Krigens andet offer

I introduktionen til “War and the Intellectuals” (1964) – en samling af Randolph Bournes tekster – forklarer redaktøren Carl Resek meningen bag Bournes berømte udtryk, ‘War is the Health of the state’, der blev udtalt som svar på Amerikas deltagelse i 1. verdenskrig. Resek skriver: “I sin rette sammenhæng betød udtrykket, at bevidstløs magt vokser ud af krig, fordi krig nedbryder et folks moralske skelet og i særlig grad fordærver dets intellektuelle.” (s. vii) Bournes berømte syv-ords-slogan, der opstod som en reaktion på 1. verdenskrig, indeholder en indholdsmæssig kompleksitet, der ofte overses af dem, der bruger det. For at forstå dets kompleksitet, er det nødvendigt at undersøge den teoretiske kontekst, udtrykket opstod i.
Staten, Myndighederne og Samfundet
Bourne hævder, at i fredstid skænker størstedelen af befolkningen ikke staten mange tanker, men bekymrer sig i stedet om myndighederne, forstået som de praktiske, daglige “institutioner og funktioner” staten består af. Bourne definerer myndigherne som “rammerne for administrationen af lovene og statens magtanvendelse. Myndighederne er ideen om staten omsat til praktisk brug i hænderne på identificerbare, håndgribelige og fejlbarlige mennesker.” (s. 69)
I fredstid beskæftiger folk sig med myndighederne (som posthuset eller de offentlige skoler) snarere end de institutioner, der rummer statens grundpiller (fx Højesteret). De folk, hvis jobs udgør myndighederne, såsom postarbejderne og folkeskolelærerne, føler ikke, der er noget helligt over deres arbejde. De er, hvad Bourne kalder “almindelige, uhellige folk”. Selv de, der er valgt til offentlige embeder, indgyder normalt ikke til særlig beundring, men er som regel “ikke til at skelne fra flertallet”. Den egalitære indstilling er en del af USA’s arv som en republik, hvor stat og kirke er adskilt. Derfor sker det i fredstid, at “fornemmelsen for staten stort set glider ud af folks bevidsthed”. (s. 66) Folk rejser sig måske nok for nationalsangen på stadion, men de har kun få praktiske årsager til at bekymre sig om staten.
Den amerikanske stat er mere et begreb end en fysisk realitet. Det er den politiske struktur grundlagt af den amerikanske revolution, som virkeliggøres af den amerikanske forfatning og the Bill of Rights. Myndigheder kommer og forgår, men staten forbliver essentielt den samme. Det er staten, ikke myndigheder, der indgyder følelser som ærefrygt og patriotisme i dens borgere, fordi staten anses for at være helliggjort af historien og af folkets vilje. Det er til begrebet Den Amerikanske Stat – og ikke nogen særlig regering, republikansk eller demokratisk – at folk sværger deres troskab med hånden placeret på hjertet.
Et andet nødvendigt element til at forstå, hvad ‘Amerika’ er, er begrebet “samfundet”, som Bourne referer til som “nationen” eller “folket”. Samfundet er fællesmængden af ikke-politiske faktorer, der udgør livet i Amerika, herunder: karakteriske holdninger, fælles overleveringer og litteratur, en fælles historie, en særlig etnisk sammensætning, de herskende kulturelle normer. Disse ikke-politiske faktorer er dem, der adskiller det amerikanske samfund fra det kinesiske eller franske samfund. De udgør ‘the American way’. I fredstid identificerer de fleste sig mere med samfundet end med myndighederne. Eksempelvis definerer de fleste oftere sig selv i henhold til en befolkningsgruppe, en religion eller en etnisk afstamning end i henhold til et politisk parti.
I modsætning til myndighederne er samfundet ikke en statslig udformning – det kan heller ikke eksistere fredeligt sammen med staten, da de to begreber strider mod hinanden. I essayet “The State”, observerer Bourne, at “Folket [samfundet] er et begreb, der handler om fred, tolerance, om at leve og lade leve. Men staten er i bund og grund et begreb, der handler om magt og konkurrence; det kendetegner en gruppe ved dens aggressive sider. Og vi lider den ulykke af at blive født ind i ikke blot et folk, men også en stat, og når vi vokser op, lærer vi at blande de to følelser sammen til en håbløs forvirring.” (s. 68)
En opsummering af Bournes foreløbige argument: I fredstid identificerer folk sig med samfundet, agerer i relation til myndighederne og beskæftiger sig kun lejlighedsvist med den helliggjorte stat. Grænserne mellem de tre begreber, eller institutioner, er dog ikke klart trukket op.
Krigens betydning
Bourne definerer krig som den ultimative statshandling, den mest “aggresive side” af en gruppe, som ikke kunne eksistere uden staten. “Krig er en statslig funktion”, skriver han, “og den kunne ikke finde sted udenfor sådan et system”.
Bourne hævder, at krig udvisker de grænser, der skiller staten fra myndighederne og samfundet, i en sådan grad, at de praktisk talt forsvinder ud af de flestes bevidsthed. Tændt af stærke følelser mister patrioten “enhver fornemmelse for at adskille stat, nation og myndigheder.” (s. 67) Bourne beskriver processen således: “Patriotisme dominerer følelserne og skaber øjeblikkeligt en intens og håbløs forvirring i de forhold, som påhviler og burde påhvile individet i forhold til det samfund, han er en del af.” Derfor bliver “hver enkelt borger, som i fredstid ikke havde nogen rolle i hvilken han kunne forestille sig selv som et udtryk for eller en levende del af staten, en aktiv repræsentant for myndighederne, der angiver spioner og opposition og arbejder for øgede midler til myndighederne eller udbredelsen af de forholdsregler, det offentlige betragter som nødvendige.” (s. 70)
I krigstid bliver stat og myndigheder praktisk taget identiske, så det at kritisere myndighederne nu betragtes som en disloyal handling over for staten. For eksempel: Selv om det at kritisere den siddende præsident er en ret, der regelmæssigt udnyttes af stort set enhver amerikaner, bliver en sådan kritik en landsforræderisk handling, når den samme præsident netop har erklæret krig. Bourne forklarer, at “…indvendinger mod krigen, lunkne holdninger om nødvendigheden eller det smukke i værnepligt bliver underlagt grusomme straffe, der i alvorlighed klart overgår dem almindelige, virkelige forbrydelser underlægges.” (s. 70)
Krigens betydning for ‘samfundet’ er endnu mere dramatisk. Bourne skriver, at “…normalt iklæder nationen i krigstid sig ensartede følelser – et hierarki af værdier, der kulminerer ved det ubestridte statsideal – som ikke på nogen måde kunne skabes gennem andre virkemidler end krig.” I stedet for at udleve fredstidsidealet, ‘lev og lad leve’, overtager samfundet statens principper som “en gruppe” der handler som “dens aggressive sider” byder. (s. 71)
Dette er den teoretiske betydning af ‘War is the Health of the State’. I fredstid kendetegnes folk først og fremmest af det omgivende samfund, ligesom de vekselvirker med myndighederne og bekymrer sig kun lidt om staten. I krigstid vendes hierarkiet og magtfordelingen mellem disse begreber på hovedet. Myndighederne smelter sammen med staten, og samfundet underlægges dem begge.
Individet i krigstid
Hvad sker der for individet i den proces, hvor samfund og myndigheder bliver domineret af staten? I fredstid handler et individ i følge hans egen overbevisning for at sikre, hvad han tror er i hans egen interesse, hvilket normalt inkluderer at skabe velstand og sikkerhed for familien samt at bruge tid på unikke interesser, fx en hobby. Individerne agerer fredsommeligt i samfundets rammer uden nogen nødvendig koordinering, fordi handlingerne stammer fra fælles ønsker (som at overvære en fodboldkamp eller udveksle varer for penge) uden noget tab af individuel valgfrihed.
I krigstid bliver individerne til det, Bourne kalder “flokken”. Hvad han mener med det, beskriver han således: “Staten er den organisering af flokken som bruges til at handle offensivt eller defensivt overfor andre flokke, der er tilsvarende organiseret.” (s. 69) Bourne anerkender ganske vist, at flokken ikke repræsenterer en følelsesmæssig enhed, men kan indeholde et bredt spekter af følelsesmæssige og intelektuelle reaktioner på krigens begivenheder såvel som selve krigen. Ikke desto mindre: “Gennem en genial blanding af smiger, agitation og trusler bankes flokken ind i geled og omdannes til en mekanisk enhed, hvis ikke ligefrem til en åndelig enhed.” (s. 82)
Ligesom grænsen mellem stat og samfund udviskes, så sker det samme for grænsen mellem stat og individ. Staten forsøger at udnytte det frie valgs kraftfulde magt ved at appellere til folkets patriotisme og ved at opfordre dem til at tage “valget” og lade sig indrullere eller på anden måde støtte krigsbestræbelserne. Normalt følger individet trop, for i “en nation i krig identificerer den enkelte borger sig med helheden og føler sig vældigt styrket heraf.” (s. 71) Men hvis individet foretager det forkerte valg – valget ikke at lade sig indrullere eller samarbejde i overensstemmelse med krigstidens forholdsregler – så afslører staten, at det frie valg aldrig virkelig var i spil. “På engang får man både at vide, at man frivilligt bør tilslutte sig militærets institutioner, som et storslået offer for landets velbefindende, og at hvis man ikke gør, vil man blive jagtet og straffet på forfærdeligste vis…” (s. 82)
Normalt gør individet ikke oprør mod denne massive overtrædelse af rettigheder, fordi han betragter staten, især krigstid-staten, med, hvad Bourne kalder “et stort element af rendyrket, underdanig mysticisme”. Bourne sammenligner denne mysticisme med den reaktion, der ofte afgives i forbindelse med religion. “Ligesom kirken er mediet for menneskets åndelige frelse, betragter han staten som mediet for politisk frelse.” (s. 69) Den patriotiske følelse, som får dem, der hylder flaget på stadion, til at knibe en tåre, bliver forstørret (nogle ville sige ‘forvrænget og udnyttet’) af krigstid-staten, så individerne indordner sig. Styrket af fællesskabsfølelsen ophører folk med at være individer og bliver i stedet statens borgere. Den, der er uenig og forbliver et individ, føler sig “forladt og hjælpeløs”, mens de, der tænker og gør som de andre i flokken, opnår “den varmende fornemmelse af lydighed, den lindrende uansvarlighed af at være værnet om.” (s. 73)
Altså, “et folk i krig bliver i den mest bogstavelige forstand lydige, respektfyldte og tillidsfulde børn igen, fulde af den naive tro på den alvise og almægtige voksne, der tager hånd om dem…” (s. 74) “Denne storslåede flok-maskine” fungerer gennem “en fuldstændig ubeskrivelig sammenblanding af demokratisk stolthed og personlig frygt”, der får indviderne, der udgør flokken, til at “underkaste sig ødelæggelsen af deres levebrød, hvis ikke ligefrem deres liv, på en måde som tidligere ville have forekommet dem ligeså ubehagelig som usandsynlig.” (s. 82) Individet bliver som et “barn på ryggen af en gal elefant”, som han hverken kan styre eller forlade og derfor er tvunget til at ride på, indtil den stopper af sig selv.
Dette er også en betydning af ‘War is the Health of the State’: Krig betyder død over individualismen.
Konklusion
Bournes tekster om modstanden mod den første verdensskrig, skrevet da han arbejdede på the New Republic, er ikke typisk anti-krig-litteratur. Kun i meget lille grad kritiserer han specifikke politikker. Han dvæler ikke ved ‘Slagter-regningen’, der opremser de døde soldater og civile. Han langer ikke ud efter profitterne hos det militær-indistruelle kompleks, der dengang kollektivt var kendt som ‘kuglestøberne’. Bournes tekster støder til ved at angribe retfærdiggørelsen af krig ved at vise, hvordan det fører til samfundets moralske kollaps ved at fjerne de principper for fredelig sameksistens, som samfundet bygger på.
Kort og godt adresserer Bourne de moralske konsekvenser krig har på et efterkrigens samfund, der har forladt individualisme til fordel for “flok-maskineriet”. Han argumenterer overbevisende for, at efterkrigens Amerika ville blive gjort moralsk, intellektuelt og psykologisk fattigere. Med dette mente Bourne ikke, at fredstidens Amerika ville lide under det øgede bureaukrati, som ikke ser ud til nogensinde at vende tilbage til niveauet før krigen. Mange andre historikere har fremhævet den pointe. Bourne adresserede en mindre håndgribelig, men velsagtens væsentligere, omkostning ved krig. Som for eksempel at efterkrigstidens Amerika ville blive belemret med intellektuelle, der havde “glemt at den virkelige fjende er krig, snarere end et imperialistisk Tyskland.” (s. 13) Ved at gøre første verdenskrig til en hellig krig blev det intellektuelle og psykologiske fundament lagt for fremtidige tilfælde af, hvad han kaldte “overklassens sport” – den globale konflikt.
Oversat af Thomas Stærmose, 2004.
Artiklen offentliggjordes første gang i The Freeman, juli 1999. Læs også Bournes artikel War is the Health of State
Randolph Bourne (1886-1918): Amerikansk krigsmodstander under den første verdenskrig. Født i Bloomfield, New Jersey, og ansat på magasinet The New Republic. Da hans artikler imod krigen efterhånden blev for meget for det pæne borgerskab, var det kun magasinet The Seven Arts, der turde at trykke hans artikler. Venner og familie brød sig ikke om hans skriverier – ligesom staten, der skyggede ham og anholdt ham og konfiskerede hans manuskripter. Selv nåede han aldrig at se mellemkrigstidens USA, da han døde kun seks uger efter våbenstilstanden i 1918 af den hærgende influenza-epidemi, der fulgte i kølvandet på krigen.
Se desuden The Randolph Bourne Institute