[Redaktionel note: Denne artikel er tidligere bragt i Berlingske Tidende som en kommentar til demonstrationerne den 17. maj]
Vi, som er samlet her i dag – den 17. maj – for at protestere imod regeringens umenneskelige og dybt usympatiske politik, er for de flestes vedkommende unge mennesker, som aldrig har bidraget til statskassen, og som kun render rundt her og ter os for at slippe for nogle kedelige timer i naturfag og dansk. Alligevel føler vi os kaldet til at råbe vagt i gevær! Fagbevægelsen og de ellers normalt kedelige duksedrenge og -piger i elevrådet har givet os en anledning til at lave rav i gaden, så det gør vi. Dagens optøjer er baseret på følgende fem programpunkter.
1. De, som er samlet her i dag, er dem, som har demonstreret, at de ikke interesserer sig for at lære noget, og som derfor med størst sandsynlighed ikke vil være i stand til at gennemføre en videregående uddannelse på normeret tid. Derfor vil de blive ramt af regeringens forslag om at beskære SU’en, hvis de fjumrer for meget rundt i uddannelsessystemet. Vi kræver derfor, at de foreslåede forringelser i SU’en skrinlægges for stedse, så også fremtidens Fætter Guf-typer uforstyrret kan tilbringe årtier i uddannelsessystemet, uanset hvor lavt dets faglige standard måtte falde.
2. Vi insisterer ligeledes på, at de af os, som er så dårligt opdragede og så ringe motiverede, at vi ikke engang kan bestride et ufaglært arbejde, skal have ret til fuld dagpengesats, så den naive og arbejdende befolkning fortsat kan finansiere, at vi forfølger vore virkelige interesser: Sony Playstation, fester og DVD-film. Vi anerkender i høj grad, at den socialdemokratiske regerings beskæring af dagpengeretten for unge under 25 år i 1990’erne resulterede i, at langt flere fik et arbejde eller en uddannelse, og det er præcis denne forfærdende udvikling, vi vender os imod.
3. For de af os, som trods alt måtte få en løs tilknytning til arbejdsmarkedet, og som pga. for mange smøger, fed mad og sofasidning vil blive nedslidte, kræver vi, at staten tilvejebringer en uhindret og ubeskåret ret til at gå på efterløn allerede som 60-årige. Det kan godt være, at vore forfædre har arbejdet 45 timer eller mere om ugen i et forfærdende arbejdsmiljø, og at de kun fik en brøkdel af vore dags lønninger for det, men de var lavet af et andet stof, og vi er i dag ikke vant til hårdt arbejde. Vi hverken kan eller vil lægge skjul på, at vi er svæklinge, som ikke skammer os ved at kræve at leve af andres retmæssigt erhvervede indkomst.
4. Vi kræver endvidere, at antallet af praktikpladser øges, selvom arbejdsgivere ikke ser nogen stor fordel i at oplære unge mennesker med særlige interesser for Sony Playstation, fester og DVD-film. Det er en menneskeret at være uinteresseret i arbejdslivet, og vi føler intet behov for at gribe i egen barm ved at anlægge en såkaldt moden attitude, der kunne være i overensstemmelse med ukurante bourgeois-værdier som selvrespekt og flid. Hvis arbejdsgiverne ikke vil, må staten gribe ind med statsstøttede ungdomsværksteder, så vi kan få tiden til at gå, og så vi har et sted at stjæle kontorartikler.
5. Siden regeringen indførte den forfærdelige starthjælp til flygtninge i Danmark, har vi set et meget stort fald i antallet af asylansøgere. Hvis vi ikke passer meget på, vil det med tiden betyde, at kun driftige flygtninge kommer til Danmark, og selvom mange af disse ikke kan et ord dansk og har været udsat for tortur og alverdens modgang, er vi bange for, at sådanne vil være bedre kvalificerede til at bestride de arbejdspladser, som er relevante for os, der er her i dag. Vi kræver derfor, at starthjælpen afskaffes.
Ovenstående fem programpunkter er for os så vigtige, at vi hellere vil stå her og fryse i stedet for at tilegne os viden i de for skatteydernes penge opvarmede lokaler eller at levere en god dags arbejde, ligesom vore overmenneskeligt stærke forfædre.
Krævernes manifest
