Fornægtelse og myter i terrorkrigen

Den er svær at udrydde – meget svær at udrydde. Den opfattelse at terroristers angreb på USA kan forklares med misundelse og irrationelt had og ikke med, hvad USA gør i og mod verden – dvs. amerikansk udenrigspolitik -, lever i bedste velgående. Ilden brændte stadig intenst på Ground Zero, da Colin Powell erklærede: “Endnu engang oplever vi terrorismen, oplever vi terroristerne, mennesker, der ikke tror på demokrati…”1
George W. samlede det tema op og fortsatte med det. Han har været førende fortaler for det lige siden 11. september, hvor han med den ene eller den anden ordlyd gentagne gange har insisteret på, at “de mennesker hader Amerika, de hader alt det, vi står for, de hader vores demokrati, vores frihed, vores rigdom, vores sekulære regering.” (Ironisk nok hader præsidenten og John Ashcroft formodentlig vores sekulære regering mere end nogen anden.)
En af Bushs mange følgende udgaver af besværgelsen, som han brugte mere end et år efter 9-11, var: “De trusler, vi står overfor, er globale terroristangreb. Det er truslen. Og jo mere du elsker frihed, jo mere sandsynligt er det, at du bliver angrebet.”2 I september 2002 frigav det Hvide Hus en “National Sikkerhedsstrategi”, angiveligt hovedsageligt Condoleezza Rices værk, der omtaler de “slyngelstater”, der “sponsorer terrorisme over hele kloden; og som afviser grundlæggende menneskelige værdier og hader de Forenede Stater og alt, hvad de står for.”
Så sent som juli i år [2003, o.a.] udtalte Homeland Securitys talsmand Brian Roehrkasse, at: “Terrorister hader vores frihed. De vil ændre vores levevis.”3 Thomas Friedman, New York Times’ navnkundige udenrigspolitik-analytiker, ville sige amen til det. Terrorister har, skrev han i 1998 efter angrebene på amerikanske ambassader i Afrika, “ingen særlige politiske programmer eller krav. De bliver nærmere drevet af et generelt had mod USA, Israel og andre formodede fjender af Islam.”4 Denne fikse ide – at den øgede anti-amerikanske terrorisme ikke har noget at gøre med USAs udenrigspolitik – påstår jo egentlig, at USA altid er den forurettede uskyldighed i en svigefuld verden; en godsindet amerikansk regering passer fredeligt deres egne sager, men bliver provokeret til at tage ekstreme metoder i brug for at forsvare sit folk, sin frihed og demokrati. Konsekvensen heraf er, at der ingen god grund er til at ændre den amerikanske udenrigspolitik, og mange mennnesker, der ellers ville have vidst bedre, bliver skræmt til at støtte imperiets krige i den tro, at der ikke er noget valg udover uden nåde – eller endda uden beviser – at knuse denne irrationelle, internationale magt, der altid hader de Forenede Stater af hjertet.
Derfor blev Afghanistan og Irak bombet og invaderet uden de store bekymringer fra Washingtons side om, at dette meget vel kunne gå hen og skabe nye anti-amerikanske terrorister. Og sandelig; siden det først angreb på Afghanistan har der været snesevis af terrorangreb mod amerikanske institutioner i Mellemøsten, det sydlige Asien og stillehavsområdet – omkring et dusin i Pakistan alene: militære, civile, kristne og andre mål, der associeres med USA. Det seneste var den kraftige bombning af det amerikansk-bestyrede Marriott Hotel i Jakarta, Indonesien, stedet hvor den amerikanske ambassader afholder sine diplomatiske receptioner og 4. Juli-fejringer.
Ordet ‘terrorisme’ er blevet så misbrugt de seneste år, at det nu er almindeligt at bruge bare for at stigmatisere individer eller grupper, man ikke kan lide, med baggrund i enhver form for brug af vold. Men ordets raison d’etre har traditionelt været at viderebringe en politisk betydning, sådan noget i retning af: den overlagte brug af vold imod civile og ejendom med henblik på at skræmme eller tvinge en regering eller befolkning til fremme for et politisk mål. Terrorisme er dybest set propaganda, en meget blodig form for propaganda. Deraf følger, at hvis udøverne af en terrorhandling formulerer, hvad deres mål var, så har den formulering en vis troværdighed, uanset hvad man i øvrigt synes om målet og metoderne, der bruges til at opnå det.
Lad os undersøge nogle virkelige sager. Terroristerne, der var ansvarlige for bombningen af World Trade Center i 1993, sendte et brev til New York Times, der bl.a. erklærede: “Vi påtager os ansvaret for bombningen af den omtalte bygning. Denne handling blev udført som reaktion på den amerikanske politiske, økonomiske og militære støtte til terrorstaten Israel og resten af diktatur-landende i regionen.”5
Richard Reid, der forsøgte at antænde en bombe i sin sko, mens han var ombord på et American Airline-fly på vej til Miami i december 2001, fortalte politiet, at hans planlagte selvmordsangreb var et forsøg på at få et slag ind mod den amerikanske kampagne i Afghanistan og den vestlige økonomi. I en e-mail til hans mor, som det var meningen hun skulle have læst efter hans død, skrev Reid, at det var hans pligt “at hjælpe med at fjerne de undertrykkende amerikanske styrker fra de muslimske lande.”6
Efter bomberne på Bali, Indonesien, i oktober 2002, som ødelagde to natklubber og dræbte mere end 200 mennesker, fortalte en af de hovedmistænkte politet, at bomberne var “hævn” for, “det amerikanerne har gjort mod muslimer”. Han sagde, at han ønskede at “dræbe så mange amerikanere som muligt”, fordi “Amerika undertrykker muslimerne”.7
I november 2002 startede en båndet besked fra Osama bin Laden sådan her: “Vejen til sikkerhed starter med at ophæve aggressionen, og det er rimeligt at blive behandlet ens. [Terroristhandlingerne] er kun en reaktion og en lige behandling.”8 Det var samme måned, at Mir Aimal Kasi, der dræbte adskillige personer udenfor CIA’s hovedkvarter i 1993, fra dødsgangen proklamerede: “Det, jeg gjorde, var gengældelse mod den amerikanske regering” for den førte politik i Mellemøsten og støtten til Israel.9 Det er værd at bemærke, at udenrigsministeriet på det tidspunkt advarede om, at henrettelsen af Kasi kunne resultere i angreb mod amerikanere verden over.10 Der blev ikke advaret om angreb som resultat af udlændinges had og misundelse mod amerikansk demokrati, frihed, rigdom eller sekulære regering.
Ligeledes var der i dagene efter begyndelsen af de amerikanske bombninger i Afghanistan adskillige advarsler fra officiel, amerikansk side, om at man skulle være forberedt på gengældelseshandlinger, og under krigen i Irak annoncerede udenrigsministeret følgende: “Spændinger med baggrund i de nylige begivenheder kan øge den potentielle trussel mod amerikanske statsborgere og interesserne udenlands, herunder truslen fra terroristgrupper.”11
Et andet eksempel på, at Bush-regeringen har problemer med konsistent at fastholde deres simplificerede, fikse ide: I juni 2002, da en bilbombe eksploderede udenfor det amerikanske konsulat i Karachi, hvor flere end 60 mennesker dræbtes eller såredes, rapporterede Washington Post, at “officielle kilder udtaler, at angrebet sandsynligvis var udført af ekstremister, der var vrede på både de Forenede Stater og Pakistans præsident, general Pervez Musharraf, fordi han tog amerikanernes parti efter 11. september og stoppede støtten til Afghanistans herskende Taleban”.12
George W. og de øverste i hans regering tror måske selv – eller også gør de ikke – på det, de fortæller verden om motiverne for anti-amerikansk terrorisme, men som de sidste par eksempler har vist, så har andre embedsmænd sat spørgsmålstegn ved partilinjen i årevis. En undersøgelse fra forsvarsministeriet konkluderede i 1997: “Historiske data viser en stærk korrelation mellem amerikansk engagement i internationale situationer og en øgning af terroristangreb rettet mod USA.”13
Jimmy Carter udtalte i 1989 til New York Times:
“Vi sendte marinesoldater til Libanon, og du behøver bare at tage til Libanon, til Syrien eller til Jordan for på første hånd at opleve det intense had hos mange mennesker mod de Forenede Stater, der skyldes, at vi bombarderede og beskød og nådesløst dræbte totalt uskyldige landsbyboere – kvinder og børn og bønder og husmødre – i landsbyerne omkring Beirut. … Som et resultat af det … er vi blevet en slags Satan i øjnene på dem, der føler sig dybt krænkede. Det var det, der fremskyndede at vi fik taget gidsler, og det var det, der fremskyndede en del af terroristangrebene.”14
Colin Powell har også afsløret, at han ved bedre. I omtalen af de samme Libanon-episoder i hans erindringer fra 1995, foregriber han klicheerne om terrorister, der ikke tror på demokratiet:
“USS New Jersey begyndte at slynge 16-tommers granater ind i bjergene over Beirut på ægte anden verdenskrig-maner, som om vi var ved at blødgøre stranden på en eller anden stillehavs-atol forud for en landgang. Hvad vi har det med at glemme er, at andre folk vil reagere på den slags på samme måde, som vi selv ville gøre det.”15
Det efterfølgende terrorangreb mod den amerikanske flådes hovedkvarter i Libanon dræbte 241 ansatte i det amerikanske militær. Angrebet på Libanon er blot et af mange eksempler på amerikansk vold mod Mellemøsten og/eller muslimerne siden 1980’erne. Følgende situationer er også på listen:
nedskydningen af to libyske fly i 1981;
en militær og efterretningsmæssig udrustning af begge side i krigen mellem Iran og Irak i 1980-88, herunder materialer til kemisk og biologisk krigsførsel til Irak, så skaderne, som de to parter ville påføre hinanden, blev maksimeret;
bombningen af Libyen i 1986;
bombningen og sænkningen af et iransk skib i 1987;
nedskydningen af et iransk passagerfly i 1988;
endnu en nedskydning af to libyske fly i 1989;
massive bombardementer af det irakiske folk i 1991;
de fortsatte bombninger og sanktioner mod Irak i de næste 12 år;
bombningen af Afghanistan og Sudan i 1998, hvor sidstnævnte ødelagde en medicinsk fabrik, der stod for halvdelen af det forarmede lands medicinforsyning;
den sædvanlige støtte til Israel til trods for den rutinemæssige ødelæggelse og tortur, det påfører den palæstinensiske befolkning;
den sædvanlige fordømmelse af den palæstinensiske modstand mod dette;
bortførelsen af “formodede terrorister” fra muslimske lande, såsom Malaysia, Pakistan, Libanon, og Albanien, der bringes til steder som Egypten og Saudi-Arabien, hvor de bliver tortureret;
den store militære og højteknologiske tilstedeværelse i Islams helligste land, Saudi-Arabien, og andre steder i den persiske golf;
støtten til antidemokratiske mellemøstlige regeringer, fra Shahen til Saudierne.
“Hvordan reagerer jeg, når jeg ser, at der i nogle islamiske lande er et ætsende had mod Amerika?” spurgte George W. “Det skal jeg sige dig: Jeg bliver forbløffet. Jeg er forbløffet over, at der sådan en misforståelse af, hvad vores land står for, at folk hader os. Jeg er… som de fleste andre amerikanere, kan jeg bare ikke tro det, for jeg ved, hvor gode vi er.” 16
I hvilket omfang tror amerikanerne så på den officielle afkobling af sammenhængen mellem det, USA bedriver ude i verden, og den antiamerikanske terrorisme? En indikation på, at offentligheden i nogen grad er skeptiske, viste sig i dagene umiddelbart efter påbegyndelsen f bombardementerne af Irka den 20. marts i år. Luftfartsselskaber meldte nemlig senere om en kraftig stigning i antallet af afbestillinger af flyrejser og et kraftig fald i reservationerne af fremtidige flyrejser i netop de få dage. 17
I juni udgav Pew Research Center resultaterne af en meningsundersøgelse i 20 muslimske lande, der i endnu højere grad satte spørgsmålstegn ved den officielle afkobling af årsag og sammenhæng. Undersøgelsen afslørede, at de udspurgte personer havde en del mere “tiltro” til Osama bin Laden end til George W. Bush. Til gengæld “afslørede undersøgelsen en ringe korrelation mellem støtte til bin Laden og fjendtlighed over for amerikanske ideer og kulturelle produkter. Folk, der udtrykte en positiv holdning til bin Laden, værdsatte i lige så høj grad amerikansk teknologi og kulturelle produkter, som dem der var modstandere af bin Laden. Respondenter for og imod bin Laden afveg også kun i lille grad i deres synspunkter på dueligheden af vestligt-inspirerede demokratier i den arabiske verden.”18
Washtingtons måde at anskue de påståede drivkræfter for terrorismen manifesterer sig også i den nuværende, amerikanske besættelsespoltik i Irak. Krigsminister Donald Rumsfeld har erklæret, at der findes fem forskellige grupper, der udøver modstand mod de amerikanske tropper: Røvere, kriminelle, rester af Saddam Husseins styre, udenlandske terrorister og dem, der er under indflydelse af Iran.19 En amerikansk embedsmand i Irak fastholdt, at mange af dem, der skyder på de amerikanske tropper, bliver betalt mellem 20 og 100 dollars om dagen for at iscenesætte lynangreb mod de amerikanske soldater. “De er ikke begejstrede krigere,” sagde han. “De er bare folk, der ville prøve et par lykkeskud.”20 Med den slags udtalelser undgår det amerikanske embedsværk behændigt at beskæftige sig med tanken om, at dele af modstanden kunne bestå af irakiske borgere, der bare ikke bryder sig om at blive bombet, invaderet, besat og udsat for daglige ydmygelser og derfor viser deres vrede.
Nogle embedsmænd overbeviste dem selv om, at det hovedsageligt var loyale tilhængere af Saddam Hussein og hans to sønner, der stod bag de daglige angreb på amerikanere. Ved at fange eller dræbe ondskabens familie ville modstanden dø ud; et tocifret millionbeløb i dollars blev sat som dusør for oplysninger, der kunne føre til denne glædelige begivenhed. Derfor frydede drabet på sønnerne den amerikanske militærstab. Amerikanske militærbiler med højtalere kørte gennem de små byer og landsbyer for sprede budskabet om Husseins sønners død. “Koalitionsstyrkener har vundet en stor sejr over Baath-partiet og Saddam Hussein-regimet ved at dræbe Uday og usay Hussein i Mosul,” lød beskeden på arabisk. “Baath-partiet har ingen magt i Irak. Forsag Baath-partiet eller I er i stor fare.” Der blev opfordret til at embedsmænd i Hussein-styret meldte sig selv.21
Hvad derpå fulgte var flere dage med nogle af de mest drabelige angreb mod amerikansk mandskab siden guerrilla-krigen brød ud. Uanfægtet fortsætter amerikanske embedsmænd i Washington og Irak med at hævde, at uskadeliggørelsen af Saddam vil gøre kål på de antiamerikanske aktioner.
En anden udbredt måde at tilsløre terrorismens politiske rod er skyde skylden for skabelsen af terroristerne på fattigdom eller undertrykkelse fra de mellemøstlige regeringer (i modsætning til amerikansk støtte til sådanne regeringer). Den amerikanske udenrigspoltiks forsvarere bruger også dette argument for at vise, hvor oplyste de er. Som fx Condoleezza Rice:
“[Mellemøsten] er en region, hvor håbløsheden gøder jorden for ideologier, der kan overbevise lovende unge om ikke at stræbe efter en universitetsuddannelse, karriere eller familie, men i stedet efter at sprænge dem selv i luften og så mange uskyldige liv med i købet som muligt. … Vi må tage fat om problemets rod.”22
Mange på venstrefløjen bruger lignende ord, tilsyneladende ubevidste om, hvilken forvirring de er med til øge. Analysen forveksler terrorisme med revolution.
I lyset af de ovennævnte eksempler – og flere kan nævnes -, hvor amerikanske embedsmand røber sig og rent faktisk indrømmer, at terrorister og guerrillaer måske rent faktisk reagerer på oplevede tab og uretfærdigheder, så er det måske sådan, at George W. er den eneste sande troende i blandt dem – hvis han overhovedet selv tror på det. Måske ved lederne af det amerikanske imperie – i det mindste af og til, når de sidder alene i nattemørket – at alle deres retfærdiggørelser for at invadere Irak og Afghanistan og for deres “War on Terrorism” ikke er andet end historier for børn og naive voksne.
Embedsværket udtaler sig ikke for at fortælle sandheden. Det konstruerer historier for at forfølge sine interesser. Og i dette tilfælde er interesserne uimodståelige: skabelsen af det mest magtfulde imperie i historien, forgyldelsen af klassekammeraterne, remodeleringen af verden i deres eget ideologiske billede.
Som jeg har skrevet før: Hvis jeg var præsident, ville det kun tage mig et par dage at stoppe alle terroristangreb mod USA. For bestandigt. Først ville jeg undskylde – dybfølt og offentligt – til alle enkerne og de forældreløse, de forarmede og de torturede og alle de andre millioner af ofre for den amerikanske imperialisme. Så ville jeg erklære, at det var slut med de globale, militære interventioner. Jeg ville give besked til Israel om, at de ikke længere var stat nummer 51, men – mærkværdigvis – et andet land. Derefter ville jeg reducere de militære budgetter med 90% og bruge besparelsen til at udbetale erstatning til ofrene og reparerer alle skaderne fra de mange amerikanske bombardementer, invasioner og sanktioner. Der ville være penge nok. Et enkelt års militærbudget svarer til mere end 20.000 dollars for hver eneste time, der er gået siden Jesu fødsel. Bare et års budget. Det var hvad jeg ville gøre i løbet af mine første tre dage i Det Hvide Hus.
På den fjerde dag ville jeg sikkert blive snigmyrdet.
Noter:
1. Miami Herald, 12. september, 2001
2. Agence France Presse, 19. november, 2002
3. Washington Post, 1. august, 2003, s.4
4. New York Times, 22. august, 1998, s. 15
5. Jim Dwyer, et al., Two Seconds Under the World (New York, 1994), s.196; se også i udtalelsen i retten fra Ramzi Ahmed Yousef, som planlagde angrebet, New York Times, 9. januar, 1998, s.B4
6. Washington Post, 3. oktober, 2002, s.6
7. Washington Post, 9. November, 2002; Agence France Press, 23. december, 2002
8. Los Angeles Times, 13. November, 2002, s.6.
9. Associated Press, 7. november, 2002
10. Ibid.
11. Voice of America News, 21. april, 2003
12. Washington Post, 15. juni, 2002
13. US Department of Defense, Defense Science Board 1997 Summer Study Task Force on DOD Responses to Transnational Threats, October 1997, Final Report, Vol.1., s.31
14. New York Times, 26. marts, 1989, s.16
15. Colin Powell with Joseph E. Persico, My American Journey (New York, 1995), s.291
16. Boston Globe, 12. oktober, 2001, s.28
17. Washington Post, 27. marts, 2003
18. Ibid., 4 juni, 2003, s.18
19. Pentagon briefing, 30. juni, 2003
20. Washington Post, 29. juni, 2003
21. Ibid., 24. juli, 2003, s.7
22. Ibid., 8. august, 2003, s.13
Oversat af Thomas Stærmose, 2004.
Artiklen er oprindeligt bragt på killinghope.org i august, 2003.