Militærhumanisme: En moralsk umulighed

Konceptet “hellig krig” har fået et nyt udtryk i den senere tids politik omkring “militærhumanismen” indført af USA og FN. For eksempel er bombningen af Serbien og den militære besættelse af Bosnien blevet retfærdiggjort ved hjælp af det meget omtalte ‘behov’ for at forhindre etniske udrensninger i regionen.
Det bekendtgjorte motiv bag disse militære aggressioner var betragtet som så helligt, at standardprotokollerne for internationale konflikter – så som krigserklæringer eller territorielle aggressioner fra fjendens side – blev forsværget. Alligevel er protokoller essensen af hellig krig, især som konceptet er blevet udviklet i den katolske teori om “retfærdig krig”.
I århundreder har religiøse tænkere kæmpet for at løse den tilsyneladende uoverensstemmelse mellem princippet “Du må ikke slå ihjel” og en krigs fremgangsmåde. Løsningen som blev frembragt, blev udtrykt gennem forskrifter som skulle bedømme om en krig var retfærdig(gjort) eller ej.
Hvad konstituerer en retfærdig krig?
Den kristne etik og klassisk liberalisme har i deres tilgang til krig meget tilfælles – de opstiller nemlig begge en teoretisk struktur i hvilken det er forkert at skade uskyldige personer. Derfor er det interessant at benytte sig af grundstrukturen i den kristne teori om retfærdig krig, for at kaste lys på spørgsmålet; “er en retfærdig krig mulig for dem som afviser at skade uskyldige mennesker?”.
I sin bog “War and Conscience” laver præsten Allen Isbell en liste over flere konventionelle forudsætninger som en retfærdig krig skal imødekomme. De indeholder: krigen skal være en sidste mulighed; den skal have en retfærdig oprindelse; den skal have berettigede mål; den skal udtrykke et rimeligt niveau af styrke; den skal føres af en egnet autoritet mod en egnet fjende; udførelsen skal være retfærdig; og den skal have løftet om en gavnlig sejr. Kort sagt forsøger en retfærdig krig ikke blot at opnå et forsvarligt formål, den er også udført med retskafne midler.
Disse protokoller for en ‘retfærdig krig’ indfanger fornemmelsen af hvad ‘retfærdig’ sædvanligvis betyder. ‘Krig’ kan defineres som en konflikterklæring af en stat imod en anden i hvilken den forpligter befolkningen og resurserne under dens myndighedsområde til fjendtligheder imod modstanderens befolkning og resurser. (Historikeren Jeffrey Rogers Hummel har observeret, at hver stat faktisk erklærer krig imod tre fjender: den anden stat; den anden stats befolkning; og dens egne dissentierende borgere.)
Definitionen af ‘retfærdig’ er mere kompleks. Overvej nogle af forudsætningerne.
1. Krigen skal have en retfærdig oprindelse
Brug af magt er kun retfærdiggjort som svar på aggression – altså i selvforsvar eller i forsvar for en uskyldig tredje part. Endvidere skal korrekt styrke rettes imod dem som har initieret eller forlænger aggressionen i det uendelige. Dette er en individualistisk indstilling. For at være præcis er rettighederne som bliver brudt gennem aggression individuelle rettigheder, snarere end brud på kollektive rettigheder som ellers traditionelt fører til krig, for eksempel overtrædelse af territorial suverænitet. Ikke desto mindre er det muligt at forestille sig en krig bryde ud gennem en massiv overtrædelse af individuelle rettigheder.
Et praktisk problem rejser sig dog øjeblikkeligt. Forudsætninger nødvendige for at vurdere retfærdigheden af en krigs oprindelige – så som tid, al relevant information, afgørelse af en neutral part – er sjældent tilgængelige på det tidspunkt som krigen er erklæret. En krig kan måske blive afgjort som ‘retfærdig’ når man ser tilbage, men dette er sammenligneligt med at holde en fair rettergang efter en skyldig anklaget er blevet henrettet.
2. Krigen skal være en rimelig reaktion
Ligesom man ikke skyder folk for trafikforseelser, så skal niveauet af krigens styrke være passende til den mødte aggression. Den skal ikke være mere end hvad der er nødvendigt for at beskytte de individuelle rettigheder og ejendomme.
Spørgsmålet omkring hvad der udgør en rimelig reaktion bliver kompliceret af tilstedeværelsen af stater, som kræver et monopol på al krigspolitik, inklusiv evnen til at opføre sig rimeligt. Faktisk tilraner staten sig retten til at definere hvad der er rimeligt. For eksempel vil en pacifist, som tror, at ikkevoldelig modstand er den mest rimelige beskyttelse imod aggression, ikke få lov til at opføre sig rimeligt ifølge hans definition. Ikke desto mindre er det stadig muligt at forestille sig en krig med retfærdige oprindelser som involverer et rimeligt niveau af styrke som reaktion.
3. Krigen skal føres af en egnet autoritet mod en egnet fjende
Hvis ethvert menneske har retten til selvforsvar, så kan ingen retmæssigt tage den fra ham. Hvis en stat handler på vegne af de individer som indvilliger sig i at placere deres rettighed til selvforsvar i statens hænder, så har staten egnet autoritet til at erklære krig. Men den har ingen ret eller autoritet til at gøre det på vegne af alle de folk som ønsker fred. For eksempel havde USA under 2. Verdenskrig ingen autoritet til at erklære krig på vegne af de amerikanere med tysk, italiensk eller japansk herkomst, som forståeligt nok nødigt ville engagere sig i konflikten.
Af hensyn til hurtig argumentation, så lad os antage, at krigen er erklæret imod en egnet fjende. Dette efterlader os med to kategorier imod hvem staten også erklærer krig – den anden stats befolkning og dens egne dissentierende borgere. Kan dette blive gjort med egnet autoritet?
Hvad angår dem som dissentierer indenfor statens egne grænser, så udelukker den underliggende antagelse om en ‘retfærdig krig’, at man må angribe nogen som ikke har brugt magt selv. For at gøre det kort, så er det aldrig rimelig brug af magt at gennemtvinge en enighed med ellers fredelige folk.
Hvad angår folket i en fjendtlig stat, så er enhver krigshandling nødt til at skelne imellem den uskyldige og den skyldige for at skåne førstnævnte for skader. En retfærdig krig er nødt til at undgå masseødelæggelsesvåben og skal føres på en måde som minder om det 19. århundrede, hvor civile var vant til at tage på udflugt ved siden af slagmarken, overbevist om, at militæret på begge sider ville respektere forskellen mellem civile og kombattanter. Dette ville kræve en ekstrem svækkelse af den aktuelle altgennemtrængende nationalisme, som klassificerer folk efter lande og bruger denne klassifikation som en definition af uskyldighed eller skyldighed.
4. Krigens udførelse skal være retfærdig
Denne pointe er i nogen grad overflødig, men alligevel værd at fremhæve på grund af moderne våbens manglende evne til at skelne mellem den uskyldige og den skyldige. Det er sagt, at så længe våben er sigtet imod gyldige mål, så er bombningen af fjendtlige byer velbegrundet. Kort sagt er beskadigelsen af uskyldige undskyldt som værende utilsigtet, altså som “følgeskadevirkninger”. Dette argument rammer ved siden af. Selvom den skade, som er påført de uskyldige, muligvis ikke er en tilsigtet konsekvens af bombningen, så er den alligevel til at forudse. Det er ikke et uheld som kan tilgives, men en kendt og forudsigelig konsekvens af en handling. Endvidere indebærer krig, i modsætning til et uheld, at man nægter erstatning til de uretfærdigt tilskadekomne på den tabende side. Hvis nogen med forsæt handler på en måde som vil skade uskyldige folk og nægter dem erstatning, kan han ikke efterfølgende gemme sig bag ved det faktum, at det ikke var hans primære mål.
Nogle argumenterer for hensynsløse våben på baggrund af utilitarisme. Altså, hvis en stat er villig til at bruge bomber, må andre reagere på samme måde eller blive ødelagt. Dette argument er måske sandt. I så fald er det en grund til enten at undgå krig eller etik, som fordømmer skade på uskyldige.
Andre hævder, at når dit liv er truet, så har du retten til at reagere defensivt selv hvis det betyder at skyde ind i en menneskemængde efter aggressoren. Ansvaret for den utilsigtede skade ligger hos aggressoren. Hvis dette argument er gyldigt, rejser et interessant matematisk spørgsmål sig. Hvor mange forbipasserende er du retfærdiggjort i at skade i selvforsvar? 2, 20, 1000? Hvad hvis aggressoren er i en bygning – kan du sprænge den i luften i selvforsvar? Hvis ikke, hvorfor? Alt i alt, lige så snart princippet om at undgå at skade uskyldige er opgivet, hvordan udregner du hvilket nummer, der er acceptabelt? I krig omfatter udregningen de millioner af folk, som lever i en fjendtlig stat. At bombe dem er sammenligneligt med at henrette en menneskemængde for at ‘ramme’ aggressoren i deres midte.
Det forudgående er blot et fåtal af de protokoller ifølge hvilken man skal evaluere om en krig er retfærdig. Og ved hvert spørgsmål overvejet er muligheden for et sådan fænomen i stadig større udstrækning blevet fjernt i en sådan grad, at det er blevet utænkeligt.
Det frie markeds alternativ til krig
Heldigvis sørger en rig historie af anti-krigsteori for et alternativt middel til at sikre den internationale fred. Den klassisk-liberale Richard Codben udtrykte kernen af denne analyse, da han sagde, at der burde være så meget trafik blandt verdenens folk som muligt og så lidt som muligt mellem regeringerne. Denne vision fører til en verden med både frihandel og isolationisme, hvori individer handler frit med hinanden ubebyrdet af statslige ambitioner og konflikter.
Desværre blev det klassiske liberale syn på krig ramt af et virkeligt dødsstød af Første Verdenskrig. I virkeligheden aftog hele traditionen som et resultat af statens vækst og desillusioneringen forårsaget af denne globale omvæltning. Klassisk libertarianisme pådrog sig tilsvarende skade, fordi dens tilgang til krig var en uløselig del af dens teori om stat og samfund.
Da folk vendte sig mod staten for at løse konflikter, vendte folk sig ironisk nok bort fra den eneste sociale mekanisme som kunne sikre et fredsfyldt samfund: det frie marked.
En af de mest sigende redegørelser for hvordan økonomisk frihed kan eliminere vold imellem individer og nationer blev udarbejdet i 1733 af filosoffen Francois Marie Arouet de Voltaire i et værk, der bærer titlen “Breve angående den engelske nation.” “Brevene” var skrevet som skulle de forklare det engelske samfund til en ven tilbage i Frankrig. Voltaire var særlig interesseret i hvordan tolerance snarere end åben konflikt var fremherskende i England. Han valgte religiøs tolerance, som sit fokus, på grund af de blodsudgydelser religiøse forskelligheder havde fremkaldt i Frankrig.
Det 5. brev afviste idéen om, at den engelske regering havde noget som helst at gøre med det engelske samfunds fredelighed. I virkeligheden billigede politik i høj grad spænding, ikke tolerance, eftersom “ingen kan beklæde et embede i England eller i Irland medmindre han er trofast anglikaner.” I det 6. brev beskrev Voltaire, hvordan det fredsfyldte samfund var en ægte fremstilling af det frie marked. Han observerede; “gå ind på Børsen i London, et sted mere ærværdigt end mange domstole, og du vil se repræsentanter for alle nationer samlet der til menneskehedens fortjeneste. Der handler jøderne, muhamedanerne og de kristne med hinanden som var de af samme religion, og reserverer benævnelsen hedning til dem som går fallit.”
Engelsk handel etablerede en social arena, hvori folk handlede med hinanden udelukkende for deres egen økonomiske nytte, og derfor ignorerede uvedkommende faktorer såsom den anden parts religiøse overbevisning. På gulvet af Londons børs vejede den kristnes og jødens økonomiske egennytte tungere end fordomme, som ellers måske havde forårsaget vold.
Voltaire udvalgte til ros præcis det samme aspekt ved handel, som Karl Marx senere ville fordømme. Markedspladsen var upersonlig eller – i en mere negativ term – dehumaniserende. De ophørte med at være individer, som udtrykte deres menneskehed, og blev i stedet ombyttelige enheder, som købte og solgte. For Voltaire var handlens upersonlige natur dens store styrke. Den tillod folk at ignorere splittende faktorer, som historisk set havde sprængt samfund og fremkaldt krig imellem nationer.
Endvidere blev freden skabt af handel udvidet langt hinsides det øjeblikkelige køb og salg. Som Voltaire formulerede det; “umiddelbart efter de forlader disse fredelige og frie forsamlinger [på Londons børs] går nogle i synagogen, andre søger efter en lille én…” Til syvende og sidst “er alle tilfredse”, fordi de har nydt godt af det. Alle er fredfyldte, fordi de venter sig lignende gavn i fremtiden.
Til sidst
Historisk set har krig været retfærdighedens antitese. Den får folk til at vende tilbage til en Hobbesiansk naturtilstand, i hvilken alle er i krig mod alle. Imidlertid – også historisk set – har der været bremser, som kunne blive anvendt for at beskytte samfund imod åbne konflikter. Et eksempel på en sådan bremse har været nødvendigheden for, at en præsident sikrer sig Kongressens billigelse før han erklærer krig. En af de mest foruroligende tendenser inden for den nuværende krigsførelse er nedbrydningen af disse værn mod konflikt.
Under protektion af – nogle vil sige forklædt som – FN var det muligt for USA militært at ødelægge områder af Europa, som ikke havde begået fredsbrud imod dem. Denne død og ødelæggelse blev fuldført i retfærdighedens navn. Skønt den blev udført på en måde, som ikke tillod de spørgsmål, der er nødvendige for at fastsætte hvorvidt en krig er retfærdig eller ej. Desuden har krigen og den efterfølgende besættelse ødelagt den eneste chance, som den etnisk mangfoldige region har for fred: Det frie marked.
Oversat af Johan Espersen, 2005.
Artiklen er oprindelig bragt på Lewrockwell.com