Kære skatteminister Kristian Jensen. Jeg har set dig på tv forleden. Det var noget med skat. Jeg forstod på indslaget, at du står for en kampagne om sort arbejde. De offentlige skoler skal gøre det klart for de derværende elever, at sort arbejde er skidt. Virkemidlet skulle være, at jo mindre skat vi betaler, jo færre goder står der til rådighed for os alle.
Jeg er meget utilfreds med denne kampagne, der finansieres med mine penge. Det er der flere grunde til. For det første er sort arbejde afgørende for, at mange mennesker kan tjene deres egen indkomst i stedet for at leve af mine skattekroner. For det andet skaber sort arbejde værdi, der ellers ikke ville blive skabt. For det tredje er det forkert, at flere skatter betyder flere goder. Og det er dette sidste punkt, jeg gerne vil slå helt fast, Kristian.
I landet, hvor jeg bor, er der en masse handlende, der sælger en masse varer uden skattefinansiering. Som ved et mirakel tilvejebringes medicin, mælk, transportmidler, brændstof, uddannelse, tøj, boliger, varme, operationer, rengøring, underholdning og viden helt uden skattefinansiering.
Jeg har faktisk mistanke til, at disse mellemmenneskelige udvekslinger ville være til rådighed i større mængde, højere kvalitet og til en lavere pris, jo færre skatter vi betaler. For jo højere skatterne er, jo dyrere er udvikling, produktion, transport, handel og forskning, og jo færre varer af brugbar kvalitet står der til rådighed for os alle.
Der er intet, der tyder på, at skattefinansierede monopoler skaber værdi. Tværtimod. I de totale statsøkonomier, er der næsten ingen varer. Folk sulter. Der er ingen komfort. Folk forbydes eller forhindres økonomisk i at skabe værdi.
Nogle få i toppen af disse økonomier har det kun næsten så godt som middelklassen i vores land. Skattefinansiering skaber fattigdom, fordi der skabes mindre værdi, jo flere ressourcer det offentlige tager fra os til finansiering af offentlige monopoler. Din kampagne taler således til fordel for mindre velstand.
Jeg finder det meget utilfredsstillende, at du står i spidsen for en kampagne, der i den grad taler til fordel for fattigdom. Vær venlig at standse kampagnen. Med venlig hilsen.