Afsluttede Reagans oprustning virkelig den Kolde Krig?

I en kommentar i New York Times gentager professor Kiron Skinner de triumfatoriske republikaneres velkendte refræn, om hvorledes Ronald Reagans aggressive retorik og militære politik forbedrede det sovjetisk-amerikanske forhold og førte til afslutningen af den Kolde Krig.
Dette eventyr varmer måske hjerterne hos dem, som tror på virkningsfuldheden i militære oprustninger og krige, men det har liden lighed med virkeligheden.
I virkeligheden var det sovjetisk-amerikanske forhold lagt på is indtil tidligt 1985. Forfærdet af Reagan-administrationens atomoprustning og løse snak om atomkrig byggede den sovjetiske regering sin militære magt op. Den nye sovjetiske leder, Yuri Andropov, konkluderede, at “fred med imperialisterne kan ikke opnås ved at tigge om den. Den kan kun blive opretholdt ved hjælp af Sovjets væbnede styrkers uovervindelighed”. Som svar på USA’s opstilling af missiler i Vesteuropa i december 1983 afbrød Kreml forhandlingerne om våben-regulering, genoptog opstillingen af SS-20 atommissiler, som den ellers tidligere havde standset, placerede SS-23 atommissiler i Østtyskland og Tjekkoslovakiet og flyttede sine atomubåde tættere på USA’s kyster. Sent i 1984 indføjede Kreml i deres næste femårsplan en 45% stigning i militærudgifter.
Reagans tale i marts 1983 om “ondskabens imperium” blev i vid udstrækning bemærket af Sovjet, erindrer Vladimir Sliptjenko, på daværende tidspunkt et medlem af Sovjets generalstab. “Militæret, de væbnede styrker, brugte det,” tilføjer han, “som en grund til at begynde en meget intens forberedelse af en krigstilstand”. Endvidere “startede vi med at opføre vældig store strategiske øvelser… Disse var de første militærøvelser, hvor vi virkelig testede vores mobilisering. Vi testede ikke kun vores jordtropper, men også vores strategiske våben”. Derfor “var perioden, hvor vi blev kaldt ondskabens imperium, faktisk ret god og nyttig for militæret, fordi vi opnåede et meget høj militært beredskabsniveau… Vi øvede også på situationen, hvor en ikke-atomkrig bliver til en atomkrig.”
Sovjetiske ledere, bange for at Reagan-administrationen forberedte et atombombeangreb imod deres land, indledte næsten en atomkrig. I november 1983 under NATOs Able Archer-militærøvelser, blev den nervøse sovjetiske ledelse overbevist om, at et amerikansk atomangreb mod Sovjet – under dække af øvelserne – var undervejs. Derfor blev Sovjets atomstyrker alarmeret, kommandanterne gennemgik deres angrebsmissioner og atomvåben blev gjort parat til aktion. “Verdenen nåede ikke helt kanten på atombombens afgrund,” husker Oleg Gordievsky, en amerikansk efterretningsagent inden for KBG. “Men under Able Archer ’83 kom den […] frygteligt tæt på.”
Således mindes Anatoly Dobrynin, Sovjets ambassadør i USA gennem lang tid, det: “Effekten af Reagans hårde kurs var den præcis modsatte af hvad der var tilsigtet af Washington. Den styrkede dem i politbureauet, centralkomiteen og sikkerhedsapparaturet, som havde presset på for et spejlbillede af Reagans egen politik.”
I perioden op til tidligt 1985 var det Reagan, som begyndte en fuldstændig forandring af politikken. Reagan ankom til det Hvide Hus som en fanatisk fjende af Sovjet og som en standhaftig modstander af enhver aftale omhandlende kontrol og nedrustning af atomvåben forhandlet af hans demokratiske og republikanske forgængere. Ikke overraskende forlangte han og hans følge til at begynde med en massiv oprustning af atomvåben, og talte med glat tunge om at føre en atomkrig. Men medtaget af protester imod atomvåben, frustreret af Kongressen, plaget af urolige allierede og konfronteret med en forstokket sovjetisk ledelse blødgjorde Reagan sin hårde kurs. Hans administration åbnede forhandlinger om våbenkontrol og fulgte den uratificerede SALT II-traktats begrænsninger (som Reagan tidligere havde fordømt som “eftergivenhed”). Fra april 1982 begyndte Reagan offentligt at erklære, at “en atomkrig ikke kan vindes og må aldrig blive kæmpet.” Han tilføjede: “Til dem som protesterer imod atomkrig kan jeg kun sige: ‘Jeg er med jer!'”
Som disse sidste bemærkninger indikerer var Reagan alvorligt nervøs for den folkelige bevægelse imod atomvåbenkapløbet. I oktober 1983, i sammenhængen af de massive protester imod opstillingen af Euromissile, fortalte han hans forbløffede udenrigsminister: “Hvis forholdene bliver værre og værre, og våbenkontrol forbliver et stridspunkt, skulle jeg måske besøge Andropov og foreslå at eliminere alle atomvåben.” Den 16. januar 1984 gjorde han alvor af disse ord. På trods af indvendinger fra andre embedsmænd i administrationen, leverede han en bemærkelsesværdig tale til nationen, hvori han krævede fred med Sovjetunionen og en verden fri for atomvåben.
Kort fortalt konfronterede Reagan og sovjetiske embedsmænd hinanden ansigt til ansigt op til flere gange i perioden op til marts 1985, og det var Reagan der gentagne gange blinkede med øjnene.
Kun i marts 1985 med fremkomsten af Mikhail Gorbatjov fandt Reagan en sovjetisk leder, som var parat til at implementere et freds- og afrustningsprogram. Gorbatjov adskilte sig begribeligvis fra hans nærmeste forgængere, da han kom fra rækken af sovjetiske reformister, som favoriserede fred og demokratisering. Hvad der ikke er velkendt er, at Gorbatjovs idéer var dybtgående inspireret af den verdensomspændende bevægelse for atomafvæbning. Som han erklærede: “Den nye tænkning tog imod konklusionerne og kravene fra … det offentlige og det videnskabelige samfund, bevægelserne af fysikere, forskere og økologer, og forskellige antikrigsorganisationer.” Som følge deraf var Gorbatjov og hans inderkreds parate til at afvise den traditionelle “fred gennem styrke” som sovjetisk (og amerikansk) udenrigspolitik var baseret på. I de efterfølgende år overkom han og Reagan de hindringer, som høgene i begge lande havde opstillet, standsede atomvåbenkapløbet og afsluttede den Kolde Krig.
Hvis den modsatte version af disse begivenheder – den triumfatoriske version udbasuneret af professor Skinner – skal holde vand, må der utvivlsomt være nogle beviser for dette i sovjetiske kilder. Når alt kommer til alt er fundamentet af triumfatorernes sag, at Sovjetunionen overgav sig, da de blev konfronteret med USA’s militære “styrke”. Men på trods af de adskillige sovjetiske dokumenter som er blevet frigivet, de mange udtalelser som er blevet fremsat af tidligere sovjetiske embedsmænd, og erindringer der er blevet skrevet af tidligere sovjetiske ledere, så er der ikke fremkommet noget bevis for den triumfatoriske påstand.
Endvidere har tidligere sovjetiske embedsmænd gentagne gange afvist påstanden. Adspurgt om den amerikanske regerings hårde linje havde tvunget den sovjetiske regering til at blive mere forsonende svarede Aleksandr Yakovlev, en af Gorbatjovs øverste udenrigspolitiske rådgivere: “Det spillede ingen rolle. Ingen. Det kan jeg sige i dybeste ansvarlighed.” Arbatov, også en af Gorbatjovs centrale udenrigspolitiske rådgivere, kaldte forestillingen, at amerikansk militær oprustning hjalp med at forandre den sovjetiske politik for “absolut nonsens.” De sovjetiske forandringer, sagde han, “ikke bare modnede indenfor landet, men udsprang også inden i det.”
Dobrynin gav dog den amerikanske regering noget ære, men ikke for effektiviteten af dens militære styrke. “Hvis Reagan ikke havde opgivet hans fjendtlige position overfor Sovjetunionen,” husker den sovjetiske diplomat, “ville Gorbatjov ikke haft mulighed for at lancere sine reformer og sin ‘nye tænkning'”, men “ville være presset til at fortsætte hans forgængeres konservative udenrigs- og indenrigspolitik.” Da Gorbatjov blev spurgt om den triumfatoriske påstand, fremført i George H.W. Bush’ præsidentkampagne i 1992, svarede han simpelt: “Jeg kan forestille mig, at det er nødvendige ting i en kampagne. Men hvis idéen bliver taget seriøst, så er det en meget stor vildfarelse.”
Skal vi tro på illusioner? Igennem flere årtier har amerikanske regeringsembedsmænd, historikere og de højlærde fortalt os, at Kennedy-administrationens militære mobilisering under Cuba-krisen førte til dens fredsfyldte opløsning. Lige pludselig afslørede amerikanske nøgleembedsmænd, at krisen blev overkommet takket værd amerikanske indrømmelser. Nu er høgene igen travle med at fylde os med triumfatoriske fantasier omkring afslutningen på den Kolde Krig. Skal vi ikke føle en smule skepsis omkring denne proces, specielt når – som i Professor Skinners tilfælde – det åbenlyst anvendes til at retfærdiggøre den nuværende amerikanske udenrigspolitik?
Oversat af Johan Espersen, 2005.
Artiklen blev oprindeligt bragt hos History News Network i januar 2004.