Politiken omtales i visse kredse blot som “Bøsse- og Flygtningenyt”, og man kan diskutere, om det er med rette. Tilhængerne af kælenavnet har imidlertid fået ny ammunition i kraft af denne artikel, som oplyser, at Det Kongelige Teater nu opretter et ambassadørkorps blandt unge flygtninge og indvandrere, som skal få nytilflytterne til at gå i det Kongelige Teater. Årsagen er, at andelen af nydanskere blandt teatergængerne stort set er lig nul.
Lad mig slå fast med det samme, så der ikke er nogen tvivl: Denne ambassadørordning vil med en til vished grænsende sandsynlighed blive en dundrende fiasko og vil allerhøjst formå at et par snese nydanskere til at besøge teatret, hvis de vel at mærke får en betragtelig rabat (eller penge for det).
Teaterverdenen står over for et stort problem: Der er ikke nogen, der gider se deres lort. De får ellers rigeligt af penge fra statskassen til at fabrikere det, men pengene er for rigelige i forhold til talentet, kreativiteten og nytænkningen. Standupkomikeren, Thomas Wivel har faktisk skrevet en god kronik om det, hvor han sammenligner standup-scenerne (som spiller for fulde huse) med teatrene (som efterhånden kun spiller for Politiken-læserne):
“Comedy Zoo i Kompagnistræde i København har shows stort set hele ugen, hele året, og der er næsten altid fulde huse. Og stedet har aldrig modtaget nogen form for statsstøtte, sådan som de kriseramte teatre rundt om åbenbart får rigeligt af, fordi de ikke formår at få folk ind og se deres forestillinger.”
Og:
“[…] Og denne ydmyghed, denne ærefrygt for publikum, som kendetegner standupperens forhold til tilhørerne i salen, er central. En standupper ved, at hvis han ikke har folk med sig inden for det første halvandet minut, så er der lang vej hjem. Men præcis det smertepunkt gør forestillingen dramatisk, gnistrende fra første sekund. Sådan bør alt andet teater selvfølgelig også være.”
I denne sentens fremhæver Wivel standuppen uden at nedgøre teaterscenerne. Men kunne han ikke have gjort det? Er der nogen, som seriøst mener, at moderne teater har en ærefrygt og en ydmyghed over for publikum? Måske har teatrene også i dag ærefrygt og ydmyghed, men denne gælder i langt højere grad forholdet til bureaukrat-mæcenerne i kulturparnasset end den jævne befolkning, som rent faktisk skal holde lidelserne ud i form af kulturskatterne og de meningsløse forestillinger, hvor pointen er lige så kedelig og forudseelig som den er venstreorienteret.
Hvis vi ser bort fra de to store, private teatre, som i det store hele klarer sig uden offentlig støtte, kan pointen i de fleste forestillinger koges ned til en eller flere af følgende:
1) Vi forstår ikke hinanden. Samfundet er for overfladisk, og mellemmenneskelige relationer nedbrydes af kapitalismen, pengegriskhed og trangen til at stræbe eller at gøre alting op i penge.
2) Mænd er nogle svin, som kun tænker på sex og penge. Der nævnes ikke nogen løsning, men vi bør i hvert fald tænke over det.
3) Alle er nogle svin over for indvandrere. Vi må aldrig stille samme krav til flygtninge og indvandrere, som vi ville stille til vore etnisk danske naboer.
4) Regeringen er nogle svin. Både over for indvandrere, flygtninge, kvinder, svage og børn.
5) Dansk Folkeparti er nogle svin. Der er ikke brug for en uddybning.
6) Meningsløse tilkendegivelser og kropslige fremstillinger. Kun i meningsløsheden må vi finde mening. Rationalisme er meget farligt, fordi vi risikerer at fornægte vore følelser. Lad os i stedet leve i nuet og finde os selv. Hvis vi tænker og stræber for meget, risikerer vi, at vores “jeg” falder ned i kloakken, og at vi kommer til at gå rundt som en skrøbelig og hul skal. Se også 1).
Nu skal vi selvfølgelig ikke kun være negative. Er der da ikke nogen positive aspekter af statsstøtten til teaterverdenen? Joda. Den gives stort set udelukkende til mennesker, som fremfører deres vanvittigheder inden for. Uden denne binding af støtten til bestemte fysiske lokationer, ville vi opleve langt flere overgreb på vor personlige integritet i form af opsøgende teater, som er det eneste, der er værre end almindeligt, statsstøttet teater.
I virkeligheden skal vi være glade for statsstøtten, fordi den holder mange af de talentløse og irriterende mennesker væk fra gaden og sørger for, at så få af os oplever de oprørende meningsløsheder. Således må vi også rose de mange indvandrere og flygtninge, som holder sig væk fra teatrene. Det er tegn på, at de har en bedre smag end de etniske danskere. Vi må håbe, at de også i fremtiden vil holde sig væk, og at Det Kongelige Teaters forsøg på at sikre fremtidig statsfinansiering med argumenter om, at der er flygtninge blandt tilskuerne vil falde til jorden med et teaterskrald.
Lad os være glade for statsstøtten til teatre
