Den tidligere serbiske republik, Montenegro, har i dag i en folkeafstemning med 55 pct. flertal besluttet, at den vil løsrive sig fra Serbien og opnå selvstændighed. Dette er af flere årsager en nyhed, som bør fejres.
For det første vil det efter al sandsynlighed skabe større vækst i Montenegro. Små stater har ikke tilstrækkeligt sofistikeret arbejdsdeling til, at de kan opretholde tåbelig regulering og skadelig protektionisme i forhold til deres omverden. Deres omkostningsniveau vil ganske enkelt stige for meget, og levestandarden vil falde, hvis det prøves. De bliver med andre ord nødt til at adoptere udenrigshandel baseret på frihandel og ikke-intervention.
For det andet er indbyggerne i mindre stater typisk mere mobile og har lettere ved at tilpasse sig andre lande, fordi deres sprogområde typisk er mindre, og fordi sprogkundskaber og kendskab til samhandelslandes kultur mv. er en nødvendighed. Derfor bliver herskerne i små nationer nødt til at opretholde love, som er tilstrækkeligt attraktive til, at deres indbyggere (og dermed skattegrundlag) ikke forsvinder til andre lande, som tilbyder mere tålelige vilkår. De montenegrinske frihedsrettigheder vil derfor efter alt at dømme blive styrket som følge af den nyvundne selvstændighed.
For det tredje er det et ekstremt sundt princip, at store statssammenslutninger, som rummer mindre nationer, tillader (eller bliver tvunget til at acceptere), at de mindre enheder har mulighed for løsrivelse, hvis de er utilfredse med der service og det skatteniveau, som tilbydes dem. Hvis der er noget, politikere og bureaukrater hader, er det at afgive magt. Og dét, at flere hundredetusinde eller millioner af skatteobjekter forsvinder fra éns jurisdiktion er i allerhøjeste grad udtryk for afgivelse af magt. Derfor vil politikere og bureaukrater, hvor løsrivelse er en realistisk trussel, være disciplineret af, hvad der historisk set har været det eneste virkningsfulde middel imod demokratiets indbyggede tendenser til megalomani.
For det fjerde skaber løsrivelse fred. Serbiske nationalister med stormagtsdrømme må nu (ser det ud til) definitivt vinke farvel til tanken om at dominere Montenegro med serbisk kultur og sprog gennem statsstyring af skolevæsen, museer, kulturpolitikken osv. Montenegrinere lades dermed i fred og kan dyrke deres egen kultur i fred. En kilde til politisk spænding er dermed fjernet.
I det hele taget vil en verden af små nationer, kun bundet sammen af frivillig og ureguleret handel, være et ulig bedre sted at leve end den nuværende, hvor kæmpesammenslutninger af nationer og kulturer som EU, USA, Kina, Mexico, Rusland dramatisk øger både økonomiske og sociale omkostningen ved at flytte et andet sted hen, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet. Det er ikke noget tilfælde, at lande som Liechtenstein, Monaco, Hong Kong, Singapore, Macau og Andorra er langt rigere og friere (eller for de europæiske nationers vedkommende: har bevaret de friheder, som generelt var europæere til del for blot 100 år siden) end resten af verdens lande.
Idealsamfundet for klassisk liberale er i virkeligheden langt tættere på de tyske og Italienske småstater og fyrstendømmer før midten af 1800-tallet, end eksempelvis USA og Storbritannien, som typisk holdes frem som liberale samfund. Vi må arbejde hen imod oprettelsen – eller snarere opsplittelsen – af tusindvis, titusindvis eller endog hundredetusindvis af småstater eller blot samfund i skarp indbyrdes konkurrence om at tilbyde deres borgere bedst mulig service for prisen (skatten, hvis der skal være en sådan). Disse samfund vil være økonomisk og handelskulturelt integrerede i ureguleret frihandel i hidtil uset omfang, og de vil derfor sameksistere på fredelig vis.
Læs i øvrigt min Løsrivelse, frihed og lokalisme.
Her er nogle andre Liberator-artikler om emnet.
Tillykke til Montenegro!
