Meget dårligt kan siges om moderne kunst, og det gør den danske provokunstner, Kristian von Hornsleth, også. På overfladen ser Hornsleths kunst og projekter ud til at være lige så dumme og platte som den øvrige moderne kunst, som blot koncentrerer sig om at bryde tabuer, oprøre og provokere efter devisen: “hvis du bliver sur/tænker over/provokeret, er det kunst”.
Hornsleths projekter udnytter den overfladiskhed, som fascinationen af den moderne kunst er så plaget af, og som i det store hele vil gøre den uvedkommende for fremtidige generationer. Gennem en ekstrem navne-branding vil Hornsleth tjene penge på kunst, for, som han siger:
“The art business is always about names. When I was a kid, my parents took me to museums. They only cared about the names. People don’t always look at the image”.
I et aktuelt projekt bringer Hornsleth denne logik til sin ekstrem. Ifølge Berlingske Tidende planlægger han at betale den ugandiske landsby, Buteyongera, og dens 100 indbyggere for at skifte navn til Hornsleth. Han udtaler selv:
“Det er ment som et stykke kvalmeteater om, hvordan vi behandler hinanden i denne verden. Hvis du synes, det er smagløst og klamt, er projektet lykkedes. Jeg forsøger at gøre opmærksom på, at der er noget helt galt med, at Afrika ikke har frihandel.” Har vi her noget så sjældent som en borgerlig (eller snarere: ikke-venstreorienteret) kunst-entreprenør drevet af det “usleste” af alle motiver – penge? Lad os håbe det – god kunst er som bekendt kommerciel.
At dømme på den evigt utålelige, Hanne Vibeke Holsts, reaktion, er Hornsleth absolut på rette vej. Hun udtaler til Berlingske Tidende: “Det er ekstremt vidtrækkende at købe et navn, og han kunne lige så vel have købt deres børn. Han bruger sin materielle og imperialistiske overmagt, for uanset hvad han siger om motivet, så handler det først og fremmest om, at han profilerer sig selv. Man kan godt vise udbytningen på andre måder. Jeg håber, det er en gimmick”
Sidestiller Hanne Vibeke Holst vitterlig det at sælge sig navn for at tage et andet med at sælge sine børn? Eller er hun blot ude i præcis den samme form for selvprofilering og selvsmagning, som hun beskylder Hornsleth for?
Hornsleth tror på sit eget projekt. Et af temaerne har været: “Just Buy It” – og han påstår selv, at et af hans billeder, som i dag kan erhverves for 10.000 EUR om 10 år sagtens kunne være 500.000 EUR værd. Et formidabelt afkast, hvis han får ret. Det er en sådan udtalelse, som gør Hornsleth til en interessant kunstner, fordi det vidner om, at han har luret den moderne kunsts svaghed – nemlig manglen på substans og relevans – og udnytter det skånselsløst til egen fordel. Fremtidige projekter og udtalelser fra manden må hjælpe til at afgøre, om jeg har ret, men jeg ser på nuværende tidspunkt Hornsleth som en interessant kultur-dissident, som ved at fungere på den moderne kunsts egne principper, på længere sigt kan være med til at ændre den.
Samtidig har en af hans andre kampagner fået navnet “FYAL” – Fuck You Art Lovers. Hvad kan være et tydeligere budskab til den typiske Politiken-læsende kultursnob, som tror, at tabu-erobring i form af stadigt større provokationer og ubehageligheder på en eller anden måde har en positiv indvirkning på vor civilisation?
Det bliver interessant at se, hvad Hornsleth næste gang finder på. Herfra vil vi følge ham tæt. Og hvem ved, måske skulle vi også investere i manden (eller sælge vores navn til ham, hvis vi kan blive enige om en pris)…
Hornsleths provokationer
