Reaktionerne på min seneste artikel i dette forum “At stresse for kapitalen” er strømmet ind. Der er ikke grænser for, hvor mange anonyme borgere, der har kommenteret min person og karakter. Denne artikel tilsigter at bringe debatten tilbage på sporet om, hvad samfundet egentlig skal stille op med den gruppe af mennesker, der ikke ønsker at forsørge sig selv.
Siden jeg skrev min sidste artikel, har jeg haft lejlighed til at gøre yderligere feltstudier. Forleden mødte jeg f.eks. en pige – lad os kalde hende Signe – som vikariere som hjælper på et plejehjem. Et udmærket job, med en rimelig løn inden for et område, som ikke kræver de største kvalifikationer. Signe er vikar cirka 24 timer ugentligt, og det har hun været i flere år. Hvorfor nu det, når hun nemt kan få en fast stilling på fuld tid?
En fast stilling på fuld tid er en mere sikker ansættelse med bedre rettigheder f.eks. i forbindelse med opsigelse. Med andre ord vil hendes mulighed for at forsørge sig selv være langt bedre. Men det er Signe ikke interesseret i. Signe er tilfreds – hun arbejder kun det hun har lyst til og får supplerende dagpenge for resten! På den måde slipper hun for at arbejde mere end hun gider, og samtidig slipper hun for at bekymre sig om, hvordan hun skal forsørge sig selv. Det sørger samfundet for. Fint ikke?
Signes sag er ikke enestående. Mange borgere betragter staten som den mest naturlige kilde til deres forsørgelse, faktisk får 61 pct. af befolkningen i den arbejdsdygtige alder deres indkomst fra offentlige kasser. Nogle af dem arbejder som modydelse, andre modtager ydelser fordi de er på pension og således mener sig berettiget fordi de tidligere i deres liv har ydet til fællesskabet. Men der er også en restgruppe som værger sig ved at arbejde og ikke kan se det nyttige i at forsørge sig selv – en gruppe der fravælger det personlige ansvar. Set fra et liberalt synspunkt gør dette, at der er behov for en grundlæggende diskussion om individets ansvar for sig selv. Der er behov for et opgør med idéen om, at dette ansvar er noget, man kan fralægge sig.
Jo flere sociale ydelser, der findes, desto flere muligheder er der for at lukrere på andres arbejdsomhed, mens man selv nyder en rolig tilværelse uden for mange forpligtelser. Hoben af sociale ydelser har den effekt, at man kan træffe valg i sit liv uden at møde konsekvenserne. Går man ned i tid kan man stadig leve på samme vis, bo det samme sted, tage på de samme fede ferier m.v. Det betyder, at folk får nogle valgmuligheder, de ellers ikke ville have haft. De kan vælge at fralægge sig ansvaret for sig selv.
Den personlige frihed indebærer et ansvar. Hvordan går det med friheden, når man fralægger sig ansvaret? Umiddelbart sker der ikke så meget. Som borger nyder man stadig de samme rettigheder. På længere sigt har det imidlertid en stor betydning. Man mister handlekraften. Man mister initiativet. Man bliver narkoman af velfærdsydelser, og kan slet ikke forestille sig et liv uden. Med andre ord deponerer man som borger sin frihed hos staten.
De fleste mennesker vil kunne forstå, at sportsfolk skal træne hårdt og disciplineret for opretholde deres ydeevne på et optimalt niveau. Hvis noget tilsvarende påstås om det at kunne passe et arbejde, begynder de flestes øjne at flakke, og det er tydeligt, at en sådan påstand er “helt vild”. Faktisk ser de fleste mennesker det som en sundhedstegn, at man kan “stå af ræset” og hellige sig et enklere liv med færre og mindre ambitioner.
Inden for psykologien opererer man med begrebet “tillært hjælpeløshed”. Det går ud på, at hvis man i tilstrækkeligt lang tid ikke gør et eller andet, vil man i det lange løb miste troen på, at man kan gøre det, hvorefter man reelt også mister evnen til det. Når man træffer valget om at gå ned i tid, fordi man ikke har lyst til at forsørge sig selv, eller på anden vis skulker fra sit personlige ansvar, er man således allerede inde på et alvorligt skråplan. Man vælger nemlig på længere sigt at løbe risikoen for, at man mister evnen til at komme op om morgenen, at yde en disciplineret arbejdsindsats i den tid man tilbringer på arbejdspladsen og at kunne overskue en travl men givtig arbejdsuge. Man risikerer at miste evnen til at tage ansvar for sig selv.
Også for samfundet og civilisationen som sådan har det således mærkbare konsekvenser, at man fravælger arbejdet. Samfundet har ganske enkelt brug for folk, der er motiverede til at gøre en ekstra indsats. Folk der er innovative og stræbsomme. Uden dem bliver alt lige godt og dermed lige ringe. Signes krævementalitet er således ikke blot umoralsk og taberagtig, den er også decideret skadelig for samfundet og samfundets økonomi og dermed muligheden for at hjælpe den marginale gruppe i samfundet, som politikerne burde koncentrere deres indsats om. At arbejde er at skabe værdi for andre mennesker – og kun derved vil man (på det private marked) kunne tjene penge.
Hvordan kan man så grundlæggende ændre den mentalitet som gør, at mennesker som Signe ikke lægger vægt på at klare sig selv? Løsningen ligger selvsagt i at skabe incitamenter for folk til at tager ansvaret for sig selv. Dette indebærer helt grundlæggende, at det skal kunne betale sig at gøre en indsats og forsørge sig selv. Et stort skridt på vejen ligger således i at begrænse de sociale ydelser, som i dag muliggør, at man kan lægge ansvaret for sig selv over på andre. Dernæst er der behov for et holdningsskift, der bør starte med selvransagelse hos dem, der ikke stresser. De har jo tid til det.
Jeg bringer hermed et 5-trins program til selvransagelse, som – kombineret med kraftige begrænsninger i de offentlige ydelser – sigter mod at bringe politikerne til fornuft og Signe m.fl. tilbage til et spor, hvor eget ansvar er en grundlæggende værdi igen:
1. Når du bliver rasende over min artikel, så vent lige med at bruge din energi på at svine mig til. Jeg vil meget hellere høre dig uddybe, hvilken ret du mener at have til skatteydernes penge?
2. Fortæl mig også lige, hvordan du forestiller dig, at samfundet skulle kunne fungere, hvis alle, der kan forsørge sig selv, gjorde som du? Hvis alle så sig berettiget til at fralægge sig ansvaret for egen forsørgelse?
3. Når du har indset, at du kun kan tillade dig at opføre dig, som du gør, fordi mange andre ikke har en så vigende moral som din, fortæl mig da, hvorfor du mener dine medborgere skulle have noget som helst til overs for dit ønske? Hvorfor skal almindelige mennesker betale langt over halvdelen af deres indkomst i skat, for at du kan fede den?
4. Når du har indset, at dine handlinger er undergravende for det fællesskab, du selv priser, fortæl mig da, hvordan du mener vi skal være i stand til at tage os af samfundets svage, når gøgeunger som du har travlt med at skubbe dem ud af reden?
5. Forklar mig så – ihukommende svarene i punkt 2-4 – hvilken ret du har til at modtage supplerende dagpenge fordi du ikke ønsker at forsørge dig selv fuldt ud i en fast stilling?
– og kom så i sving!
At stresse for kapitalen #2 – dem der ikke stresser
