Hvem har ansvaret for uskyldiges død?

[Redaktionel note: Nedenstående indlæg repræsenterer på ingen måde redaktionens holdninger og bringes blot for at muliggøre et svar på den omtalte artikel af TBJ]
”Må man slå uskyldige ihjel?” Dette spørgsmål stiller Thomas Breitenbach Jensen (TBJ) på Liberator i en interessant artikel den 9. august.
TBJ drager konklusionen, at det altid er forkert at slå uskyldige ihjel. Det er naturligvis også den lette konklusion at drage. For selvfølgelig er det helt grundlæggende forkert, at uskyldige bliver slået ihjel. Det relevante spørgsmål er imidlertid ”hvem der skal drages til ansvar for drabet på uskyldige,” snarere end om man må slå uskyldige ihjel.
Dette spørgsmål bevares ikke i artiklen, og desværre, for det er et centralt spørgsmål, som bør søges besvaret. Endnu mere ærgerligt er det, at man let kan drage konklusionen, at det er den som formelt set skyder en uskyldig, som også har ansvaret for vedkommendes død – men så let er det ikke.
Som TBJ’s artikel afspejler, er det vanskeligt at generalisere fra individ- til statsniveau. Ikke desto mindre kan der forholdsvis let opstilles ganske simple og realistiske situationer, hvori individer ikke kan gøres (fuldt ud) moralsk ansvarlige for at have medvirket til – eller direkte forårsaget en uskyldig persons død.
TBJ’s holdning kan i høj grad repræsenteres af Daniel Beattie, som samme dag skrev følgende på Liberator: ”Det er dette der er den store forskel på libertarianere og alle andre. En kommunist, en konservativ, en nazist og desværre også nogle liberalister, vil være villige til at bruge vold mod uskyldige for at gennemtvinge deres personlige præferencer. Ganske vist i forskellig grad, men i princippet er der ingen forskel. Alle disse er villige til at ofre uskyldige liv. Libertarianeren derimod, holder stædigt fast i at vold absolut kun må anvendes under ganske særlige omstændigheder, nemlig hvis et individs krop eller ejendom angribes, og kun mod det eller de individer der foretager aggressionen.
Det er således ikke OK at skyde alle i en bank, for at få ram på bankrøveren. Noget der ville vække opsigt og fordømmelse hos de fleste, hvis det danske politikorps foretog sig noget sådant.”
Dette er en meget streng fortolkning af det libertarianske non-aggressions princip. En tolkning af princippet, som også TBJ synes at have. Men som nedenstående vil vise har Daniel Beattie ikke ret: Libertarianere vil, hvis de er realister, også kunne stå i situationer, hvor de vil være nødsaget til at risikere uskyldige menneskers liv for at redde andre uskyldige menneskers liv – herunder deres eget. Og de vil ikke kunne drages til ansvar for den eller de uskyldiges død, hvis de har taget de nødvendige forholdsregler til at undgå disses død.
Centralt for alle eksemplerne er, at det antages, at man forsøger at minimere civile tab og i videst mulige omfang begrænse skader og tab. Det vil sige, at både jeg som person (eller stater i krig) skal forholde sig til den konkrete situation og svare proportionelt tilbage på den givne trussel, samtidigt med, at man er påpasselig med tredjeparters liv og ejendom.
Eksempel 1:
En person, lad os kalde ham Afpresseren, fortæller dig, at du har spist noget gift og vil dø i løbet af 5 timer medmindre du får modgiften. Afpresseren fortæller dig, at han har modgiften, men at han kun vil give den til dig, såfremt du vælger, at slå en specifik tredjeperson ihjel, hvorefter han overdrager dig en riffel, som du kan benytte.
Dette er et klassisk eksempel fra film. Hvis vi antager, at du ikke har noget alternativ, dvs. du ved med 100 procents sikkerhed at personen taler sandt og du ved 100 procents sikkerhed, at du ikke kan undgå den visse død.
Ville du så vælge at slå tredjepersonen ihjel? Og vil det fulde moralske ansvar tilgå dig, eller vil du kunne overdrage en (stor) del af ansvaret til Afpresseren?
Personligt må jeg nok – hvis jeg skal være realist – erkende, at så ville jeg slå tredjepart ihjel. Og selvom jeg ville bære en byrde, vil jeg også mene, at langt størstedelen (hvis ikke hele) ansvaret kan overføres til Afpresseren.
Eksempel 2:
Vi kan forestille os sammen situation som ovenfor. Nu har Afpresseren dog ikke kun forgiftet dig, men også adskillige af dine nærmeste. Det kunne være dine forældre, din kæreste/ægtefælle – evt. dine børn, hvis du har nogle sådan!
Hvordan ville du så handle – ville du slå en uskyldig tredjeperson ihjel for at redde dine kæres liv?
Jeg tvivler på, om ikke langt de fleste, hvis ikke alle ville vælge at slå tredjepersonen ihjel. Ansvaret vil igen kunne overføres til Afpresseren.
Det er med dette dilemma i baghovedet, at man skal se konflikten i Mellemøsten. Hvem har ansvaret for at en eller flere uskyldige bliver slået ihjel?
Nu vil nogle – måske mange af Liberators læsere – nok mene, at disse eksempler er forsimplede, og ikke er sammenlignelige med konflikten i Mellemøsten. Der er jo ikke tale om, at Israel (eller gruppen af individer, som udgør nationen Israel) er sikre på at dø. Her skal vi igen holde os for øje, at vi pt. ser nærmere på et enkelt individs (moralske) ansvar for at have medvirket til en uskyldig persons død.
Her følger flere eksempler:
Eksempel 3:
En bankrøver tager et gidsel i forbindelse med hans flugt, som eneejer af banken sætter du efter ham for at redde dine kunders penge (som du har lovet at tage godt vare på). I forbindelse med jagten vælger bankrøveren at skyde efter dig. Er det moralsk forkert at skyde tilbage mod bankrøveren; – og er du i givet fald moralsk ansvarlig, hvis du rammer gidslet?
Svaret her, må naturligvis også være, at det er fuldt ud acceptabelt, at skyde tilbage mod bankrøveren, ligesom det ikke er dig, som bankejer, men derimod bankrøveren, som vil være ansvarlig for en evt. overlast som gidslet lider.
Eksempel 4:
En bankrøver gemmer sig i en børnehave, og skyder nu vildt ud på forbipasserende på gaden, herunder et par forbipasserende vuggestuer, nogle skoleklasser og en bus fuld af plejehjemsbeboere. Bankrøveren (som offentligt har tilkendegivet at fortsætte med at begå bankrøverier og massemord) truer med at skyde et barn hver tredje time medmindre, han får mulighed for at slippe fri.
Hvad skal der gøres her? Er det acceptabelt at skyde ind mod børnehaven og håbe, at man rammer bankrøveren? Er det acceptabelt at sende røgbomber eller lign. ind i børnehaven
Her vil jeg mene, at bankejeren, eller en anden som bankejeren hyrer til at få pengene tilbage og redde børnene, eller politiet har lov til at skyde mod børnehaven og sende røgbomber ind i børnehaven, hvis de mener, at dette vil minimere de civile ofre. Skulle der på tragisk vis dø et eller flere af børnene, kan ansvaret samtidig ikke påføres andre end bankrøveren.
På samme måde kan ansvaret for tragedien i Bezlan for et par år siden ikke tilskrives andre end gidseltagerne.
Men ansvaret for gidslernes død under tragedien i Bezlan vil, hvis man følger logikken ved en streng tolkning af non-aggressions princippet, imidlertid skulle overføres til de russiske myndigheder, som stormede skolen. Der er givetvis blevet begået fejl – og der er formentligt børn, der er døde, som ikke havde behøvet at dø. Men ansvaret for hele tragedien falder ikke desto mindre alene på gidseltagernes side.
Men ifølge non-aggressions princippet kunne russerne ikke tage et initiativ, hvor man risikerede uskyldige døde, eftersom det – på mærkværdig vis – ville være ensbetydende med initiering af vold fra myndighedernes side, vel at mærke uagtet at konteksten er en situation hvor nogle gidseltagere har taget gidsler. – De russisk myndigheder måtte derfor i praksis skulle have afventet, at alle gidsler var blevet slået ihjel før de kunne iværksætte en aktion mod gidseltagerne!
Der er – for mig – ingen tvivl om, at det er moralsk acceptabelt at forsvare sig selv. Der er ingen tvivl om, at jeg handler moralsk korrekt, hvis jeg vælger, at skyde tilbage på en person, som skyder imod mig. Rammer jeg en uskyldig tredjeperson, er det ikke og kan heller aldrig blive mit ansvar, at dette er sket.
Libertarianere vil her, som alle andre, vis de forholder sig til virkeligheden, erkende, at det er acceptabelt at forsvare sig selv, og at skyde mod overfaldsmanden. Rammer man det uskyldige gidsel er det tragisk, men ansvaret kan alene overføres til overfaldsmanden, og ikke den som skyder imod ham.
Der er i dette perspektiv, at man skal se konflikten i Mellemøsten. Og her kan man godt rejse logikken til et bredere niveau end blot individet. Hvis en gruppe, personer frivilligt har slået sig ned og overdraget diverse opgaver til en organisation, som vi eks. kalder staten Israel, har staten Israel også ret til at forsvare sig imod de raketangreb, som Hizbollah afsender mod beboerne i staten Israel. Ganske som de enkelte borgere i staten Israel ville have ret, til at forsvarer sig imod Hizbollah.
Beboerne i de landsbyer i Israel, der bliver beskudt, ville til fulde have ret til at sende raketter eller andet mod de stillinger, som Hizbollah skyder imod dem fra. Uagtet at disse stillinger er i blandt libanesiske landsbyer. Dette er præcist, den samme situation, som når jeg skyder tilbage på en person, der skyder mod mig, og jeg, uden at ville det, rammer en uskyldig tredjeperson. Ansvaret kan kun henføres til den oprindelige aggressor – i dette tilfælde Hizbollah, der i øvrigt samtidig er en del af regeringen i Libanon.
Det er således klart, at der kan være situationer, hvori man som enkelt person eller som stat, godt må slå uskyldige ihjel og at ansvaret for disse dødsfald samtidig må tilføres en anden. Når blot individ og stat handler på en sådan måde, at det vil begrænse tab på tredjepart.
Hvem der så bærer ansvaret i konflikten i Mellemøsten, er et komplekst spørgsmål. Det er ikke ligetil, og israelske myndigheder har uden tvivl handlet forkert i mere end en situation. Men her vil jeg, ganske som TBJ, citere David Karsbøl: ”Jeg holder 2/3 med Israel.” Israel har uden tvivl begået fejl, men hovedansvaret for konflikten i Mellemøsten ligger et helt andet sted end hos Israel. Det er imidlertid udenfor emnet for denne artikel, der i stedet handlede om at forklare, at det ikke er i modstrid med libertarianske idealer at slå uskyldige ihjel, når blot man sætter uskyldiges død i den rette kontekst, og placerer ansvaret hos de personer.