Først så bliver Arla udsat for en boykot i de muslimske lande, hvilket foreløbigt har kostet et trecifret millionbeløb i tab. En boykot hvor Arla er helt uskyldig, da de jo ikke kan stilles til ansvar for nogle tegninger i en dansk avis, men det blev de altså. Arla prøver så at vinde nogle af sit marked tilbage med nogle annoncer der fastslår at Arla respekterer de muslimske værdier, fair nok kunden har jo altid ret.
Men så er det også galt. For nu opfordrer danske kvindeorganisationer til boykot af Arla, fordi de mener at Arlas respekt for de muslimske værdier, er det samme som at Arla blåstempler kvindeundertrykkelse. De danske kvindeorganisationer har ellers ikke været særligt flittige til at kritisere undertrykkelsen af muslimer i Danmark, men pludseligt ser de altså muligheden for at hævde sig overfor Arla.
Arla er også blevet sat i forbindelse med beskyldninger mod Dansk erhvervsliv om, at man for at få kontrakter i muslimske lande lover ikke at handle med Israel. En metode som Arla selv har brugt mod konkurrenter, idet Arla i nogle tilfælde har krævet at butikker ikke måtte sælge mælk fra andre mejerier. Det viste sig i øvrigt senere at Arla ikke havde lavet sådanne aftaler omkring Israel.
På grund af Arlas størrelse sidder Arla på næsten hele markedet for mejeriprodukter i Danmark. Der er således mange som bare rent principielt vælger konkurrerende produkter. Mange vælger også Arla fra, fordi man ikke vil støtte storkapitalen. Men Arla er jo egentligt ikke storkapitalen, Arla er et andelsselskab ejet af bønder og er demokratisk opbygget, kan det være mere rigtigt (bortset fra at det er bønder der ejer Arla).
Arla er blevet den største prygelknabe i dansk erhvervsliv og den virksomhed som alle ynder at fremhæve når de vil vise at de handler ind efter deres overbevisning. Og når de så har vist flaget overfor Arla, så opfører de sig ellers som normale forbrugere og køber de billigste og bedste produkter uanset hvem der har produceret dem – og hvordan.
Arla har fået sig et klart image problem, som det er svært at komme ud af som det er nu. Et af problemerne er ejerformen. På grund af den demokratiske opbygning, kan det være svært at få lavet en stærk ledelse der kan lægge en målfast kurs. Derfor kan Arla ikke lægge sig fast på om det skal være et producent selskab der tjener mælkeproducenternes interesser, eller om det skal være et erhvervsselskab der tjener egne interesser.
Andelsformen var god da mejerierne startede for over 100 år siden, og den gav producenterne en økonomisk fordel. Man fik en større del af profitten ud til bønderne, og samtidigt fik man opbygget et forædlingsapparat der forøgede varernes værdi. Men i takt med udviklingen steg behovet for større og større enheder, og her var det at andelsselskaberne skulle have opløst sig selv og solgt til private investorer, der bedre kunne agere på et privat marked. Resultatet i dag er at man har et mejeri og et slagteri i Danmark, hvilket gør at der ikke er nogen konkurrence i forhold forbrugerne. Men heller ikke til producenterne, der er reelt kun et selskab man kan sælge sine produkter til hvorfor man er afhængig af den afregning det politiske system i andelsselskabet dikterer.
Men at sælge et andelsselskab til private, det ville jo være uh så forfærdeligt og et knæfald overfor kapitalen. Alligevel så ser mange skævt til Arla fordi de ser den som en del af storkapitalen.
Stakkels Arla
