Vi står nu midt i sommerens forhandlinger om finansloven for næste år og kan derfor med smertelig tydelighed se, hvor visionsløs og ligegyldig vor såkaldt borgerlige regering er. Regeringen har nu 5 år på bagen og har indtil nu nægtet at give nogen nævneværdige skattelettelser. Den påstår, at der ikke er noget råderum, selvom overskuddet på de offentlige finanser er det største i mindst 45 år og formentlig aldrig har været større. Hvis der ikke er råderum nu, hvornår vil der så være det?
Det er helt i orden, at man som borgerlig har en dårlig smag i munden. Bendt Bendtsen lovede den 9. august (Børsen) en fordobling af væksten i de offentlige udgifter. Anders Fogh Rasmussen påstod dernæst den 12. august på Venstres sommermøde, at personlig frihed forudsætter en velfungerende offentlig sektor. Da jeg så dette, mindedes jeg uvilkårligt George Orwells ”1984”, hvor det regerende socialistparti arbejder på at ødelægge sproget for at gøre det umuligt at formulere kætterske tanker. Derved bliver had lig kærlighed, krig lig fred og frihed lig tvang. Og nu, i dagens Danmark, skal vi altså føre, at den offentlige sektor, som er baseret på tvang, skatter og ridefogedmentalitet, er lig personlig frihed. Det ville ikke have været overraskende at høre fra Stalins eller Gert Petersens mund, men det virker surrealistisk, at en borgerlig statsminister påstår den slags.
Statsministerens nyeste, desperate argument imod skattelettelser baserer sig på, at den danske økonomi blot ville ”overophede” pga. det resulterende større privatforbrug. Han mener åbenbart, at det er farligt, at den danske økonomi nu i en kort årrække har vokset med 3 pct. om året, mens kineserne og inderne kan opleve årlige vækstrater på det tre-dobbelte i flere årtier uden at ”overophede”. Den slags keynesiansk tankegang er desuden for længst tilbagevist af solide empiriske erfaringer. Navnlig i forbindelse med Tysklands og Japans ”Wirtschaftswundere” i de første år af efterkrigstiden så man store skattelettelser, som utvetydigt gavnede de tyske og japanske økonomier og ledte til nogle af de største stigninger i levestandarder, verden hidtil har set på så kort tid. Desuden gennemførte Reagan og Thatcher begge i 1980’erne markante skattelettelser, samtidig med at inflationen faldt markant. Det er tankevækkende, hvordan den økonomiske professions venstrefløj i form af keynesianerne gang på gang advarer mod skattelettelser eller indskrænkninger i det offentlige forbrug – og gang på gang beviseligt har taget fejl, når modige politikere for en gangs skyld ignorerer deres sirenesang.
I hele regeringens levetid har den understreget, at den ønskede at sænke skatterne, men at borgerlige måtte ruste sig med tålmodighed, fordi den så det som vigtigere at føre ”kulturkamp”. Det kunne have været et validt standpunkt, hvis regeringen rent faktisk havde gjort noget ved sagen. Selvom skattelettelser og kulturkamp på ingen måde udelukker hinanden, kunne man som borgerlig måske have været tilfreds, hvis regeringen blot havde satset tilstrækkeligt meget på kulturkampen og derved påvirket den politiske dagsorden i en mere borgerlig retning, som i fremtiden ville betyde, at der ville være større opbankning til skattelettelser.
Men dette er overhovedet sket. Alle antræk til kulturkamp er løbet ud i sandet i løbet af få uger pga. svag retorik, inkompetence og manglende momentum fra starten. Hvem husker ”Noget for noget”? Hvem har set skyggen af begrænsninger af myndighedernes adgang til privates grundlovssikrede ejendom? Hvornår har regeringen sidst argumenteret for nødvendigheden af at reformere den offentlige sektor eller for regulære privatiseringer?
Et eksempel på, hvorfor disse spørgsmål er vigtige, og hvorfor regeringens strategi er yderst risikabel, så man i midten af august, hvor ugebrevet A4’s undersøgelser viste, at næsten halvdelen af danskerne mener, at den offentlige sektors service er værre nu end for fem år siden. Dette er på trods af, at regeringen har soldet et internationalt opsving op på at lade den i forvejen gigantiske offentlige sektor vokse ukontrollabelt. Det sørgelige er, at befolkningen sandsynligvis har ret.
I 2001 viste en arbejdsgruppe under daværende finansminister, Pia Gjellerup, at den overordnede produktivitet i den offentlige sektor faldt støt med ca. 1 pct. om året fra 1990 til 1999. Med andre ord skulle man i 1999 betale 10 pct. mere (i faste priser) for at få den samme offentlige service, som man kunne få i 1990. Denne udvikling er efter alt at dømme fortsat de sidste fem år. Hvis regeringen fra starten havde arbejdet på at forklare befolkningen, at det var en naturlig og fast udvikling i den offentlige sektor, at omkostningerne stiger, og at produktiviteten falder, havde den ikke i dag stået med ansvaret for ikke at have brugt tilstrækkelige resurser i en sektor, der som tommelfingerregel producerer alting dobbelt så dyrt som den private sektor kunne have gjort det.
Regeringens socialdemokratiske retorik har ført til, at den politiske dagsorden i dag drejer sig om, hvor mange resurser, den offentlige sektor skal have tilført i stedet for, om det overhovedet giver mening, at den skal udføre alle de opgaver, den i forvejen er engageret i.
Tilmed er regeringen godt i gang med at underminere det kommunale selvstyre i en sådan grad, at man snart må spørge, hvad kommunalpolitikere overhovedet må bestemme. Vor indenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, er blevet placeret som en mægtig zar med næsten uindskrænkede beføjelser, når det drejer sig om at definere og detailstyre, hvilken service kommunerne skal udbyde under hvilke forhold. Regeringen socialdemokratiske dagsorden vælter i realiteten udførelsen af regeringens løfter og deres finansiering over på kommunerne, som dog samtidig er bundet af regeringens skattestop. Den typiske kommunalbestyrelse befinder sig derved som en lus mellem indenrigsministerens og finansministerens negle.
I uge 33 har en række konservative borgmestre skabt røre om dette forhold. Helsingørs borgmester, Per Tærsbøl, indvendte den 15. august (Politiken), at det går ud over de ældre og børnene, at kommunen ikke må hæve skatten, og at der nu mangler 40 millioner kroner i kassen. Det hjælper naturligvis ikke på kommunens likviditet, at Tærsbøl anvender næsten 200 millioner kr. på et stort anlagt kulturprojekt, og at kommunens socialpolitik sejler. Men det er kendetegnende for den borgerlige regering, at den ikke har foretaget et tiltrængt opgør med de uoverskuelige kommunale udligningsordninger, som i det store hele straffer sparsommelige kommuner og belønner eksempelvis Tærsbøls sejlende socialpolitik.
En borgerlig dagsorden burde som minimum hævde kommunernes selvbestemmelse og ansvar for egne anliggende i stedet for at underminere det. Den burde anspore kommuner til at selv at definere og finansiere deres udgifter, som de har lyst. Så kunne socialdemokratiske kommuner beskatte sig selv ihjel, mens borgerlige kommuner kunne blomstre. Når dette er sagt, mangler der i høj grad også andre borgerlige visioner i debatten.
For nylig blev København igen kåret som en af de tre dyreste byer i verden, hvad angår leveomkostninger. Det er bestemt ikke noget at være stolt af. Regeringen bør gøre det til en af dens væsentligste visioner, at den vil afskaffe den regulering og de skatter, som i så høj en grad hæmmer almindelige danskeres levestandard. Herunder bør regeringen gøre et langt større nummer ud af vigtigheden af at fostre økonomiske institutioner, som understøtter vækst. Det er ingen naturlov, at Danmarks økonomi kun vokser med 3 pct. om året – det er faktisk nærmest naturstridigt og skyldes en alt for stop offentlig sektor. Med den rette politik ville vi nemt kunne have en vækst på i hvert fald 6 pct. om året.
En af de vigtigste opgaver for den borgerlige regering er desuden at gå foran og skabe en bred forståelse for, hvor vigtigt det er, at den danske folkeskole forbedres. At en femtedel af folkeskolens afgangselever er funktionelle analfabeter kunne måske accepteres i 1700-tallets landbrugssamfund, men i vore dages informationssamfund, burde et mere visionært mål eksempelvis bestå i at reducere analfabetismen til 1 eller 2 procent af en årgang.
Hvis Anders Fogh Rasmussen har tænkt sig at skabe sig et eftermæle som en statsmand, der betød noget for eftertiden, er det på høje tid, at han bevæger sig op fra det retoriske Hardy Hansen-niveau til de lidt højere luftlag. Han bør snart give os en ide om, hvorfor det var afgørende, at nogle af os stemte på ham og ikke på Villy Søvndal.
[Redaktionel note: Denne artikel har tidligere været bragt som kronik i Berlingske Tidende]
Hvor er kulturkampen?
