I Glarmesterdiskussionen må liberale give fortabt og omsider melde pas. Det må stå klart, at den civile inaktivitet, liberalismen skaber, medfører fattigdom, lediggang og forfald. Mennesker er som fisk i et akvarium. Der skal daskes i overfladen for at skabe aktivitet. Og aktivitet er rigdom. Det skaber et formål og binder os sammen. ”It is purpose that drives us, purpose that connects us”, som en stor filosof en gang sagde.
Krig er en fordel for samfundet og ikke en ulempe. Der er tale om basal børnelærdom og det er uklart, hvorfor en række personer her, hvoraf flere pryder sig med titlen ”økonom”, ikke kan se, hvad der ligger ligefor. Det handler om, hvor mange penge, der er i omløb. Velstand er jo ikke mængden af goder, men mængden af arbejde. Opsparing er skadeligt for samfundet, fordi det tilbageholder penge. Og destruktion er godt for samfundet, selvom det er skidt for den enkelte, fordi det skaber aktivitet. Det så man klart efter hver krig, hvor lande jo netop er kommet godt på vej pga. den store destruktion.
Det handler om penge i omløb
Mængden af penge, der er i omløb er jo afgørende for at holde hjulene i gang, fordi priserne ikke påvirkes det mindste af pengemængden. Dette er klart vist gennem historien. Sydamerika, Afrika, Weimar-republikken, Det Tredje Rige og Anker Jørgensen viser klart, at eliminering af kapital og varemarkederne gennem pengemængdeekspansion skaber enorm formålstjenstlig aktivitet. Jo flere rationeringsmærker, der trykkes, jo bedre fungerer rationeringssystemet, fordi ingen dermed kan regne med værdien af et rationeringsmærke. Opsparing tilbageholder penge fra omløb og det mindsker aktiviteten. Inflation eksisterer ikke og ingen har brug for et lånemarked.
Opsparing er skadeligt
Når folk sætter penge i banken i stedet for at bruge med det samme, så kommer der færre penge i omløb. Det er soleklart. Bankerne lever nemlig ikke af at låne til folk, der bruger dem til investeringer eller forbrug. Bankerne lever af at have pengene liggende, syet ind i en madras. Og nu vi taler om madrasser. Hvis alle syede halvdelen af deres penge ind i deres madras, så ville kun halvdelen af alle varer blive solgt, mens resten ville forgå. Det er soleklart. Priserne ville ikke falde. Det ville kun mængden af arbejde. Fordobler man mængden af penge i omløb, så er der dobbelt så meget, der skal laves. Og dobbelt så meget arbejde, er i øvrigt dobbelt så meget velstand.
Arbejde er velstand
Når vi har en masse goder i dag, som vi ikke havde for 100 år siden og arbejdstiden er lavere i dag end før, så det er jo netop fordi vi er blevet fattigere. For den enkelte, kan det godt være, at det er godt, at tingene ikke går i stykker hele tiden og at man ikke skal arbejde 12 timer om dagen. Men for samfundet, er det skidt, fordi så er der mindre aktivitet. Jo dårligere ting, vi laver, jo rigere bliver vi, fordi vi så kan bruge mere tid på reparation i stedet for produktion af nye goder, eller fritid, som jo er rent spild for samfundet. Jo mere vi skal arbejde for jo mindre, jo bedre for samfundet. Og det er jo derfor krig er godt.
Krig er godt
Når der er krig, skabes der en masse arbejde. Ligesom under kommunisme, er der fuld beskæftigelse. I fredstid og i kapitalistiske økonomier, sidder folk formålsløst med hænderne i skødet og sulter. Men ikke i krigstid. Tyskerne bliver travlt beskæftigede med at smadre det engelske samfund og englænder vice versa. Alle de kampvogne, granater, fly, byer, veje og områder, der ødelægges skal genopbygges igen og igen og igen. Selvom det ikke er godt for den enkelte, så er det da klart, at det er godt for samfundet, fordi pengene strømmer rundt i samfundet helt uden at påvirke priserne på civile produkter, og fordi militær produktion og reparationer er mere værd end produktion af nye civile goder. Om ikke for den enkelte, så for samfundet. Man tager altså dobbelt fejl, når man siger, krig ikke er godt. Eller i det mindste bare oprustning for den sags skyld.
broken windown dobbeltfallacy
Når et vindue smadres, stiger prisen ikke på at få skiftet vinduer. Den er helt upåvirket. Der findes intet at lave, når der ikke smadres noget. Glarmestrer sidder med hænderne i skødet og sulter indtil de skal udskifte ruder. De sætter aldrig nye vinduer i nyt byggeri og mængden af glarmestrer er fast og justerer sig aldrig. En bestemt andel af befolkningen er udset til at være glarmestrer og kan ikke lave andet.
Og jo flere, der er beskæftiget med drift og reparation i stedet for nyskabelse, jo bedre. Alt, hvad vi har i dag, var der, da Gud skabte Jorden. Og vi kan kun få brød på bordet, ved at smadre ting og reparere dem igen. Det er ikke godt for enkelte landmand, at hans traktor går i stykker, men for samfundet, er det godt. Der er derfor tale om en dobbelt fejl, når man siger, at det er forkert, at ødelæggelse er godt.
Scenariet er soleklart: Når vinduet smadres, så bruger købmanden noget af sin opsparing, som han ikke har, fordi den er skadelig. Ellers låner han nogle penge til at få skiftet vinduet. Dem låner ham på det lånemarked, der ikke er der, fordi ingen sparer skadeligt op. Ellers skifter han selv vinduet med pap og holder lukket den dag eller går fallit og lukker helt. Det skabte en masse velstand. Ligesom efter en krig.
Efter krig er man rig
Historien viser klart, hvordan krige har skabt velstand. De smadrede lande havde trykket så mange penge og havde så mange ødelæggelser, at intet fungerede og økonomien var reduceret til en bytteøkonomi. Det kan godt være, det er skidt for den enkelte at sulte ihjel eller fryse ihjel i den første efterkrigsvinter. Men for samfundet er det godt. Vi ser også i dag, 60 år efter, at de byer, der blev fuldstændig smadret i dag er Europas smukkeste.
De lande, der fører meget krig, er de rigeste. Behøver jeg nævne Afrika. Og den amerikanske økonomi er også i topform. Bragende underskud på betalingsbalancen og de offentlige budgetter, en historisk lav opsparingsrate, samt en boble i aktie og ejendomsmarkedet, er klare sundhedstegn på en enorm velstand og fornuftig pengepolitik, der skaber stor aktivitet. På lang sigt, kan det godt være, det kommer til at gøre rigtig ondt på samfundet, men der er vi alle døde.
Det burde nu være klart for enhver læser, at på lang sigt er vi alle døde og indtil da er aktivitet alfa omega uanset dens form. På kort sigt skaber en større pengestrøm mere aktivitet, et boom. Så kan det godt være, at når vi er døde, så stiger priserne og vi får et bust, fordi efterspørgslen var pengemængdedrevet og ikke drevet af produktivitet. Det kan også være, at eliminering af opsparing på lang sigt hæver renten og mindsker muligheden for at låne til reparationer og investeringer.
Det kan også godt være, at købmanden mister profit og færre dermed gider at være købmand og hellere vil være glarmester. Men i mellemtiden, tror jeg samfundet havde det bedre med den smadrede rude og krigen. For ledighed skyldes ikke manglende adgang til markedet, men at der bare er for lidt at lave i dag med al den fred, der har været i Europa. Der er kun en vis mængde arbejde. Og vi har snart lavet det alt sammen. Der er ikke meget mere at lave nu. Det er tid til en krig.
[Advarsel: Der kan forekomme sarkasme og ironi i artiklen.]
Tid til Krig
