Hver gang man tænder for de danske nyheder er historien den samme: Nogen er utilfreds med noget – og det er helt sikkert politikernes skyld. Nogle gange er det børnehaverne, der ikke er åbne længe nok. Andre gange er det plejehjemmene, der ikke passer de gamle godt nok. Eller også er
kontanthjælpen for lav. Det varierer lidt – men uanset hvad er det “staten” og “politikerne”, der skal gøre noget.
Man hører vrede pårørende, der skælder ud over at plejepersonalet ikke passede godt nok på deres gamle mor. At det er for dårligt at hjemmehjælperen ikke har tid til en snak og en kop kaffe osv. Man hører aldrig de samme pårørende have dårlig samvittighed over at de ikke selv kigger forbi hos de gamle og får en kop kaffe. Og skulle emnet nogensinde komme op, kommer der altid en fornærmet kommentar om at man betaler så meget i skat, at det da er det mindste man kan forvente, at nogen “tager sig ordentligt af” de ældre/børnene… Og det er egentlig temmelig tragisk.
Alle de ydelser, som udbydes af staten debatteres med samme folkelige intensitet men med noget større irritation som vejret. Alle har en mening om, at ydelserne er for dårlige, og at systemerne er ulogiske og ufleksible. Det er i allerhøjeste grad tankevækkende at der ikke findes en lignende debat om de ydelser, som tilvejebringes af private entreprenører, som har deres bundlinier at rette sig efter. Hvorfor hører man aldrig nogen brokke sig over, at der udgives for lidt klassisk musik, at der slikkepinde i højere grad burde være blå frem for røde eller at bilfabrikkerne burde organisere deres produktion på en mere fleksibel måde? Det skyldes naturligvis, at den private sektor bliver nødt til at målrette sig efter samfundets behov for at overleve i en benhård konkurrence med andre virksomheder, og at succesfulde virksomheder allerede har omstillet deres produktion og produkter, inden der skabes en bredere debat herom.
Det høje skattetryk, der altid forsvares med at man skal være solidarisk med de svageste, og at vi skal være sociale, fremkalder tilmed i bund og grund det stikmodsatte. Folk bliver dybt usolidariske og selvoptagede af at afgive 50 pct. eller mere af deres indkomst til “staten”. Uanset hvad de får for pengene vil de altid føle at det er for lidt.
Men ikke alene får socialstaten folk til at fralægge sig ansvaret for deres nærmeste, for naboerne eller deres lokalsamfund – den får i stigende grad også folk til at fralægge sig ansvaret for sig selv, således at det i dag er almindeligt accepteret, at man kan hyle og klynke sig til sociale ydelser uden noget nævneværdigt tab af anseelse i det omkringgivne samfund. Måske fordi man fratager dem en stor del af deres frihed og selvbestemmelsesret – men også fordi man aldrig rigtig kommer til at tage ansvar med mindre man virkelig insisterer på det. I dette system – som i ethvert andet – skal de stærke nok klare sig, men de mindre velartikulerede og de, som ikke fra barnsben har lært at hæge sig fast og insistere på at få sin vilje, bliver taberne, som må bero på bureaukraternes nåde og velvilje.
Borgerne bliver i højere og højere grad behandlet som børn. Et af mine yndlingseksempler er dengang en Tivoli-forlystelse gik i stå og der var flere folk, der sad fast i en karrusel i en halv time.
Bevares, ikke den sjoveste måde at bruge en halv time, men man har da hørt om værre. Men da de var kommet ned igen fik de tilbudt krisehjælp! Krisehjælp for at sidde fast i en karrusel i Tivoli i fredelige København om sommeren! For nu at lyde som Jan Gintberg i skinger falset: Hvad er det for et samfund vi lever i, når folk skal have krisehjælp for den slags?
Men svaret ligger lige for: Vi bor i en velfærdsstat. En velfærdsstat, hvor vi alle er børn, der hvert fjerde år vælger nye forældre – 179 af slagsen + nogle lokal-forældre. Men de fleste af dem er ikke engang forældre, men mere en slags elevrådsrepræsentanter med umodne og magtbegærlige sind.
Når jeg tænker tilbage på de gode gamle elevrådsdage og tænker på, hvad vi lavede, kan jeg huske at vi lavede en masse store udtalelser om ting, vi ikke havde indflydelse på og havde en masse ønsker, som der ikke var penge til. Dengang havde vi dog et par lærere eller en skoleinspektør, der kunne sætte grænser for galskaben.
Elevrådssamfundet
