre, men de fleste vil helst ikke gøre det selv. Det kræver nemlig at man foretager et tilvalg og ofte langt flere fravalg end samvittigheden kan klare. Det er nemmere at smide pengene eet sted og lade nogle andre foretage de valg. Når man så er uenig i deres valg, så kan man stille sig op og råbe og skrige.
Personligt ville Jeg tilvælge handicapforeninger og en organisation, der tog sig af narkoludere, eller narkomaner i al almindelig. Det er de svage Jeg føler for at hjælpe, andre vil foretage helt andre valg.
Omfordelingen vil, i et libetariansk samfund, foregå ad frivillighedens vej, og den enkelte kan selv stå til ansvar for hvilke organisationer man ønsker at støtte og hvilke man ikke ønsker at give en skærv.
Når kollektivisten læser dette vil han naturligvis sige, at han da ikke har tid til at lytte på alle de forskellige organisationer som ønsker hans penge til netop deres formål. Nuvel, kollektivisten har jo den fordel, at han hellere vil lade andre bestemmer over sine penge, så han kunne hjælpe med at oprette en organisation, der, på hans vegne, foretager til- og fravalgene for ham. Ham om det, men Jeg vil tage mine valg selv!
Hjælpen til Samfundets Svageste
