En overdosis demokrati

Med indførelse af demokratiet har vi aldrig haft større indflydelse på love, politi og militær. Men takket være selvsamme demokrati har indflydelsen på vores egen tilværelse aldrig været mere begrænset. Et uhæmmet demokrati har faktisk vist sig at være mere totalitært end det system som det afløste.
Er det i 2006 helt urealistisk at forestille sig, at 80% af danskerne kunne leve et helt normalt liv uden at modtage noget fra det offentlige? Er det helt ved siden af, at forestille sig at 80% af vores daglige gøremål kunne ske uden at være kontrolleret af staten? Hvis vi ser nærmere på en række vigtige elementer i livet, så er det meste under det offentliges kontrol fordi skoler, sundhed o.s.v. er betalt af de offentlige kasser.
Det burde vel kun være ret og rimeligt, at et menneske kan leve et helt normalt liv uden indblanding fra staten. Lad os prøve at stille de to scenarier op over for hinanden. Som børn fødes vi på en privat klinik, mor og barn har ikke travlt med at komme hjem, da der hjemme venter en hård hverdag, og mor er jo lidt afkræftet efter fødslen. Skal staten betale, så er det ud af vagten hurtigst muligt. Det burde være en selvfølge, at far eller mor bliver hjemme i mindst mindst et år og passer barnet, og gerne længere. Som udgangspunkt burde en enkelt løn indkomst jo være nok til at forsørge familien, ellers sparer man op til det. Men med det skatterniveau som vi har i dag, så er forældre som oftest tvungne til at sætte spædbørn i pasning for offentlig støtte, mens begge forældre knokler for skatten. Skal forældrene endelig videre med karrieren med det samme, så vil mange nok foretrække at ansætte en ung pige i huset, fremfor at sende barnet i pleje uden for hjemmet inden det har opbygget et immunforsvar.
Skolen er selvfølgelig en privat skole, hvor man ikke accepterer den mangel på disciplin og pædagogik som præger folkeskolen. Så derfor får børnene også lært noget som de kan bruge senere i livet. Ministrenes kanoner om hvad man skal læse og lære får en finger, for det er ikke ministeren der betaler, det er forældrene. Derfor kan børnene også tage både 10. klasse og sabbat år efter gymnasiet uden at nogen minister skal komme og løfte sin pegefinger om at nu skal de unge se og komme i gang, så de kan tjene penge og betale skat. Erhvervsuddannelsen vil man typisk tage et lån til hvis man da ikke går i mesterlære. Og så er det igen os selv der bestemmer om der skal være gruppeeksamen eller ej. Ministrene må lære at finde deres underordnende plads!
Bliver vi syge, har vi en forsikring som dækker, så vi bliver behandlet ordentligt og det i en fart. Arbejdsløshed kan vi forsikre os imod, men det er rasende dyrt, så i stedet vil de fleste foretrække at kombinere arbejdsløshedsforsikringen med en opsparing som man kan tære på i dårlige tider, og i stedet være beredte til at tage de job som man kan få. Resultatet bliver at vi igennem livet får en højere erhvervsfrekvens og en højere livsindkomst. Og dermed også en højere pensionsopsparing.
Pensionsalderen også er noget som vi selv bestemmer, det afhænger udelukkende af hvor meget vi sparer op. Så ønsker vi at gå på pension ved den nuværende efterlønsalder på 60 år, så er det det vi gør, der er ingen som skal gå og være bange for at de penge som vi igennem et helt liv har betalt i skat, ikke kommer igen i form af de løfter som en tidligere generation af politikere gav. Når den tid komme hvor vi skal på plejehjem, så er det et plejehjem som “Lotte” på Frederiksberg der er modellen for fremtidens bruger-betalte plejehjem. Det koster faktisk ikke mere, men man behandler beboerne ordentligt. En alderdom med værdighed er kun muligt hvis man selv har sparet op og kan få lov til at betale for de services som man har brug for. Skal det gå over de offentlige kasser, så ligger personalets loyalitet hos kommunalbestyrelsen fremfor hos de ældre.
At få en ordentlig service fra det offentlige vil altid være en urimelig kamp med demokratiet som modstander. Problemet er, at den der betaler bestemmer kvalitet og service. Selvom det faktisk er os selv der betaler via skatten, så er dette glemt så snart pengene er afleveret hos skattevæsnet. I stedet er pengene nu blevet til samfundets penge, og vi borgere har dermed mistet indflydelsen på den del af vores tilværelse som koster penge. I stedet kan vi nu via demokratiet stemme om hvad vi skal bruge vores egne penge til.
Friheden ved selv at betale
De fleste vil nok ryste på hovedet ved tanken om selv at skulle betale for skolegang o.s.v. Det er jo mange penge. Men stort set alle, der er i arbejde har faktisk en indkomst før skat der rækker, og burde derfor ikke have behov for offentlig støtte. Men når skatten har været der, så står vi næsten allesammen med hatten i hånden, og må bede om offentlig støtte. Det er jo os selv der betaler, der er ingen andre til det. Og der bliver jo ikke flere penge af at sende dem omkring det offentlige, nærmere tværtimod.
Der vil så være en restgruppe, der ikke selv har råd. Dem skal man ikke pege fingre af, for vi kan alle risikere at ende der, hvis uheldet er ude. Denne restgruppe burde blot ikke være større end 20% af befolkningen – end ikke 10%. Der er simpelthen noget galt med de standarder som vi sætter, hvis mere end 20% ikke har råd til at leve et normalt liv for egne penge. I en sådan situation må vi sætte tæring efter næring til samfundet igen er blevet sundt.
Restgruppen vil være langt bedre stillet, når antallet af kunder hos det offentlige behandlersystem falder drastisk. De som har behov for offentlige ydelser vil nu være svagere, end den nuværende, gennemsnitlige sociale klient, men de har altid været der. Forskellen er den, at de svage ikke længere skubbes til side af ressourcestærke sociale klienter, der med spidse albuer læser op af en lov der siger, hvad det har ret til, uanset om de har behov eller ej. Det massive opbud af offentlige ydelser har sat humanismen i baggrunden, og juraen i højsædet.
Men vil velfærden ikke falde, når vi selv skal betale? Igen skal vi huske på at det i forvejen er os selv der betaler, nu har vi blot større indflydelse på velfærden. Faktisk vil vi fortsætte med mindst det samme niveau af velfærdsydelser som i dag. Men når det nu er os selv der betaler og ikke naboen, vil vi vælge og vrage mere blandt velfærdsydelserne og vores krævementalitet vil falde så vi kun shopper ydelser som vi reelt har brug for. I stedet vil vi så købe mere af det som vi har brug for og derved opnå en stor service forbedring.
Den økonomiske fordel ved at vi bliver selvforsørgende er faktisk kun en biting. Vi taler nemlig om en essentiel frihed. Når vi selv betaler for alle vores velfærdsydelser, så er der ingen der kan tage dem fra os! Der er ingen politikere som kan komme og sige at nu skal vi spare – så vi lukker lige din lokale skole. Den, der har pengene bestemmer. 9 ud af 10 politiske sager, der tages op i pressen, ville jo være ikke-sager hvis blot vi selv betalte.
I samme øjeblik som vi lægger vores penge hos skattevæsnet, så overlader vi også vores selvbestemmelse til kollektivet og vi er nødt til at acceptere flertallets vilje. Fordi det er staten der betaler for vores uddannelse, lægehjælp og pension, så har vi bare at makke ret, tage en uddannelse hurtigst muligt og komme ud på arbejdsmarkedet så vi kan betale skat. Vi bliver til statens ejendom, og via demokratiet kan vi hvert 4. år stemme om hvem vores ejere er. Men en slave er ikke mere fri, bare fordi han selv kan vælge sin ejer!
Ved ikke selv at betale har vi mistet vores frihed til at kontrollere de velfærdsydelser vi ønsker. Det værste er, at nu risikerer vi helt at miste ydelserne også. I løbet af de sidste 20 år har det offentlige stille og roligt forringet velfærdsydelserne. Det produktionsapparat der findes rundt omkring i kommunerne er ved at være slidt ned og ødelagt af besparelser. Både socialdemokratiske og borgerlige regeringer har liret effektiviserings mantraer af uden at tage hensyn til kundernes ønsker. Så det er en veltrimmet og økonomisk effektiv offentlig sektor, der leverer en vare som ingen har brug for, men som kun de færreste har råd til at vælge fra.
Velfærdskommissionen har fremlagt mange gode forslag til finansiering af velfærden, men det rækker bare ikke. Sålænge vi ikke selv betaler, så er vores velfærd i fare. Det er simpelthen for vigtigt til at overlade til fællesskabet!
Man kan næsten direkte læse ud af grundloven hvad der var problemet med enevælden. Det var f.eks. politi, militær, censur, adelens rettigheder og nok ikke mindst adgangen til at drive erhverv. Men ser man bort fra det, så havde man på mange andre områder større frihed under enevælden end under demokratiet. Indførslen af demokratiet gav os godt nok mere frihed i begyndelsen. I 1903 var skatteprocenten stadigt omkring 4%, men i dag er den på 45% procent. Over et århundrede har demokratiet altså stille og roligt spist vores frihed op.
En af grundene til den franske revolution var høje skatter, i dag er skatterne meget højere – men guillotinen står stille. Flere og flere mennesker er blevet afhængige af staten og dermed mistet deres grundlæggende frihed til selv at vælge. Samtidigt har statens pengeforbrug malket folk, som godt kunne forsørge sig selv. Derfor har de opnået en afhængighed af at få ydelser tilbage, og dermed er der skabt en ond cirkel, der kun kan føre til stadigt højere skattetryk og mindre frihed.
Totalkontrol
Demokratiet gør, at vi i dag har langt større indflydelse samlet set, på statens drift end for 150 år siden. Men samtidigt er staten vokset så meget at vi er ligevidt. Og desværre er staten vokset ind i vores egen personlige tilværelse, som vi derfor har fået mindre indflydelse på. Danmark er blevet en grå ensrettet masse i et omfang, der ville få enhver af de diktatorer som demokratiet skulle forhindre, til at blive grønne af misundelse.
Demokratiet har kollektiviseret væsentlige elementer i vores tilværelse. Hvor det for 100 år siden blot var væsentlige funktioner for at sikre samfundet og statsmagten der hørte ind under kollektivet, så er det i dag stort set alt der er kollektiviseret. Ting som politi, militær og veje er jo ikke just funktioner der hører ind under en privat husholdning. Dermed ikke sagt at private firmaer ikke kan levere den slags ydelser, men det har en natur, hvor det er praktisk at hele samfundet er enige om hvordan det gøres. Anderledes med sundhed, undervisning og børnepasning som jo med lethed kan organiseres af den enkelte eller af uafhængige grupper.
Det er sådan set godt nok, at politi og militær er blevet underlagt demokratisk kontrol. Men hvori ligger det gode i at børnepasning og skolegang er underlagt demokratisk kontrol? Selvom staten er underlagt demokratisk kontrol, så betyder det altså ikke, at vi som borgere har fået større frihed. Tværtimod så har den demokratiske kontrol legitimeret den totale kontrol. Og det er ikke god tone at være kritisk overfor demokratiets velgørende kontrol.
De mange offentlige ydelser kræver overvågning og kontrol. Vi har afleveret vores penge hos skattevæsnet, og for at få penge tilbage til de basale livsfornødenheder, så er vi nødt til at underlægge os verdens mest omfattende kontrolsystem. Vi skulle jo helst ikke få mere tilbage end vi har ret til. Det er derfor en kolossal mængde informationer, der er registreret om os via vores CPR nummer.
Men det er ikke blot hensynet til de offentlige ydelser, der gør at vi registreres og kontrolleres. For at vi kan få vores offentlige ydelser skal der jo betales skat, og derfor skal det kontrolleres at ingen snyder sig udenom. At skattetrykket i 1903 kun var 4% er faktisk noget som skattevæsnet selv oplyste i en artikel – ikke for at vise hvor forfærdeligt skattetrykket er blevet, men for at prale med hvilken formidabel kontrolindsats man havde ydet i løbet af 100 år. En bedrift som selv Stasi i Østtyskland måtte misunde.
Forskellen på et demokrati som det danske og et totalitært samfund er reelt blot den, at i Danmark er kontrollen med individet stort set total. En total kontrol der kun er mulig, fordi det er demokratiet og dermed formelt os selv der siger god for kontrollen. Men det gør jo ikke krænkelsen af det enkelte individ mindre. Og afmagten er jo reelt endnu større, for man kan ikke sige demokratiet imod, for det er jo os alle sammen. Så er det lettere at lave en lokumstegning af en diktator.
Stæk demokratiet
Vi har altså mistet det meste af vores personlige frihed, integritet og selvbestemmelse på grund af demokratiet. Var det overhovedet nødvendigt og hvordan vinder vi vores frihed tilbage?
At foreslå en afskaffelse af staten er ikke realistisk i et samfund hvor selv børnepasning er statsstyret. I stedet er det nødvendigt at finde en måde hvorpå den demokratiske stat kan fungere uden at tage total kontrol over borgerne. Det er nødvendigt med et dogme, som siger at 80% af vores tilværelse, både økonomisk og på anden vis skal være uafhængig af staten!
At borgerne selv skal betale for ydelser, er ikke noget nyt. At kræve at vi selv betaler for 80% af vores forbrug, er derfor ikke noget utopisk. Vi betaler i forvejen selv for tandlæge, medicin og briller. Og ja, vi må heller ikke glemme at vi faktisk også selv betaler for mad og drikke, hvilket jo egentligt falder os meget naturligt. Så hvorfor ikke også betale for børnepasning og skolegang? Det er jo bare noget, som vi også skal vænne os til at betale for.
Jeg erkender at dogmet om de 80% er arbitrært, men det er nødvendigt at sætte en grænse, ellers vil staten altid vokse! På intet område må staten og det offentlige kontrollere mere end 20% af aktiviteten, hverken økonomisk eller lovgivningsmæssigt. Det ligger i demokratiets natur at det vil forsøge at tage så meget kontrol over borgerne som overhovedet muligt. Grundloven blev til i en tid med enevælde, og tjente til at stække statsmagten og overdrage magten fra kongen til demokratiet. Man havde blot ikke taget højde for, at et demokrati skal stækkes endnu mere end en kongemagt. Grundloven stækker den udøvende magt, men den lovgivende magt har stort set frit spil. Og med 900.000 personer i den erhvervsaktive alder på overførsel og stadigt med stemmeret, så er demokratiet løbet løbsk!
Der er simpelthen nødt til at være nogle paragraffer i grundloven, som siger at det offentliges samlede budget højst må udgøre 20% af BNP, og ingen enkeltydelse må gives til mere end 20% af en gruppe borgere. Ingen mand eller kvinde må betale mere end 20% af sin indtægt i skat! Vi siger, at vi lever i et samfund med demokrati og frihed, men der er ingen naturlig sammenhæng mellem demokrati og frihed. Demokrati er godt nok i moderate mængder, men Danmark har fået en direkte overdosis Derfor er vi nødt til at skabe en balance ved at stække demokratiet.
Det er let at måle statens pengeforbrug i forhold til BNP, og konstatere om staten holder sig inden for de maksimale 20%. Det er sværere at definere at max 20% af alle vores dagligdags aktiviteter må være reguleret af en lov. Der er jo ikke nogen brutto national aktivitet som angiver hvor mange ting der kan reguleres. Heldigvis vil 20% loftet over statens økonomiske aktivitet i sig selv bremse lovmageriet, specielt fordi kontrollen forsvinder.
Omvendt vil lovmagerne så sætte fokus på andre ting, som f.eks. miljø, sikkerhed og deslige. Så nogen garanti for at vores tilværelse ikke forsat bliver reguleret på detail niveau ved lov, findes ikke. Dog kunne grundloven strammes op med et par principper, som begrænser lovmageriet.
Det bør være således, at enhver frivillig aftale mellem to eller flere parter altid går forud for en lov, når der ikke er tredjepart indblandet. En sådan konstruktion umuliggør ikke at der laves love om f.eks. forbruger rettigheder, huslejeregulering o.s.v. Lovene gælder bare ikke hvis der er skrevet noget andet i en privat aftale.
Begrebet almenvellet skal enten afskaffes eller defineres uden elastik. De fleste love og reguleringer er jo begrundet i almenvellet. Og alle vores frihedsrettigheder kan tilsidesættes med henvisning til almenvellet. Men hvad er almenvellet,? I mangel af en bedre definition, så bliver det til hvad der kan findes flertal for i Folketinget. Demokratiet har altså i følge grundloven, fuld ret til at tilsidesætte alle vores frihedsrettigheder. Dette er jo klart uholdbart!
Er det som jeg har beskrevet i denne artikel ekstremt? Jeg foreslår faktisk, at vende op og ned på de magtstrukturer som har regeret Danmark de sidste 100 år, det vil der nok være nogen, som bliver sure over. Men har mennesket ikke ret til at tage ansvar og bestemme over sit eget liv – i det mindste 80% af det? Vi er selvstændige individer med kun dette ene kostbare liv, hvorfor skulle vi give andre hånd og halsret på det? Alligevel så synes det at være en mainstream holdning i Danmark, at staten skal bestemme over mindst halvdelen af vores liv – er det normalt?