Den reaktionære ungdom

I dag, på Folketingets åbningsdag vil en uskøn forening af politiske ungdomsorganisationer og fagforeninger demonstrere for ”velfærd til alle”. Kravene spænder så vidt som fra ”en aktiv og offensiv beskæftigelsespolitik” til ”bedre forhold for alle, såvel unge som ældre” samt så mange nye specifikke, udgiftstunge rettigheder, at det vil sprænge grænserne for denne artikel at remse dem op her. Midt i dette forvirrede sammensurium af altomfavnende og indre modstridende budskaber er der dog en rød linie. Ingen forandringer! – Jo, måske mere magt til politikerne!
Denne demonstration står ikke alene, men er blot én i rækken af en lang række demonstrationer ført an af de samme ungdomsorganisationer – ofte i samarbejde med fagforeninger – med det mål at skose regeringen og kræve flere offentlige udgifter. Dette har givet anledning til ”eksperters” og mediers henrykkede jubel over ”det nye ungdomsoprør”, en mere politisk ungdom – og ikke mindst en mere venstreorienteret og anti-autoritær ungdom.
Spørgsmålet er dog, om man virkelig kan betegne fænomenet som en kamp for forandringer, eller om det er helt andre reaktionære kræfter, som er på spil.
Konsekvenserne af velfærdsstatens ”vugge-til-grav” omklamring af ellers sunde mennesker er til at konstatere, når det i dag falder de fleste folk mere naturligt at spørge ”hvad kan systemet gøre for at gøre mig lykkelig” eller ”hvilken ydelse eller tilskud har jeg krav på i denne situation” fremfor ”hvad kan jeg gøre for at nå mine mål”. Krævementaliteten gør sig ikke blot gældende blandt ”samfundets svage”, men kommer markant til udtryk i den mangfoldige skov af snævre interessegrupper, der kæmper for den efterstræbte medietid, hvor de kan gøre politikerne og deres medborgere opmærksomme på deres behov og krav.
Kernen i den moderne demokratiske debat er det politiske spil mellem privilegie-hungrende interessegrupper. Uanset hvor modstridende disse forskellige gruppers interesser måtte være, deler de alle et gennemgående træk: affærdigelsen af den undertrykte minoritet: De mennesker, som skaber værdierne i samfundet. Således mangler ungdomsdemonstranterne stadig at vise, at de har visioner, som skiller sig ud. At de ikke bare vælger den traditionelle løsning og legitimerer deres krav ved den brede vælgerskares sanktion af omfordelingen fra de produktive til de ikke-produktive.
Det er med andre ord intet mindre end et lykketræf for de lommepenge-fikserede traditionalister, at vi har en såkaldt borgerlig regering. Hvordan skulle de ellers forklare at de er i opposition til ”systemet”?
De unge systemstøtter adskiller sig på ingen væsentlig måde fra Dansk Folkepartis vælgere, Ældresagen, Dansk Industri, Indre Mission og andre reaktionære og grådige interessegrupper, som gennem lobbyarbejde kæmper for at rage til sig af politiske privilegier og subsidier på skatteydernes (det arbejdende folk) bekostning. ”Ungdomsoprøret” i form af ”velfærdsdemonstrationer” som denne og Ungdomshuset er selv den største eksponent for ”The Establishment”, nemlig den demokratisk legitimerede opløsning af lov og orden til fordel for (vilkårlig) udplyndring af den produktive del af befolkningen. Når det handler om at bruge magtapparatet som instrument til at gennemtvinge egne værdier (jf. demonstrationens egen hjemmeside: ”Vi vil have mere, bedre og billigere kollektiv trafik”) adskiller de unge demonstranter sig på ingen væsentlig måde fra grådige virksomheder, som bestikker politikere og embedsmænd til at give dem privilegier. Når det lykkes Indre Mission at få politikerne til at cencurere undervisningsmateriale, der omtaler dyresex og andre perversiteter, eller når de konservative får afskaffet gruppeeksamen, er det ikke mere autoritært end hvad, demonstranterne selv advokerer for. Princippet er nemlig det samme: ”Brug magt til at gennemtvinge min vilje. Vi skal ikke have mindre magt til politikerne eller mere ansvar til os selv”.
Paradokset i at profilere sig som ungdomsoprør, men samtidig dele præmisser med de mest autoritære grupper i det politiske landskab camoufleres ved at opstille overfladiske og falske fjendebilleder af det borgerskab, som reelt er sat udenfor magten i Velfærdsdanmark.
Kritikken af Anders Fogh klinger nærmest komisk, idet Anders Fogh netop blev valgt ind på at være den bedste forvalter af velfærdsstaten – den bedste management-socialist.
Ingen er et bedre symbol på det socialdemokratiske 1000-års rige end Anders Fogh, ”superliberalisten” der endte med at kalde socialsstaten for forudsætningen for den liberalistiske frihed (jf. interview i Weekendavisen d. 15/9-06).
Hvad man til gengæld kan rose demonstranterne for er banneret med overskriften ”Fuck reformer – Luksus til alle” som stolt blev viftet ved den seneste demonstration for mere SU i maj i år. Her må man da sige at de unge vedkendte sig deres stivsindede, reformangste standpunkt – for ikke at tale om deres naive tro på politikernes evner som tryllemænd.
På mange måder virker demonstranterne som umodne teenagere, der plager deres forældre om flere lommepenge og julegaver, og som endnu ikke har opdaget, at de voksne ikke kan trylle. Den barnlige attitude er dog ikke helt harmløs. For der er ikke langt fra en ”evigt-baby”-generation til en generation i afmagt, der forlader deres skæbne på frelse fra den højere autoritet. En generation uden tro på sig selv og sin evne til at skabe og lede sit eget liv.
Man må hermed også give dem, at de har været nyskabende på én måde. Hvor frigørelseselementet og kravet på retten til frit at udfolde sig er en klassisk del af et oprør har min egen generation helt forkastet dette aspekt. Kravene går alene på flere offentlige ydelser – ikke mere frihed. Drømmen om fart over feltet, ”sex, drugs & Rock’n’roll”, opgøret med den ”autoritære” borgerlige moral, ligusterfascismen og 8-16 jobs er gledet i baggrundet til fordel for en hjælpeløs attitude: Mere action fra politikerne og mere plads til passivitet og ansvarsfrihed hos mig selv!
Således er demonstranterne selv blevet de mest ivrige fortalere for, at vi alle skal være autoritetstro samfundsborgere – i det autoritetstiltro er forudsætningen for at man vil overlade retten til at disponere over sin egen indkomst til en flok fremmede mennesker. Medmindre demonstranterne mener, at vi alle kan være alternative teaterinstruktører på offentlig støtte, ender det med en dag at være dem selv, der går på arbejde fra 8-16 for at betale topskat. Hvis de altså ikke vil tvinge andre til det!
Uden en veluddannet og produktiv samfundsklasse kunne de socialistiske krav om mere tvangsmæssig omfordeling slet ikke realiseres. Hvis ikke der er nogen at tage fra, kan der i sagens natur ikke omfordeles.
Indkomstoverførsel og statslig indgriben i aftaler mellem individer er og bliver det modsatte af privat ejendomsret. Omvendt er den private, produktive sektor, finansieringskilden til disse mål. Paradoksalt nok ville finansieringskilden slippe op/blive ødelagt, hvis demonstranterne fik opfyldt deres mål. Såfremt demonstranterne fik opfyldt deres krav, måtte man hæve skatten så meget, at man ville blive nød til at spærre de uvillige skatteydere inde i landet for ikke at opleve en ”ofrenes masseflugt”. Parolerne bag demonstrationen kan altså aldrig føre til nogen universel vision – de vil altid undergrave sig selv eller munde ud i rendyrket (autoritær) kommunisme. Man kan dog næppe forvente at demonstranterne vil tage parti med deres konservative/populistiske åndsfælle Pia Kjærsgaard.
For på mange måder er ”demoen” eller oprøret også en form for selvrealisering – et show, hvor man kan vise sig selv frem og dyrke sig selv og sin ungdommelige fandenivolskhed. At ophidsede taler med ”call-and-respond” (et fænomen, som går igen i mange religiøse ritualer) og dans til live musik (på talerscenen) samt masser af øl og lir har været faste indslag til de seneste ”ungdomsmanifestationer”, vidner om en bemærkelsesværdig fusion mellem politik og personlig tilfredsstillelse af følelsesmæssige behov (for bl.a. opmærksomhed og selvdyrkelse), hvor egocentrismen må siges at være dominerende.
Måske er der noget om eksperternes ord om en mere venstreorienteret ungdom. Med et nyt tvist af barnlig egoisme (el. egocentrisme el. selvdyrkelse – for mere at betone udstillings/selvrealiseringsaspektet) og privilegie-hungrende godsejermentalitet manifesterer den danske ungdomsbevægelse sig som en udvandet, populistisk version af 1970’ernes autoritære (og/el. indspiste) marxistbevægelse med dens mange apolitiske medløbere.