Velfærdsstaten: Perversiteternes holdeplads

På forsiden af Børsen stod i dag at læse, at hver anden af Beskæftigelsesministeriets 133.000 jobsøgende i den såkaldte Jobnet CV Bank reelt ikke er interesserede i et arbejde. Virksomhederne rapporterer, at positive tilkendegivelser til de jobsøgende ofte ikke besvares. Dansk Industri har tidligere foretaget en undersøgelse blandt medlemsvirksomheder, som viste, at 40 pct. af virksomhederne var uenige i, at Arbejdsformidlingen anviste motiverede ansøgere.
I Danmark har vi mindst 900.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder (eksklusive studerende) på offentlige overførselsindkomster. Hvor mange af disse er reelt interesserede i at tage et arbejde og forsørge sig selv? Det er der sikkert mange, der er, men der er også mange, for hvem det gælder, at den marginale gevinst ved at tage et arbejde er meget lille eller ligefrem negativ, når man tager diverse bortfalende offentlige ydelser med i betragtning. Derfor er der nok endnu flere, som reelt ikke er interesseret i at taget et arbejde.
I TV2 Nyhederne i aftes kunne man se et indslag om de mange danske virksomheder, som skriger på arbejdskraft. For at kunne klare sig i konkurrencen og yde en god service til deres kunder, leder eksempelvis callcentre nu efter handikappede til at fylde de arbejdspladser, som vore dovne landsmænd er uinteresserede i. På få år er andelen af virksomheder, som ansætter handikappede ifølge indslaget steget fra 12 pct. til 17 pct. Bemærk, at det igen er private virksomheder, som igen er medvirkende til at øge livskvaliteten og levestandarden for en udsat gruppe. Ikke pga. statslig regulering (selvom visse støtteordninger sikkert er involveret), men i højere grad som følge af regulær profitmaksimering.
Dette må da være vor tids største paradoks (eller perversitet): Her har vi hundrede tusindvis af sunde, raske mennesker i den arbejdsdygtige alder, som er arbejdsløse, og som indirekte eller direkte hævder, at de ikke kan få et arbejde – samtidig med, at virksomhederne tager stumme, hjerneskadede eller på anden vis handikappede mennesker ind for at dække manglen på arbejdskraft.
I øvrigt er dette et godt eksempel på, hvad kapitalakkumulation gør for et land. Som levestandarden, specialiseringen og arbejdsdelingen øges og rafineres, øges også arbejdskraftens produktivitet, mens udbuddet af arbejdskraft ikke øges tilstrækkeligt hurtigt. Det medfører, at arbejdsgivere konkurrerer om at tiltrække arbejdskraften, hvorfor lønnen stiger, og lavere kvalificeret arbejdskraft også kan blive efterspurgt.