Der er ingen tvivl om, at velfærdsstaten har medført en markant ændring i vores måde at tænke på. Efter 1960’erne har de intellektuelle stået i kø for at fortælle os, at vi ikke har noget ansvar for vore handlinger. Forbrydere skulle ikke længere straffes, for “de var jo blot et resultat af uheldige omstændigheder” (miljøet). De uproduktive, de dovne og simulanterne skulle kompenseres for deres manglende lyst til at arbejde, og succesfulde mennesker skulle brandbeskattes, fordi “andre havde mere brug for pengene”.
De svageste blandt os i dag er i højere grad er optaget af, hvordan de kan opføre sig uansvarligt og dårligt nok til, at de kan kvalificere sig til offentlige overførsler, end hvordan de kan komme videre i deres liv og sørge for, at deres børn ikke kommer i samme situation. Hvis de selv har kunnet klare sig og have en nogenlunde anstændig levestandard, hvorfor skulle de så lære af deres situation, og hvorfor skulle deres børn så ikke kunne klare sig på tilsvarende vis?
Løgne, manipulation og forstillelse overfor offentlige myndigheder såvel som ens private omgangskreds er desuden nødvendige for at kunne bevare overførslerne og illusionen om, at man er faktisk (lovgivningsmæssigt) og moralsk berettiget til at leve af at nasse på andre. Disse mennesker bliver nødt til at anskue andres succes som ufortjent og tilfældigt, fordi alt andet ville udstille deres selvbedrag på smertelig vis. Det er ubehageligt at nå frem til en erkendelse af, at man har valgt forkert stort set hver gang, man traf en væsentlig beslutning i sit liv. Det er ligeledes ubehageligt at skulle erkende, at forskelle i indkomster og formuer ikke blot kan være er resultat af tilfældigt tildelte talenter, men at flid og langsigtet planlægning rent faktisk tæller. Det er derimod langt lettere at tage de intellektuelles sirenesang til sig: det er ikke min skyld og jeg har ret til andres penge.
Vi er blevet mere kriminelle og respekterer i mindre grad andres ejendom og personlige integritet. Vi taler grimt til hinanden i offentligheden og tager ikke hensyn i trafikken, i elevatoren eller i køen i supermarkedet. “Road Rage” og “Happy Slapping” er blandt de nyeste eksempler på uciviliseret og uacceptabel opførsel, som har fundet vej til vore breddegrader fra specielt England, som fik en velfærdsstat to årtier før os, og hvor en endnu større andel af de intellektuelle har stået i kø for at fortælle os, at der ikke er nogen rigtig eller nogen forkert måde at leve sit liv på.
Ultimativt set har de ledende intellektuelle i Vesten de seneste årtier tilstræbt en delvis dyriskgørelse af befolkningen. Det kan godt være, at man i intellektuelle øjne ikke må dræbe og spise hinanden som på savannen i Afrika – med dyriskgørelse mener jeg i højere grad, at intellektuelle har forherliget de tendenser og den kultur, som lagde vægt på at følge sin intuition og sine drifter. At “leve i nuet” er et folkeligt udtryk for denne disciplin. Langsigtet planlægning, sparsommelighed og stræbsomhed bliver efterhånden betragtet med mistænksomhed eller som et håndgribeligt bevis på, at man har fået en mærkelig opdragelse af dårlige forældre. Sociale konventioner hæmmer ifølge de intellektuelle vor udvikling og selvrealisering – derfor skal de brydes uden hensyntagen til deres værd.
I det hele taget er den moralske diskussion om det gode liv i dag død. Den døde med accepten er, at hvad der er godt for dig er at følge dine drifter. Idet man ikke kan diskutere, hvad der er individets drifter (det ved kun individet), er diskussionen om det gode liv blevet meningsløs. Vel findes der masser af offentlig diskussion om, hvor vigtigt miljøet er, og hvor tolerante vi skal være over for mærkelige mennesker, som blot følger deres drifter og kulturer. Vel hersker der i offentligheden en konsensus om, at det er dårligt at være racist (og det er det). Men (pseudo)diskussionen om det gode liv handler i højere grad om, hvordan disse nye prioriter kan afspejles i opdragelsen af vore børn end, hvordan vore børns karaktertræk kan styrkes, så de kan lære at tænke selvstændigt og respektere andre mennesker samtidig med, at de forkaster venstrefløjens vision om et personligt ansvarsvakuum i en gigantisk velfærdsstat.
Også vor hjemlige politiske elite og dens intellektuelle venner har efterhånden i mange år ført en kamp mod middelklasseværdierne, som i ethvert samfund står som garant for samfundets langsigtede potentiale. Med velfærdsstaten indførtes en række direkte og indirekte angreb på middelklassens institutioner i form af sociale overførsler til alle, som brød ud af middelklassens kerneinstitution, familien.
Eksemplerne på familieundergravende statsregulering er mange. SU-støtten og gratis uddannelser mindsker børns afhængighed af forældres kapital og velvilje. Støtte til enlige mødre øger incitamentet for faren til at forlade forholdet eller forpligte sig yderligere gennem et ægteskab. Statspension mindsker ældres afhængighed af deres børn. Store statslige overførsler til vuggestuer, børnehaver og fritidshjem mindsker den tid, som bedsteforældre og forældre ville have med deres børn, hvis de selv skulle betale for noget tilsvarende (og kunne slippe billigere i skat).
Indførelsen af disse reguleringer har sammen med den intellektuelle elites sirenesang gradvist ændret vor måde at tænke på. I dag handler det derfor mere om os selv og vore drifter frem for om vore børn og vor familie. Den britiske psykiater, Theodore Dalrymple, har arbejdet med velfærdsstatens produkter (de svageste grupper) i britiske forstæder i flere årtier. Hans kommentarer om patienternes tænkemåder er dybt deprimerende og burde få det til at risle koldt ned ad ryggen på de fleste. Læs hans “Life at the bottom” eller “Our Culture, What’s Left of it”.
Som et symbol og symptom på den familieødelæggelse, som engelske (kulturradikale) intellektuelle og den britiske velfærdsstat har skabt citerer Dalrymple eksempelvis en britisk moders forklaring til sin søn om, hvorfor hun nu lever med en anden mand: ”He was a better fuck than your dad”. Muligvis. Men kan man synke dybere end at bruge dette som en forklaring til sin egen søn? Denne kultur er ved at komme til Danmark, den er blot en anelse forsinket i forhold til England, fordi de har haft en velfærdsstat i længere tid end vi.
Mens vi i Danmark i mange årtier har været forskånet for materiel depravation, skal den åndelige fattigdom således nok cementere sig som et resultat af velfærdsstaten inden for det næste årti. At den allerede er her i form af høje tidspræferencerater og en nærmest ufattelig egoistisk selvcentrering, vidner følgende notits fredag den 10. marts i Urban om:
“Lysten til at lade børnene arve er stort set ikke til stede blandt de ældre. De tårnhøje formuer skal gå til forbrug, mener otte ud af ti danskere. Det fremgår af en analyse, som Epinion-instituttet har udarbejdet for dagbladet Børsen. Således mener 81 procent af danskerne, at de vil leve deres drømme ud i pensionsalderen og kun i mindre grad vil efterlade arv. Dermed er der kun 17 procent, der vil efterlade en god arv til deres børn og børnebørn.”
Engang satte almindelige danskere en ære i, at deres børn og børnebørn havde en arv at se frem til ved ens bortgang. De fleste danskere efter 68-generationen har sikkert arvet et eller andet på et eller andet tidspunkt, men det er åbenbart ikke nok for dem. De vil hellere fyre det hele af på en gang og lade kommende generationer passe sig selv. 68’erne og de kommende to-tre generationer vil hellere leve i nuet, skøjte videre til det næste, ”gode knep” og lade deres børn vokse op i splittede familier uden at kunne se frem til en arv. Akkurat som dyr – eller måske endda værre? Ænder er trods alt monogame…
Tankeløs hedonisme
