Masser af råderum

Siden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister har vi fået lovet skattelettelser, hvis der kunne skabes et råderum herfor. I disse år svulmer de offentlige finanser, og bureaukrater og politikere boltrer sig i vore penge, som fulde sømænd på orlov i Amsterdams Red Light Distrikt. Den offentlige sektors budgetter overskrides rutinemæssigt, og det har ingen konsekvenser for de implicerede.
Det er sandt, at regeringens Forårspakke rummede skattelettelser, men disse var små og må i omfang sammenlignes med et afsuttet bolche, som var blevet tabt på et beskidt gulv. Som skatteydere må vi derfor sidde tilbage med en dårlig smag i munden, mens vi ufrivilligt finansierer den såkaldt borgerlige regerings skørlevned. Siden Anders Fogh Rasmussens tiltrædelse i 2001 er de løbende skatter og afgifter steget med ikke mindre end 120 milliarder kr. – dvs. over 18 procent!
I 1993 sagde Anders Fogh Rasmussen om den socialdemokratiske finanspolitisk, at pengene fossede ud af statskassen. Richard Mikkelsens “Dansk Pengehistorie” (Danmarks Nationalbank, 1993) og Danmarks Statistiks 10-års oversigt (2005), viser, at de offentlige finansers overskud – den såkaldte DAU-saldo – som pct. af BNP i mindst 45 år aldrig har været større end nu. Faktisk er det nuværende overskud større end det af statsministeren omtalte underskud i 1993, hvorfor vi med statsministerens egne ord kan konkludere, at pengene nu fosser ind i statskassen.
I både nationaløkonomisk, internationalt og historisk perspektiv står råderummet faktisk og skriger regeringen ind i hovedet. Men hvad bruger regeringen så vore penge på? Den er travlt optaget med at lefle for Dansk Folkepartis vælgere ved at øde flere penge væk på stærkt umoralske ordninger som efterlønnen og ældrechecks. Den nye store femårsplan fra statsministerens polit-bureau befaler desuden, at vi nu skal satse på at udvikle videnssamfundet med store offentlige investeringer i forskning og udvikling, som efter al sandsynlighed kun vil give et lille men usikkert afkast.
Danske virksomheder skriger i disse år efter både kvalificeret og ukvalificeret arbejdskraft fra både ind- og udland. Men 900.000 danskere i den arbejdsdygtige alder finder det ikke umagen værd at arbejde frem for at lade sig passivt forsørge gennem statens ran, og mange dygtige udlændinge ønsker udelukkende at arbejde her på kortfristede kontrakter, som tillader en skatteprocent sammenlignelig med andre landes. Var skatterne og overførselsindkomsterne lavere, ville flere finde det umagen værd at tage et arbejde.
Det er desuden stærkt ironisk, at de ekstremt høje, danske skatter betyder, at den procentuelle forøgelse i ens livsindkomst ved at tage en videregående uddannelse er blandt de laveste i verden. Gevinsten ved at dygtiggøre sig og tilegne sig viden, som kan udgøre en løftestang i det såkaldte videnssamfund er derved kunstigt lav som følge af skatterne.
Regeringens visioner om Danmark som videnssamfund vil derfor aldrig materialisere sig, hvis ikke specielt indkomstskatterne sættes ned og incitamentet til at tage et arbejde og tilegne sig viden forbedres. Man bliver trods alt ikke meget klogere af at lade sig passivt forsørge, og den sparsomme viden, man måtte tilegne sig, kommer ikke for alvor i spil, hvis man ikke har en professionel berøringsflade med arbejdsmarkedet, som kan kommercialisere denne viden.
Regeringen står med en historisk mulighed for at bryde den onde cirkel med evigt stigende skatter. Det er nu, hvor de offentlige finanser tillader det, at man skal sænke marginalskatterne. Det er nødvendigt helt at afskaffe både top- og mellemskat, og det er vanskeligt at forestille sig noget initiativ, som i højere grad ville sikre Danmark i den internationale konkurrence.