Det amerikanske baseimperium

Til forskel fra andre befolkninger er de fleste amerikanere ikke klar over – eller ønsker ikke at indse – at de Forenede Stater dominerer verden i kraft af sin militære magt. Som følge af regeringens hemmeligholdelse er vore borgere ofte uvidende om den kendsgerning, at vore garnisoner omspænder kloden.
Dette enorme netværk af amerikanske baser på alle kontinenter undtagen Antarktis udgør en ny form for imperium, et imperium af baser med sin egen geografi, der ikke skal forventes at være på timeplanen i nogen geografiklasse i gymnasiet. Uden at fatte denne verdensomspændende baseverdens dimensioner kan man end ikke begynde at forstå vore imperialistiske aspirationers omfang og karakter eller den grad, i hvilken en ny slags imperialisme underminerer vor konstitutionelle orden.
Vort militær udstationerer godt over en halv million soldater, spioner, teknikere, lærere, underleverandører og civile kontrakthavere i andre nationer. Med det formål at dominere verdens oceaner og have skaber vi omkring tretten kampklare flådeenheder, opbygget omkring hangarskibe, hvis navne opsummerer vor krigeriske arv: Kitty Hawk, Constellation, Enterprise, John F. Kennedy, Nimitz, Dwight D.Eisenhower, Carl Vinson, Theodore Roosevelt, Abraham Lincoln, George Washington, John C.Stennis, Harry S. Truman og Ronald Reagan. Vi opretholder utallige hemmelige baser uden for vort territorium til at overvåge, hvad verdens befolkning, inklusive vore egne borgere, siger, faxer eller e-mailer til hinanden.
Vore installationer i udlandet bringer profitter til civile industrier, der formgiver og fabrikerer våben til de væbnede styrker eller, ligesom den velkendte Kellogg, Brown & Root-koncern (en underafdeling af Halliburton Corporation i Houston), kontraherer om at for at bygge og opretholde vore udstrakte forposter. En af sådanne kontrakthaveres opgaver er at holde uniformerede medlemmer af imperiet indkvarteret i komfortable omstændigheder, velfodrede, underholdt og forsynet med økonomisk overkommelige feriefaciliteter.
Hele sektorer af den amerikanske økonomi er kommet til at være afhængige af militæret i deres salg. Mod slutningen af vor anden krig i Irak erhvervede forsvarsministeriet sig f.eks. en ekstra ration af krydsermissiler og pansergennembrydende tankprojektiler med forarmet uran, og det erhvervede sig også 273.000 flasker creme til kunstig solbrændthed, næsten det tredobbelte af dets 1999-ordre og utvivlsomt en superordre for leverandøren, Contron Supply Company i Tulsa, Oklahoma, og dets underleverandør, Sun Fun Products i Daytona Beach, Florida.
Mindst syv hundrede udenlandske baser
Det er ikke let at vurdere størrelsen eller den nøjagtige værdi af vort baseimperium. Officielle opgørelser over disse emner er vildledende, om end instruktive. Ifølge forsvarsministeriets årlige “Base Structure Report” for skatteåret 2003, der opregner udenlandske og indenlandske militære installationer, ejer eller lejer Pentagon aktuelt 702 oversøiske baser i omkring 130 lande og har yderligere 6.000 baser i de Forenede Stater og dets territorier.
Bureaukrater i Pentagon skønner, at det ville kræve mindst 113,2 mia. dollars at erstatte bare de udenlandske baser – bestemt et alt for lavt tal, men stadig større end de fleste landes bruttonationalprodukt – og skønnet 591.519.8 mio. at erstatte dem alle sammen. Den militære overkommando udstationerer et uniformeret personale i et antal på ca. 253.288 personer, plus et tilsvarende antal underleverandører og forsvarsministerielle civile funktionærer, og beskæftiger yderligere 44.446 lokalt hyrede udlændinge.
Pentagon hævder, at disse baser omfatter 44.870 barakker, hangarer, hospitaler og andre bygninger, som det ejer, og at det yderligere leaser 4.844.
Disse tal dækker, selvom de er forbløffende store, end ikke en brøkdel af de faktiske baser, vi beslaglægger globalt. Base Status Report 2003 undlader f.eks. at nævne nogen som helst garnisoner i Kosovo, selvom dette er placeringen af den enorme Camp Bondsteel-base, der blev bygget i 1999 og vedligeholdt lige siden af Kellogg, Brown & Root. Rapporten udelader på lignende vis baser i Afghanistan, Irak, Israel, Kuwait, Kirgisistan, Qatar og Usbekistan, selvom det amerikanske militær har etableret kolossale basestrukturer over hele den såkaldte “ustabilitetsbue” i de to og et halvt år siden 11/9.
For Okinawa – Japans sydligste ø, der har været en amerikansk militærkoloni i de sidste 58 år – opregner rapporten for at tilsløre kendsgerningerne kun en marinebase, Camp Butler, selvom Okinawa i virkeligheden er vært for ti marinebaser, inklusive Marine Corps Air Station Futenma, der omfatter 1.186 acres i midten af denne middelstore ø’s næststørste by (Manhattans Central Park er til sammenligning kun på 843 acres.)
Pentagon undlader på lignende vis at registrere alle de 5 mia. dollars dyre spion- og militære installationer i England, der længe har været bekvemt skjult som Royal Air Force-baser.
Hvis der var en ærlig optælling, ville vort militære imperiums nuværende størrelse formentlig være over 1.000 forskellige baser i andre folks lande, men ingen – formentlig ikke engang Pentagon – kender det nøjagtige antal sikkert, selvom det har været klart stigende i de senere år.
For dem, der bemander dem, er disse baser ikke ubehagelige steder at leve og arbejde i. Militærtjeneste i dag, som er frivillig, tåler ikke sammenligning med en soldats pligter under 2. verdenskrig eller under Korea- eller Vietnamkrigen.
Det meste rutinearbejde som vask, køkkenarbejde, postbesørgelse og latrinrensning er udliciteret til private militærfirmaer som Kellogg, Brown & Root, DynCorp og Vinnell Corporation.
En god tredjedel af de summer, der indtil for nylig blev bevilliget til krigen i Irak (ca. 30 mia. dollars), går f.eks. til private amerikanske firmaer for lige præcis den slags tjenesteydelser.
Hvor det er muligt, gøres alt for at få den daglige tilværelse til at se ud som en Hollywood-version af livet derhjemme. Ifølge Washington Post serverer tjenere i hvide skjorter og sorte bukser og sorte butterflies middag for den 82. luftbårne division i deres massivt beskyttede indkvartering, og den første Burger King er allerede åbnet inden for den enorme militærbase, vi har etableret ved Bagdads internationale lufthavn.
Nogle af disse baser er så gigantiske, at de nødvendiggør op til hele ni interne busruter til soldater og civile kontrakthavere for at komme rundt inden for jordvoldene og pigtrådsindhegningerne. Det er tilfældet i Camp Anaconca, hovedkvarter for 3rd Brigade – 4th Division, hvis job det er at politiovervåge omkring 1.500 kvadratmål i Irak nord for Bagdad, fra Samarra til Taji.
Anaconda dækker 25 kvadratkilometer og vil i sidste ende indkvartere helt op til 20.000 tropper. Til trods for omfattende sikkerhedsforanstaltninger har basen ofte været udsat for morter-angreb, blandt andet den 4. juli 2003 – netop som Arnold Schwarzenegger underholdt vore sårede på det lokale felthospital.
Militæret foretrækker baser, der ligner små fundamentalistiske byer i bibelbæltet hellere end de store befolkningscentre i USA. Selvom der f.eks. bor mere end 100.000 kvinder på vore oversøiske baser – inklusive kvinder i tjenesten, ægtefæller og slægtninge til militærpersonalet – er det forbudt at få abort på et lokalt militærhospital.
Eftersom der er omkring 14.000 seksuelle overgreb eller forsøg på seksuelle overgreb hvert år i militæret, så må kvinder der bliver gravide i udlandet og ønsker abort, intet valg andet end at prøve at få det gjort lokalt, hvilket nødvendigvis hverken er let eller behageligt i Bagdad eller andre dele af vort imperium i disse tider.
Vore væbnede udsendinge lever i en aflukket, selvbærende verden, der betjenes af sit eget flyselskab, Air Mobility Command med dens flåde af langtrækkende C-17-Globemasters, C-5-Galaxies, C-141-Starlifters, KC-135-Stratotankers, KC-10-Extenders og C-9-Nightingales, der forbinder vore fjerntliggende udposter fra Grønland til Australien.
For generaler og admiraler stiller militæret 71 Learjets, 14 Gulfstream III’ere og 17 Cessna Citation luksusjetfly til rådighed for at flyve dem til steder som de væbnede styrkers ski- og feriecenter i Garmisch i de bayerske alper eller til en af de 234 militære golfbaner, som Pentagon opretholder over hele verden. Forsvarsminister Donald Rumsfeld flyver rundt i sin egen personlige Boeing 757, der i luftvåbnet går under betegnelsen C-32A.
Vore “fodspor” på jorden
Af alle de meningsløse, men udtryksfulde metaforer, vi kan tillade os i vor sprogbrug, er der ingen, der tåler sammenligning med udtrykket “fodaftryk” som betegnelse for vort imperiums militære virkning.
Chefen for den amerikanske forsvarskommando general Richard Myers og seniormedlemmer af Senatets underkomité for militær opbygning som Dianne Feinstein (Demokrat, Californien) er tilsyneladende ude af stand til at afslutte en sætning uden at bruge den.
At afsætte nogle endnu mere imponerende fodaftryk er nu blevet en del af den nye retfærdiggørelse af en større udvidelse af vort imperium – og en omgruppering af vore baser og styrker i udlandet, som er blevet annonceret – i kølvandet på vor erobring af Irak.
Den mand, der står i spidsen for dette projekt, er Andy Hoehn, viceforsvarsminister for strategiske anliggender. Han og hans kolleger forventes at lave udkast til planer til realisering af præsident Bushs “forebyggende” krigsstrategi imod “slyngelstater”, “slemme fyre” og “folk, der handler ondt”.
De har fastlagt noget, som de kalder “ustabilitets-buen”, som siges at løbe fra Andesregionen i Sydamerika (læs: Colombia) gennem Nordafrika og derefter feje tværs over Mellemøsten til Filippinerne og Indonesien.
Dette er selvfølgelig mere eller mindre identisk med det, der tidligere kaldtes den tredje verden – og måske ikke mindre afgørende: den dækker verdens vigtigste oliereserver. Hoehn indrømmer: “Hvis man projicerer vore fodaftryk hen over denne bue, er det klart, at vi ikke er særlig velplacerede til at håndtere de problemer, som vi nu kommer til at stå over for.”
Der var engang, hvor man kunne følge udbredelsen af imperialismen ved at tælle kolonierne. Amerikas version af kolonien er militærbasen. Ved at følge den skiftende politik i forbindelse med global baseoprettelse kan man lære meget om vor stadigt større imperiale stilling og den militarisme, der udspringer af den.
Militarisme og imperialisme er siamesiske tvillinger, der er sammenvokset ved hoften. Den ene lever af den anden. De er i forvejen yderst avancerede i vort land og er begge på randen af et kvantespring, som næsten med sikkerhed vil udstrække vort militær ud over dets kapacitet, medføre skattemæssig insolvens og sandsynligvis påføre vore republikanske institutioner dødelig skade.
Den eneste måde, dette diskuteres på i vore medier, er via beretninger om højst mystiske hemmelige planer om ændringer i basepolitik og udstationering af tropper i udlandet – og disse planer kan, sådan som de beskrives i medierne, ikke tages for pålydende.
Søværns-generalen Mastin Robeson, som er chef for 1.800 af vores tropper, der besætter den gamle franske fremmedlegions base på Camp Lemonier i Djibouti ved indsejlingen til det Røde Hav, hævder, at vi for at kunne iværksætte “forebyggende krig” må forlange “global tilstedeværelse”, hvormed han mener, at vi må sikre os hegemoni over ethvert sted, der ikke allerede er underlagt os. Ifølge det højreorienterede American Enterprise Institute går ideen ud på at skabe et “globalt kavaleri”, der kan ride ind fra “grænsefæstningerne” og skyde de “slemme fyre” sønder og sammen, så snart vi får efterretning om dem.
“Springbrætter” i Australien, Rumænien, Mali, Algeriet…
Med henblik på at placere vore styrker nær ved alle “hot spots” eller farlige områder i denne nyligt opdagede ustabilitetens bue har Pentagon foreslået – og dette kaldes sædvanligvis “omgruppering” – mange nye baser, inklusive mindst fire og måske hele seks permanente baser i Irak.
Nogle af disse er allerede under opbygning ved Bagdads internationale lufthavn, Tallil-flybasen nær ved Nasariyah, i den vestlige ørken nær ved den syriske grænse og ved Bashur-flyvepladsen i den nordlige kurdiske region. (Dette medregner ikke den tidligere nævnte base Anaconda, der nu kaldes en “operativ base”, selvom den meget vel kan blive permanent med tiden).
Desuden planlægger vi at holde hele den nordlige fjerdedel af Kuwait under vor kontrol – 1.600 kvadratmiles ud af Kuwaits 6.900 kvadratmiles – som vi nu bruger til at genforsyne vore irakiske legioner og som et sted, hvor bureaukraterne fra den såkaldte Grønne Zone kan slappe af.
Andre lande, der nævnes som placeringer af, hvad Colin Powell kalder vor nye “basefamilie”, inkluderer de forarmede områder af det “nye” Europa: Rumænien, Polen og Bulgarien. I Asien: Pakistan (hvor vi allerede har fire baser), Indien, Australien, Singapore, Malaysia, Filippinerne og endog (hvor utroligt det end lyder) i Vietnam. I Nordafrika: Marokko, Tunesien og særlig i Algeriet (arnestedet for slagtningen af omkring 100.000 civile siden 1992, da militæret tog magten for at kvæle et valg, bakket op af vort land og Frankrig), og i Vest Afrika: Senegal, Ghana, Mali og Sierra Leone (selvom det har været plaget af borgerkrig siden 1991).
Modellerne for alle disse nye installationer er ifølge Pentagonkilder den kæde af baser, som vi har bygget rundt om den Persiske Golf i de sidste to årtier i så antidemokratiske autokratier som Bahrain, Kuwait, Qatar, Oman og De Arabiske Emirater.
De fleste af disse nye baser vil være, hvad militæret med et metaforskift kalder “åkandeblade” (“lily pads”, her oversat til springbrætter), over hvilke vore tropper vil kunne springe som lige så mange velbevæbnede frøer fra USA selv, fra vore tilbageværende NATO-baser eller fra baser hos den lydige japanske og britiske satellit.
For at begrænse udgifterne i forbindelse med en sådan ekspansion lækker Pentagon planer om at lukke mange af de enorme militære installationer fra den kolde krig i Tyskland, Sydkorea og måske Okinawa som del af forsvarsminister Rumsfelds “rationalisering” af vore væbnede styrker.
I kølvandet på den militære sejr i Irak har USA allerede trukket næsten alle sine styrker ud af Saudi-Arabien og Tyrkiet – til dels som en måde at afstraffe dem på for ikke at have støttet krigen tilstrækkeligt. Man ønsker at gøre noget tilsvarende i forhold til Sydkorea, der måske er det mest anti-amerikanske demokrati på jorden i dag, hvilket ville frigøre den 2. infanteridivision i den demilitariserede zone ved Nordkorea til mulig udstationering i Irak, hvor vore styrker er stærkt overanstrengte.
I Europa indbefatter disse planer opgivelsen af adskillige baser i Tyskland, også delvis som følge af kansler Gerhard Schröders indenrigspolitisk populære afvisning af Bush vedr. Irak. Men det kan sandelig vise sig at være begrænset, i hvilken udstrækning vi er i stand til at gøre dette.
På det helt simple plan synes Pentagonplanlæggerne ikke virkelig at have fattet, hvor mange bygninger de 71.702 soldater og flypersonel beslaglægger bare i Tyskland, og hvor dyrt det vil være at ompostere de fleste af dem og bygge blot nogenlunde sammenlignelige baser tillige med den nødvendige infrastruktur i de tidligere kommunistiske lande som Rumænien, et af Europas fattigste lande.
Oberstløjtnant Amy Ehmann i Hanau, Tyskland, har sagt til pressen: “Der er intet sted at anbringe disse folk” i Rumænien, Bulgarien eller Djibouti, og hun forudsiger at 80 % af dem i den sidste ende vil forblive i Tyskland. Det er også sikkert, at højtplacerede generaler ikke har til hensigt at bo i baglandet som i Constanta, Rumænien, og at de vil beholde de amerikanske hovedkvarterer i Stuttgart til opretholdelse af Ramstein Air Force Basen, Spangdahlem Air Force basen og træningsområdet Grafenwöhr.
En af grundene til, at Pentagon overvejer at flytte ud af de rige demokratier som Tyskland og Syd Korea og ser begærligt på militære diktaturer og forarmede lydstater, er at drage fordel af, hvad Pentagon kalder deres “mere tolerante miljølovgivninger.” Pentagon pålægger altid de lande, i hvilke det udstationerer vore styrker, den såkaldte Status of Forces Agreement, som sædvanligvis fritager de Forenede Stater fra at rydde op eller betale for miljøskader, det forårsager.
Dette er en stående kritik i Okinawa, hvor den amerikanske miljøstatistik simpelthen har været afskyvækkende.
Bag dette ligger ikke mindst Pentagons ønske om at sætte sig selv ud over de begrænsninger, der styrer det civile liv, en holdning som i stigende grad også gør sig gældende i “hjemlandet”. F.eks. undtager den forsvarsbevilling fra 2004 på $401,3 mia., som præsident Bush lovfæstede i november 2003, militæret fra at indordne sig i overensstemmelse med loven om truede arter og loven om beskyttelse af havpattedyr.
Selv om der er al grund til at tro, at drivkraften til at skabe stadig flere “springbrætter” i den tredje verden fortsat er virksom, er der adskillige grunde til at tvivle på, om nogle af de mere grandiose planer om ekspansion eller nedskæring nogensinde vil blive sat i værk – eller, hvis de bliver iværksat, om de så vil gøre noget som helst andet end at forværre terroristproblemet.
For det første er Rusland modstander af den amerikanske militærmagts ekspansion ved dets grænser og har allerede taget skridt til at skakmatte amerikanske basemissioner i områder som Georgien, Kirgisistan og Uzbekistan. Den første russiske flybase i post-Sovjet-perioden i Kirgisistan er netop blevet færdiggjort fyrre miles fra den amerikanske base ved Bishkek, og i december 2003 erklærede den uzbekiske diktator Islam Karimov, at han ikke ville tillade en permanent udstationering af amerikanske styrker i sit land, selvom vi allerede har en base der.
Hvad nedskæringer af baser angår, så kan indenrigspolitik gøre sig gældende. Ifølge loven skal Pentagons basestrukturkommission aflevere sin femte og endelige liste over indenrigske baser, der skal lukkes, til det Hvide Hus i september 2005.
Som en effektivitetsforanstaltning har forsvarsminister Rumsfeld forkyndt, at han kunne tænke sig at slippe af med i det mindste en tredjedel af infanteribaserne i USA og en fjerdedel af flybaserne her. Det vil helt sikkert udløse en politisk brandstorm på Capitol Hill.
For at bevare baserne i deres respektive stater, kræver de to “hønemødre” fra senatets militærstrukturudvalg, Kay Bailey Hutchinson (Republikaner-Texas) og Dianne Feinstein, at Pentagon først lukker oversøiske baser og flytter de tropper, der nu er udstationeret der, hjem til baser i USA , der herefter vil kunne holdes kørende. Hutchison og Feinstein afsatte penge til en uafhængig kommission til at undersøge og rapportere vedr. oversøiske baser, der ikke længere er behov for ifølge den militære ekspropriationslov fra 2004. Bush-administrationen modsatte sig denne lovbestemmelse, men den blev alligevel vedtaget, og den blev lovfæstet af præsidenten den 22 november 2003. Pentagon er sandsynligvis i stand til at lamme dette udvalg, men en politisk baselukningsstorm lurer tydeligvis i horisonten.
Langt den største mangel i det “globale kavaleris” strategi er imidlertid, at den afslører Washingtons tilbøjelighed til at indsætte irrelevante militære virkemidler imod terrorisme.
Som den fremtrædende britiske militærhistoriker Correlli Barnett har bemærket, så forstærkede de amerikanske angreb på Afghanistan og Irak blot truslen fra al-Qaeda.
Fra 1993 og til angrebene 9/11 2001 var der fem større al-Qaeda angreb på verdensplan; i de to år siden da har der være sytten sådanne bombeattentater, heri medregnet selvmordsangrebene på det britiske konsulat og HSBC banken i Istanbul. Militære operationer imod terrorister er ikke løsningen.
Barnett formulerer det således: “Hellere end at slå hoveddørene ind og brase ind i ældgamle og komplekse samfund med forenklede recepter om “frihed og demokrati”, har vi behov for listig og skarpsindig taktik baseret på en grundig forståelse af de folk og kulturer, vi har med at gøre … en forståelse som hidtil fuldstændig har manglet hos de politiske topfolk i Washington, især i Pentagon.”
I sit berygtede memo om Irak fra oktober 16, 2003 (om det “lange, seje træk”) skrev forsvarsminister Rumsfeld: “I dag mangler vi måleinstrumenter til at vide, om vi vinder eller taber den globale krig imod terror.” Correlli-Barnetts ‘måleinstrumenter’ viser noget andet.
Men ‘krigen mod terror’ er i bedste fald kun en lille del af grunden til hele vor militære strategi. Den virkelige grund til opbygningen af denne nye ring af amerikanske baser langs ækvator er at udvide vort imperium og styrke vor militære dominans over verden.
Oversat af Hans Pendrup, 2004.
Artiklen er oprindelig bragt på TomDispatch d. 15. januar 2004