Velkommen til den nye verdensorden. Ja, den som Danmark nærmest egenhændigt har fundet på (ok måske fik vi lidt hjælp af svenskerne). Den som Danmark nu med stort held har eksporteret til store dele af den muslimske verden. Velkommen til BØRNEHAVENS verdensorden.
I ved godt – den hvor det handler om, at være det største ”offer”. Den hvor det handler om at sige ”det var HAM der slog MIG” og pege fingre og tude højere end ”krænkeren”. Den hvor det gælder om at få mest ”omsorg” af pædagogen, og senere i livet af den gigantiske industri af folk der – selvfølgelig på skatteborgernes regning -ernærer sig som ”omsorgspersoner”. Den hvor du kan få din daglige (og dyrt betalte) ration omsorg af den københavnske (konservative!) ”omsorgsborgmester” (det hedder han sgu’!!) eller sågar af vores alle sammens omsorgsfar Anders Fogh.
Er der en ting vi danskere har den allerdybeste respekt for så er det ”offeret”. Vores respekt for ”offeret” overgåes muligvis kun af vores frygt for (og dermed had til) den, der tager ansvar for sit eget liv og handlinger. Lad os klappe os selv på ryggen af vores evne til gøre lige præcis den livsindstilling til en fantastisk eksportsucces. Det er nu lykkedes os at få en hel masse muslimer til at tude med i vores børnehavekor og ”føle sig dybt krænket” og ”vanæret” og forlange undskyldninger og møder med omsorgsfar og boykotte varer fra det sataniske land, hvor et kæmpe-monster af en tegner har tilsvinet en hel verden gennem sine tolv blyantskrusseduller.
Der er selvfølgelig ikke andet at gøre nu end at vi alle tilslutter os den professionelle omsorgsindustris hovedlobby, a.k.a. præste- og forfatterklubben, og med sirlig pædagog-mine irettesætter det uvorne barn for sin ”tone i debatten” og for sine livsytringer i det hele taget.
Nåe ja der er måske et andet alternativt. Vi kan tude højere end det nuværende ”offer”. Lad mig se – noget i retning af: Det er vanærende og dybt krænkende at John Cleese og kompagni den dag i dag kan gå frit rundt efter den blasfemiske tilsivning af vor Herre i den usle religionsforfølgende film ”Life of Brian”. Eller hvad med at grave hedengangne Jens Jørgen Thorsen op igen og stene ham offentligt for hans vanærende Jesus-film. Jeg føler mig i hvert stadig som DET STØRSTE OFFER for denne vantro mands tilsvininger af min religion. Var der ikke også noget med en eller anden rapper der har lavet en plade med titlen ”Gigolo-Jesus”. Hvordan kan denne mand gå frit omkring i dag?
Kære I muslimer, der hader os ikke-muslimer. Jeg kan godt forstå, at I er pissesure over, at der er så mange analfabeter, fattige og lidende mennesker i jeres lande. Jeg kan godt forstå at jeres drøm er at få samtalekøkken og parcelhus med fascisthæk, sladder og intriger om naboen, bekymringer om hvor mange flere millioner I kan tjene på aktier og huspriser og frustrationer over, at lykkens dør alligevel er lukket i. Vores liv heroppe i den indhegnede børnehave på den vindblæste mudderbanke er selvfølgelig fantastisk og hvem vil ikke have del i det. Jeg vil ønske at I med tiden får udviklet jeres egne lande i samme retning, men tillad mig dog at komme med et lille råd på vejen.
Kunne I ikke lige, nu mens I husker noget af det som i eventuelt måtte have oplevet her, indføre et par grundlæggende menneskerettigheder undervejs. Jeg tænker fx på nogle af de rettigheder, der ikke endorserer, at det er skide smart at gemme kvinder væk under telte og eventuelt ydmyge dem offentligt såfremt de skulle blive trætte af livet i et telt. Jeg tænker lidt på de menneskerettigheder, som modsætter sig tortur, undertrykkelse, PRESSEFRIHED og forbud under (meget reelle) trusler om dødsstraf mod holdninger der ikke står i Koranen. Kunne I ikke lige i forbifarten overveje om det var værd at nuppe et andet værdisæt end at udrydde de ”vantro hunde” og føre ”hellig krig”. Kunne I ikke tænke lidt over det nu. Lige nu hvor vi står sammen her, hånd i hånd, og tuder indtil den store pædagog kommer og trøster den ene af os og skælder den anden ud?