Frivillig Modstand

Voluntarister er fortalere for ikke-politiske strategier til at opnå et friere samfund. Vi afviser demokratiske valg, både i teorien og i praksis, som værende i uoverensstemmelse med libertarianske principper. Stater tilslører deres handlinger med en aura af moralsk legitimitet for at beholde deres magt, og politiske metoder vil altid styrke denne legitimitet. Voluntarister ønsker i stedet at delegitimere staten gennem uddannelse, og vi kæmper for at stoppe samarbejdet og den stiltiende accept, som statens magt i sidste ende afhænger af. Voluntarister forpligter sig til udelukkende at bruge ikke-voldelige strategier til at bekæmpe staten. Formålet med denne tekst er at vise, hvorfor denne forpligtelse hænger uløseligt sammen med voluntarismen, og hvordan voluntaristisk modstand adskiller sig fra konventionel ikke-voldelig teori.
I. Hvad er voluntarisme?
Voluntarisme er en doktrin med to sider: a) idéen om at alle menneskelige forbindelser bør være frivillige; og b) at staten pr. definition er en voldelig institution og derfor ikke fortjener nogen støtte. Den voluntaristiske forståelse af forholdet mellem midler og mål udelukker både brugen af demokratiske valg og vold. Det, der kendetegner voluntarisme, er netop, at vi på samme tid både er ikke-voldelige og ikke-stemmende.
Voluntarisme er på samme tid et mål, et middel og en indsigt. Målet er et frivilligt samfund, hvori alle forbindelser mellem individer baserer på frivillig ageren, og dette medfører afskaffelse af staten. Voluntarisme repræsenterer en måde at opnå væsentlige sociale forandringer uden at ty til politik eller voldelig revolution. Da voluntarister erkender, at staten lever af almen anerkendelse (dette er den voluntaristiske indsigt), kan de konkludere, at den eneste måde at afskaffe statens magt på, er ved at få folk til i det store hele at stoppe deres samarbejde med staten. Som middel benytter voluntarismen fredelig overtalelse, uddannelse, individuel civil ulydighed og gruppevis ikke-voldelig modstand over for staten. Da voluntarister ser en direkte forbindelse mellem midlet, de bruger, og målet de ønsker, erkender de, at kun frivillige midler kan benyttes til at opnå et rigtigt frivilligt samfund. Folk kan ikke tvinges til at være frie. Selve målet med et frivilligt samfund viser hvilke midler, der kan bruges til at opnå det. Den voluntaristiske indsigt er den eneste logiske og konsistente måde at opnå frihed og at afskaffe staten.
II. Den voluntaristiske indsigt
Den bagvedliggende præmis for voluntarismens idéer er en indsigt i, hvordan det politiske samfund er organiseret. Det er blevet formuleret af mange forskellige tænkere gennem adskillige århundreder. Den voluntaristiske indsigt er en forståelse af, at ethvert tyranni nødvendigvis hviler på en generelt bred folkelig accept. Kort sagt, så indvilliger størstedelen af befolkningen af forskellige grunde i deres egen undertrykkelse. Al underkastelse kræver, at dets ofre samarbejder og føjer sig. Undertrykkelse virker ikke uden dets ofres billigelse. Dette er essensen af al voluntaristisk tænkning, og det er vigtigt at forstå dette “frivillige slaveri”, for det udgør fundamentet for mange følgende argumenter. Det er grundlaget for den voluntaristiske modstand, da det demonstrerer, at staten afhænger af samtykke (villigt eller uvilligt) og samarbejde fra de, som staten regerer over. Hvis folket ikke længere samarbejder og giver deres samtykke, så må statens magt opløses.
Gene Sharp har kort forklaret den voluntaristiske indsigt og følgerne heraf:
“Ingen stat kan eksistere et eneste øjeblik uden et samarbejde med folket, villigt eller tvunget, og hvis folket opholder med at samarbejde, da vil staten gå i stå. … Selv den stærkeste stat kan ikke herske uden samarbejde fra dem, den hersker over.[1]
Når folk nægter at samarbejde, ophører med at hjælpe og fortsætter deres ulydighed og trodsighed, da nægter de at give deres modstander den basale menneskelige hjælp og det basale menneskelige samarbejde, som enhver stat eller ethvert hierarkisk system behøver. Hvis tilstrækkeligt mange gør dette længe nok, da vil denne stat eller dette hierarkiske system ikke længere have magt. Dette er den grundlæggende forudsætning som ikke-voldelig modstand bygger på.”[2]
Så faktisk siger voluntarister, at al magt i sidste ende stammer fra de underkastedes samtykke, hvad enten det er blevet givet villigt, modvilligt eller som følge af en streng håndhævelse af statens lovgivning. Dette kan sammenfattes til, “at al regering tillades af de regerede.”[3]
III. Indsigten om forholdet mellem midler og mål
Spørgsmålet om midler og mål spiller en stor rolle i den voluntaristiske tænkning. Sammen med den voluntaristiske indsigt retfærdiggør den vores ikke-voldelige, ikke-stemmende tilgang til at opnå sociale forandringer. Det er nærmest umuligt at begribe den voluntaristiske modstand uden at forstå vores syn på midler og mål.
Der er to vigtige aspekter vedrørende indsigten om forholdet mellem midler og mål: Det første handler om midler, det andet om målet. Angående midlerne er det en almindelig opfattelse at midlerne, man bruger, skal være i overensstemmelse med målet, man søger. Det er naturligvis umuligt at føre krig for at opnå fred, eller at bekæmpe politik ved at bliver politiker. “Det er en stor hemmelighed, at faktisk er midlerne vigtigere end målet.” Gandhi, måske den største fortaler for ikke-voldelig modstand, forstod dette faktum. Han illustrerede dette ved at konstatere: “Hvis man sørger for midlerne, vil målet sørge for sig selv.” [4]
“De siger, at midler er, trods alt, midler. Jeg vil sige, at midler er, trods alt, alt. Midlet betyder alt for målet. Der er ingen mur, der adskiller midler og mål. Vi har begrænset kontrol over midlerne, og lidt kontrol over målet. Erkendelsen af målet stemmer direkte overens med erkendelsen af midlerne. Dette er et dogme, der ikke tillader nogen undtagelser. … Vore skridt mod målet er altid i direkte overensstemmelse med vore midlers renhed. Denne metode kan virke lang, måske for lang, men jeg er overbevist om, at det er den korteste.” [5]
Hvad Gandhi her fortæller os er, at vi lever her og nu. Den eneste måde hvorpå vi kan nærme os fremtiden er gennem nutiden. Så midlerne vi vælger at bruge må nødvendigvis have indflydelse på målet, som vi til sidst vil nå. Det eneste, vi har at arbejde med, er faktisk midlerne. Så det er af afgørende vigtighed, at midlerne er rene, hvis målet skal være det.
Indsigten om forholdet mellem midler og mål stiller spørgsmålet om gradualisme vs. abolitionisme i et interessant lys. Det første aspekt er, at vi kan konkludere, at man må gøre noget nu for at kunne nå et statsløst samfund i sidste ende. Det medfører, at der faktisk ikke er nogen overgangsperiode, eller hvad der faktisk er det samme, at enhver periode er en overgangsperiode. Det er vigtigt for voluntarister at gøre et seriøst forsøg på at flytte sig i retning af det statsløse samfund, men uden at ønske sig dets øjeblikkelige kommen. Dette kan kun opnås ved at folk i nuet opfører sig i overensstemmelse med deres endelige ideal. Idéen om et helt igennem frivilligt samfund er faktisk lige så meget en vejledning i nuet, som det er et fremtidigt ideal. Det er, hvad der menes med, at midlerne er målet bragt til handling.
Det andet aspekt ved indsigten om forholdet mellem midler og mål omhandler målet, der søges. Alle anarkister deler et lignende mål: Afskaffelse af staten. Dette mål bygger på deres vidt delte erkendelse af, at enhver stat pr. definition er krænkende. Men voluntaristernes mål stopper ikke ved statens aflivelse, og det adskiller dem fra alle andre anarkister. Vi kunne stadig have et samfund fuld af vold, selv hvis der ikke var en stat. Mennesker kræver et fredeligt samfund. (Man må stille spørgsmålstegn ved, at stater tilvejebringer sådan et samfund.) Men politisk lovgivning og statslig tvang er ikke den eneste måde, hvorpå man kan opnå en fredelig sameksistens.[6] Voluntarister ønsker et helt igennem frivilligt samfund, et samfund hvor mellemmenneskelige forbindelser bygger på gensidigt samtykke og frivillige handler. Dette er voluntarismens mål: Et system af frivillige forbindelser baseret på respekten for selvejerskab og ejendomsretlig retfærdighed. Det er dette fredfyldte mål, der får os til at gribe til ikke-voldelige midler.
IV. Den ikke-voldelige indsigt
Alle libertarianere og voluntarister erkender retten til selvforsvar, hvilket medfører retten til at beskytte sig selv og ens ejendom med de midler, der rimeligvis er nødvendige, mod vold eller truslen herom. Denne ret til at bruge vold mod aggressorer stammer fra vores ret til ejerskab over egen krop og ejendom. Vold er dog kun én slags modstand, som gør det muligt for os at opponere mod, bekæmpe og modarbejde de, der krænker vores rettigheder. Den ikke-voldelige indsigt gør os opmærksom på, at vi kan gøre modstand både gennem voldeligt og ikke-voldeligt selvforsvar. “Om man gør modstand via. voldeligt eller ikke-voldeligt selvforsvar, afhænger af angriberens natur.”
Voluntarister er ikke pacifister, da de anerkender individets ret til at bruge vold i selvforsvar. Alligevel bliver de ofte beskyldt for at være dobbeltmoralske, fordi de på den ene hånd taler for ikke-voldelig modstand mod staten, mens de på den anden hånd tillader brugen af vold mod den gemene kriminelle. Er staten selv ikke også blot en gemen kriminel, og er det så ikke også retfærdigt, når de, der får deres rettigheder krænket af staten, reagerer voldeligt? Kritikerne misforstår statens sande natur. Staten kan kun kendes ved dens institutionaliserede egenskaber, som gør den krænkende pr. definition. Dette adskiller staten fra den gemene kriminelle. “Vold kan rettes mod individer, men når det handler om staten, hvor skal volden så rettes hen?” Institutionelle foretagender kan aldrig røres af vold, for deres idéer bæres af folket, der udøver dem. Offentlige bygninger kan ødelægges og embedsmænd kan dræbes, men anstrengelserne vil aldrig nedbryde idéen om staten. Staten er i folkets sind, den er en idé, som ikke kan skades med vold. Idéer kan kun angribes af bedre idéer. Derfor er det ikke dobbeltmoralsk, når voluntarister tilskynder ikke-voldelig modstand mod staten. Den individuelle kriminelle er en rigtig person, mens staten er en idé, et institutionelt foretagende. Man fjerner derfor ikke staten på samme måde, som man forsvarer sig mod en gemen kriminel.[7]
Nogle anarkister og libertarianere siger, at brugen af vold, som under den amerikanske revolution, er retfærdig. Voluntarister har ingen kvaler ved at bruge vold i selvforsvar, men da de ser statens magt som et spørgsmål om legitimitet blandt folket, spørger de: “Hvordan kan legitimiteten angribes med vold?” Det er muligt, selvom de fleste nuværende stater har en militærmagt, der er oprørerens langt overlegen, at vi kan skaffe os af med netop denne stat med vold. Men selv hvis en lille, stærk minoritet fik afskaffet staten med vold, hvordan ville det påvirke den større majoritet, som stadig troede på statens legitimitet? Statens legitimitet kan kun tilintetgøres når et tilstrækkeligt antal personer ser statens handlinger i samme moralske lys, som de ser individets i. Hvis denne moralske ligestilling ikke nås, hvis delegitimeringen ikke gennemføres, så vil en voldelig revolution uvægerligt fejle, selvom den skulle være succesfuld i den første kamp. Fjernelsen af statens legitimitet må gå forud for den voldelige revolution, og når det sker, vil voldelig revolution ikke være nødvendigt. Under alle andre omstændigheder vil voldelig revolution blot resultere i udskiftningen af én stat for en anden.[8]
Voluntarister afviser også den demokratiske vej til ændring af samfundet. Ved at deltage i valgpolitik opnår man kun, at forstærke statens legitimitet. Politiske partier og deres forsøg på at opnå og beholde magten er inkonsistente med det endelige mål, som er et apolitisk samfund. At stemme, at stille op til valg og besidde politiske stillinger er alt sammen kontra-produktivt i forhold til det voluntaristiske mål: At delegitimere staten. (Endvidere må man stille sig nogle meget vigtige spørgsmål om sin personlige integritet, når man modtager statens løn og sværger at leve efter konstitutionen.) Alle sådanne forsøg på at opnå politisk magt er forsøg på at udøve magt over andre mennesker. Det er af præcist denne grund, at voluntarister ikke ser demokratiske midler som ikke-voldelig modstand.
Ikke-voldelige strategier søger at forene midlerne med målet, for kun ved overholdelse af det ikke-voldelige princip kan vi vise, at staten er den krænkende institution, som den faktisk er. Hvis voluntarister bruger vold, så er kampen om statens (il)legitimitet tabt, for da kan staten sige, at den blot forsvarer sig selv mod angreb. Men hvis vi i stedet indtager en totalt ikke-voldelig position, er staten tvunget til enten at ignorere os eller at bruge vold for at smide os i fængsel eller på anden måde straffe os. I begge tilfælde vinder voluntarismen. Det er det smukke ved ikke-voldelig modstand. Ved udelukkende at ty til fredelige midler, anspores den brede offentlighed til at se statens handlinger som voldelige og aggressive. (Dette har mange af dem svært ved at forstå gennem teoretiske argumenter, men når de ser bevæbnede mænd angribe mennesker, som ikke svarer voldeligt igen, er der ingen tvivl om hvem, der er aggressoren, og hvem der er den uskyldige.) På den anden side, hvis staten forsøger at ignorere vores modstand, må offentligheden i det store hele uvægerligt opmuntres af vores succes og endelig konkludere, at de også kan ignorere staten uden fare. Skulle staten forsøge at parere ikke-voldelig modstand med dens egne ikke-voldelige taktikker – så meget desto bedre. Faren for modstandskæmperne vil blive minimeret, og folket vil blive stadig mere modigt. Fordi voluntarister startede den ikke-voldelige modstand, bør de altid være i stand til at svare igen med mere sofistikerede fredelige midler.
V. Voluntaristisk modstand
Voluntaristisk modstand bygger på en epistemologisk afvisning af vold. William Godwin, anarkismens fader, slog dette helt fast. Som han sagde: Overvej konsekvensen af tvang. Den kan ikke overbevise, den er ikke et argument. At måtte ty til vold er den stiltiende indrømmelse af imbecilitet, fordi de, der bruger det mod andre, ville uden tvivl overbevise dem med argumenter, hvis de kunne. De bruger vold, fordi deres argumenter er svage. Når man bruger vold, indvilliger man i, at vold er den sikreste vej til at løse en konflikt. Det er det sandelig ikke. Vold og truslen om vold kan aldrig løse nogen af vores basale menneskelige problemer. Intet vigtigt er nogensinde blevet løst med vold. Voluntaristisk modstand er i bund og grund en overbevisningsproces, som holder en epistemologisk afstand til vold.
Voldelig revolution kan ødelægge gamle institutioner før folk er klar til nye. Voluntaristisk modstand kan, fordi det bygger på ikke-vold, ikke gøre dette. Folk vil kun acceptere ikke-voldelig modstand, når de er klar til det. Voluntaristisk modstand tillader folk at udvikle sig i deres eget tempo, det tillader modstanden at vokse efterhånden som uddannende aktiviteter oplyser folk om deres “frivillige slaveri”. Voluntaristisk modstand giver selvtillid, og folk opdager, at det ligger i deres magt at indrette deres liv, som de vil, og ændre på ældgamle institutioner.
Gene Sharp definerer “ikke-voldelig handling” som de metoder, der bruges i protester, modstand og ikke-voldelig intervention, hvor medlemmer af den ikke-voldelig gruppe gør eller nægter at gøre visse ting. Voluntaristisk modstand kan ganske enkelt beskrives som en forlængelse af konsekvenserne af den voluntaristiske indsigt til ikke-voldelig handling.
Voluntaristisk modstand er, som Gandhis Satyagraha, i bund og grund et spørgsmål om vilje. Styrke kommer ikke fra fysisk kapacitet, men fra en ukuelig vilje til at modstå. Sådan en målrettethed kan kun komme fra en indre overbevisning om, at man står for det rigtige. Voluntaristisk modstand er ikke så meget et spørgsmål om at drive volden tilbage, som det er om at oplyse dens bedragede ofre. Det er om at indprente en mental og moralsk opposition til tyranniet over en selv og andre.
Nogle vil måske sige, at voluntaristisk modstand kræver mere mod end at gribe til vold. Voluntaristisk modstand er en manifestation af både indre og ydre styrke. Gandhi udtrykte det godt, da han skrev:
“Ikke-vold betyder ikke en ydmyg overgivelse til det ondes vilje, men snarere at stille hele ens sjæl til kamp mod tyrannens vilje. Ikke-vold kommer ikke fra de svage, men fra de stærke.”[9]
Målet med voluntaristisk modstand er at afskaffe alle politiske magtstrukturer, og om det lykkes eller ej afhænger direkte af, hvorvidt det lykkes at delegitimere staten og få folk til at stoppe med at støtte den. Den primære strategi hviler på uddannelse (hvilket oplyser folk om statens ondskab) og på at overbevise store mængder af mennesker til at nægte at samarbejde med staten. Voluntaristiske modstandstaktikker søger at skabe situationer, der krystalliserer den offentlige mening og vende den imod staten. Voluntarister må strukturere konflikten med staten på en måde, så staten bliver holdt ansvarlig for de resulterende handlinger. Bred passiv modstand og massiv civil ulydighed præsenterer staten for et “modstå eller lad gå” dilemma. Hvis staten modsætter sig de voluntaristiske krav, vil den blive ansvarlig for dens egne undertrykkende handlinger. Hvis staten siger “lad gå”, vil den ikke blot tabe ansigt, men også politisk magt.
Derfor er det at overholde en streng ikke-voldelig linje den vigtigste ingrediens i voluntaristisk modstand, selv ansigt til ansigt med den skrækkeligste statslige brutalitet. Stater vil provokere ikke-voldelige modstandere til at udøve vold, så den kan retfærdiggøre deres egen undertrykkelse. Men hvis modstanderne i stedet forbliver tro til deres ikke-voldelige princip, må staten se endnu et dilemma i øjnene: At begrunde og forklare dens egen vold og tvang. “Dette forklarer, hvorfor alle stater har haft tendens til at fremhæve enhver voldelig tilbøjelighed blandt generelt ikke-voldelige modstandere.” Kun ved at holde fast i ikke-vold, kan den offentlige mening flyttes til voluntaristens side. Voluntaristisk strategi forbliver den samme, uanset hvor totalitær en natur staten måtte besidde, fordi strategien baseres på en grundlæggende indsigt i den politiske magts natur. Voluntaristisk modstand ønsker at berøve staten dens samarbejde med og opbakning fra folket, som dens magt i sidste ende afhænger af. Hensigten er at vinde sympati og opbakning fra de tredjeparter, som stiltiende støtter staten. Det afhænger ikke af at omvende medlemmer af den herskende klasse eller af bureaukratiet. Ligesom det ikke afhænger af en særlig form eller struktur i den politiske magt. “Den eneste hjælp en demokratisk ramme giver i forhold til en totalitær er at gøre processen lettere, eller i hvert fald mindre farlig for modstandsbevægelsen.”[10]
Den folkelige mening må, særligt blandt libertarianere, udvikles, så mange vil komme til at forstå deres eget potentiale for at underminere statsmagten. “Selv en magt, som på et givent tidspunkt kan virke uovervindelig,” bør ses som sårbar.[11] Frembringelsen af denne erkendelse skal spredes blandt et stort antal mennesker, som til gengæld vil deltage i kollektive handlinger baseret på voluntaristiske strategier. Dette kræver igen nøjagtig planlægning, træning og tilslutning til princippet om ikke-vold. Voluntarister må være dedikerede til at udvikle uddannelsesprogrammer og indprente den nødvendige vilje og solidaritet, der er nødvendig for en samlet og massiv modstand.
Gruppemodstand overkommer individets svaghed, når det konfronteres med staten. Både de protesterendes kvalitet og kvantitet er vigtig. Det sidste fordi det mindsker risikoen for, at en given enkelt person vil blive straffet eller udskilt, når vedkommende handler sammen med en stor gruppe mennesker. For det andet, jo flere protesterende, jo færre til at håndhæve herskerens vilje. For det tredje vil et stort antal mennesker i modstand få standpunktet til at virke mere troværdigt, fordi det demonstrerer potentiel styrke og indikerer, at mange ser rigtigheden i modstandsbevægelsens holdning. Der er flere forskellige måder, hvorpå en samlet modstand kan fokuseres for at konfrontere staten på dens svageste punkt. Men man må forstå, at selv et stort antal protesterende ikke er nogen garanti for succes. Kvantitet er ingen erstatning for dedikation til og loyalitet over for midler og mål. Voluntaristisk modstand involverer farer, både for den enkelte protesterende og gruppen, fordi det involverer nogle spændinger og kreativ konflikt. Der er altid risiko for, at man må dø for sagen. Som Martin Luther King sagde: “Man må være klar til at dø, før man kan begynde at leve.”[12]
VI. Systemisk revolution og historiens lektie
Voluntarisme er grundlæggende en statsundergravende filosofi, for den erkender, at fjenden ikke blot er de få mænd eller kvinder, som har politisk magt, men derimod hele det politiske system. Voluntarister indser, at en systemisk revolution kommer, når accepten af staten smuldrer – ikke ved vold. Voluntaristisk modstand forbyder politikernes handlinger ved at stoppe opbakningen. Voluntarister undgår at beslaglægge magten pga. den overhængende fare for korruption, men ikke desto mindre gennemfører de fundamentale ændringer. Voluntarisme er revolutionær i den forstand, at den medfører radikale forandringer, men den er ikke-revolutionær i den forstand, at den ikke bruger vold og magt.
Voluntaristisk modstand er grundlæggende en kontrol med magt frem for en form for magt; “en teknik begrænset til at begrænse og nedbryde magt”; ikke blot en ny gruppe mennesker, der kommer til magten.[13] Hvis staten kan bruges til at fjerne vores lænker, kan den også bruges til at lænke os på ny. Voluntaristisk modstand er meget mindre tilbøjelig til at medføre tyranni og undertrykkelse i dets kølvand, fordi voluntarister ikke ønsker at opnå magten for at reformere den. De frasiger sig magten for at ophæve den og prøver på den måde at harmonisere midlerne med målet.
Mens historien ikke kan fortælle os med sikkerhed, om en voluntaristisk bevægelse vil være succesfuld, så vil det dog gavne os at lære af historien. Det er muligt, at en ny stat vil opstå i kølvandet på en ikke-voldelig revolution, men hvis historien overhovedet kan lære os noget, så er det at enhver revolution, der brugte vold, før eller senere endte med at genetablere tyranniet, det startede med at vælte. Enhver ideologi, der har forsøgt at tæmme staten med vold, er endt med at blive dens tjener. Voldelige revolutioner ender altid med at forøge centraliseringen og totalitarismen. Under alle omstændigheder kan voluntaristisk modstand næppe gøre tingene værre, end de er.
Fra et voluntaristisk perspektiv har en stat kun magt til at påføre os det, vi ikke er stærke nok til at modstå. De mange århundreder med Kvækernes ikke-voldelige modstand beviser, at selv en lille, men seriøs gruppe af ikke-voldelige protesterende kan have en indvirkning på deres samfund, som er helt ude af proportioner med deres antal. Kvaliteten af deres modstand og deres evne til forsætligt at modsætte sig systemet er det, der tæller.
Spørgsmålet er ikke, om vores bestræbelser rent faktisk resulterer i et voluntaristisk samfund i vores livstid, men snarere hvordan vi forsøger at opnå dette prægtige mål. Voluntaristisk succes skal måles ud fra, hvor tæt man tilslutter sig midlerne. “Hvis man sørger for midlerne, vil målet sørge for sig selv.” Fra den individuelle voluntarists synspunkt kan bevægelsens succes eller fiasko ikke være den vigtigste overvejelse i det lange løb. Som Gandhi sagde, så må sandhedens søgere være forberedte på at frasige sig udbyttet af deres handlinger. Han tilføjede, at passiv modstand mod det onde er en pligt. Således argumenterede han for udførelsen af pligten uden hensyn til konsekvenserne.
Hvor mange af de russiske systemkritikere troede, at de ville have nogen som helst effekt på det kommunistiske system? Men forhindrede det dem i at gøre det rigtige? Som Vladimir Bukovsky, en af systemkritikerne, så sigende skrev:
“Vi havde lært den store sandhed, at det ikke var rifler, at det ikke var tanks, og at det ikke var atombomber, som skabte magten, og at det heller ikke var på dem, magten hvilede. Magten afhang af den folkelige lydighed, af viljen til at underkaste sig. Derfor reduceredes magten med 1/250.000.000, hver gang et individ nægtede at give efter for samme magt. …
Vi legede ikke med politik, vi forfattede ikke programmer for, hvordan folket skulle befries, vi oprettede ikke unioner. … Vores eneste våben var publicity. Ikke propaganda, men publicity, så ingen bagefter kunne sige: “Jeg kendte ikke sandheden.” Resten afhang af hvert enkelt individs samvittighed. Vi forventede ikke en sejr — der var ikke det mindste håb om at vinde. Men hver af os holdt fast i retten til at fortælle vore efterkommere: “Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Jeg bedragede aldrig min samvittighed.”[14]
Oversat af Lasse Birk Olesen, 2006
Fodnoter:
1. Mahatma Gandhi citeret af Gene Sharp, Gandhi as a Political Strategist With Essays on Ethics and Politics, (Boston: Porter Sargent Publishers, 1979), siderne 11, 33.
2. Gene Sharp, The Politics of Nonviolent Action (Boston:Porter Sargent Publishers, 1973), fra Part One, “Power and Struggle”, side 64.
3. Judith Stiehm, Nonviolent Power, ((Lexington: D.C. Heath and Co., 1972), side 65.
4. Mahatma Gandhi citeret af Gene Sharp, Gandhi as a Political Strategist, ibid. side 290.
5. Ronald Duncan, Selected Writings of Mahatma Gandhi, (Boston: The Beacon Press, 1951), siderne 242-243.
6. For en forklaring af hvorfor staten målrettet sammenblander begreberne “lov og orden” se John Hasnas, “The Myth of Law and Order,” The Voluntaryist, Hele nr. 123, 4. kvartal 2004, side 7, genoptrykt fra John Hasnas, “The Myth of the Rule of Law,” Vol. 1995, Wisconsin Law Review (1995), siderne 199-233. Se især sektion XII. Uddrag fra Hasnas’ originale artikel udkom også i The Voluntaryist, Hele nr. 97 og 98 (1999). Andre kommentatorer har bemærket, at samfundet kan eksistere uden staten og dens politimænd. Da Romerriget endelig sluttede i 476 e.Kr., “forsvandt staten, men samfundet fortsatte.” [Carroll Quigley, Tragedy and Hope, New York, The Macmillan Co., 1966, side 83.] “En stor del af den orden, der hersker blandt menneskeheden, er ikke et resultat af staten. Den stammer fra samfundets principper og menneskets naturlige indretning. Den eksisterede før staten, og den ville eksistere hvis den formelle stat blev afskaffet.” [Thomas Paine, Rights of Man (1792), Kap. 1, Bog 2.)
7. Hvis den nuværende amerikanske stat pludseligt skulle forsvinde, “ville den gængse amerikanske slavementalitet blot oprette et andet slavesystem [læs: stat].” [Franklin Sanders, The Moneychanger, oktober 1994, siderne 3-4.]
Ang. den institutionelle analyse af staten, se George H. Smith, “The Ethics of Voting”, The Voluntaryist, Vol. 1, nr. 1, 2 og 4. Der skal også sendes anderkendelse til Alan Koontz for at hjælpe med at udvikle disse idéer.
8. Francis Tandy, Voluntary Socialism, (Denver, af forfatteren, 1896), se kapitel XIII “Methods”, især siderne 186-188. Uddrag genoptrykt i Carl Watner (undertegnede), I Must Speak Out, San Francisco: Fox & Wilkes, 1999, siderne 57-61.
9. Mahatma Gandhi citeret af Gene Sharp, Gandhi as a Political Strategist, ibid., side 9, og af Duncan, Selected Writings, ibid., side 60.
10. Jerry Tinker, “The Political Power of Non-Violent Resistance: The Gandhian Technique”, 24 Western Political Quarterly (1971), siderne 775-788, se siderne 786 og 789. Genoptrykt som “The Power of Non-Violent Resistance,” i Carl Watner (undertegnede), I Must Speak Out, San Francisco: Fox & Wilkes, 1999, siderne 69-78.
11. Judith Stiehm, Nonviolent Power, ibid., side 68. Hvor mange folk forestillede sig nogensinde at Sovjetunionen ville kollapse?
12. Fred Shuttlesworth citeret af Martin Luther King, Jr., Why We Can’t Wait, (New York: New American Library, 1964), side 58.
13. Stiehm, ibid., side 71.
14. Vladimir Bukovsky, To Build a Castle – My Life as a Dissenter, (New York: Viking Press, 1977), siderne 33, 277.