Inden en indvandrer kan tildeles permanent opholdstilladelse, skal han eller hun fremover underskrive nedenstående erklæring. En af disse er min kone, og hun vil sikkert gøre som hun plejer fra sit hjemland, nemlig parere ordre og skrive under på det som myndighederne vil have hende til at skrive under på, og derefter bekymre sig om hverdagen og lade staten være staten. Og så er det faktisk ligegyldigt at den erklæring faktisk påstår at hun som udlænding burde i genopdragelseslejr.
Jeg derimod har givet andre fingeren for fornærmelser der var langt mindre. Nu har jeg selvfølgelig ikke så meget i klemme, men jeg ville helt ærligt stærkt overveje, om det ikke var besværet værd at skulle ansøge om fornyet opholdstilladelse en gang hvert andet år, fremfor at skulle skrive under på at man er holdt op med at slå sit barn. Erklæringen står nedenfor i kursiv, og mine kommentarer er skrev ind imellem.
Erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund
Navn:
Udl.nr./personnr.:
Jeg erklærer herved, at jeg vil arbejde aktivt for at sikre min egen og mine herboende børns og ægtefælles/samlevers integration og aktive medborgerskab i det danske samfund.
Beklager, men hendes ægtefælles integration kan hun vist ikke gøre så meget ved! Hvis det ikke er lykkedes efter 39 år at gøre ham til en god socialdemokrat, så sker det nok aldrig.
Jeg erklærer derfor følgende:
· Jeg vil på alle måder overholde den danske lovgivning og værne om de danske demokratiske principper.
Hvad så hvis man er uenig i disse principper og mener at Danmark f.eks. ikke er demokratisk nok, eller at Demokratiet er gået over gevind og krænker individet. Bare det at demokratiet har fostret denne vanvittige erklæring, viser jo at der er noget rablende galt med demokratiet!
Og hvilke demokratiske principper? Den er altså lidt kunstig, når Danmark er et monarki, hvor man ikke vælger statsoverhovedet demokratisk, og det princip skal hun altså værne om. Jeg tror mange indvandrere som er opvokset i republikker, finder denne form for demokrati mystisk!
Og på alle måder overholde lovgivningen! Jamen hvad er det for noget bavl, lovgivning er vel til for at blive overholdt – eller står der at nogle mennesker godt må lade være med at overholde loven, bare ikke indvandrere?
Der burde ikke stå demokrati, men oplysning. Danmark er baseret på et oplyst samfund. Politikerne forsøger i disse år at ensrette alle i en hellig tro på demokratiet som det eneste saliggørende, og lukker dermed af for at et samfund kan nå et højere stade end demokratiet. Med et skattetryk på omkring 50%, så er demokratiet kørt af sporet. Derfor er det ikke demokratiet man ønsker at beskytte men nærmere det kleptokrati som Danmark reelt er, hvor vi stemmer om hvem der skal bestemme hvad vores penge skal bruges til!
· Jeg anerkender, at det danske sprog og kendskabet til det danske samfund er nøglen til en god og aktiv tilværelse i Danmark. Jeg vil derfor lære dansk og skaffe mig viden om det danske samfund hurtigst muligt. Jeg ved, at jeg kan lære dansk ved at deltage i den danskuddannelse, som kommunalbestyrelsen tilbyder mig.
Altså den dansk undervisning, har ikke hjulpet min kone ret meget. Det var da med hurtigst muligt at komme videre. Når man selv tager ansvaret for sin tilværelse, så kan man altså ikke bruge kommunens tilbud til ret meget! Hun har i øvrigt ikke bestået alle moduler, så det er sikkert også snart galt, så måske hun skal tage et halvt år orlov fra sygehuset for at gå på sprogskole for ikke at blive udvist af Danmark!
Nu er min kone så meget afhængig af at kunne sproget godt, fordi hun er læge. Derfor er det egentligt noget svineri at kræve at hun skal skrive under på dette. Der er ikke det mindste respekt for den indsats som hun selv har gjort for at få et job. Hvis de kunne, så ville de gerne have hende tilbage som klient i systemet – for evigt!
Og hvad er det også for noget vrøvl med at man skal lære dansk for at få en god tilværelse i Danmark. Jeg kender da mange som lever udmærket uden. De taler alligevel kun engelsk på deres arbejde. Og der bliver flere og flere som udelukkende taler engelsk på danske arbejdspladser og samtidigt tjener bunker af penge hjem til Danmark! Men set med dansk folkepartis øjne, så er det jo selvfølgeligt uheldigt, at man uden at kunne dansk kan tjene dobbelt så meget som folkepartiets gennemsnitsvælger!
· Jeg anerkender, at de enkelte borgere og familier har ansvar for at forsørge sig selv. Jeg vil derfor arbejde på at blive selvforsørgende hurtigst muligt. Jeg ved, at det kan hjælpe mig til at blive selvforsørgende, at jeg deltager i de aktiviteter, som er beskrevet i min integrationskontrakt med kommunen.
Min kone måtte tage tidligt fri fra arbejde for at gå til møde på kommunen for at få den kontrakt lavet. Kommunen har ikke hjulpet hende spor, den har nærmere været en klods om benet!
· Jeg ved, at hvis jeg er arbejdssøgende og deltager i danskuddannelse og i de aktiviteter, der er beskrevet i min integrationskontrakt med kommunen, er jeg berettiget til midlertidig økonomisk hjælp, indtil jeg kan forsørge mig selv.
Nej, det ved hun ikke. Hun er faktisk ikke berettiget til noget! Og hun vil blive smidt ud efter at staten har konfiskeret den bankgaranti som jeg har stillet!
· Jeg anerkender, at mænd og kvinder har lige pligter og rettigheder i Danmark, og at både mænd og kvinder skal bidrage til samfundet ved at uddanne sig, arbejde, betale skat, deltage i demokratiske processer og varetage forældreansvaret over for deres børn.
Min kone kommer fra et land, hvor kvinder traditionelt er bedre uddannet end mænd. Jeg synes lige at jeg ville nævne det.
· Jeg ved, at det i Danmark er forbudt at udøve vold og ulovlig tvang over for sin ægtefælle.
Der kunne ligeså have stået ”Er du holdt op med at slå din ægtefælle”! Jamen hvad er det for noget at spørge anstændige mennesker om?
· Jeg anerkender, at der i Danmark skal være lige respekt og udfoldelsesmuligheder for alle børn – både piger og drenge – så de kan vokse op til at blive aktive og an svarlige medborgere, der er i stand til at træffe deres egne valg. Jeg vil sikre, at mine børn får den bedst mulige opvækst, skolegang og integration i Danmark. Blandt andet vil jeg sørge for, at mit barn lærer dansk så tidligt som muligt og læser lektier gennem skoleforløbet, og jeg vil samarbejde aktivt med barnets daginstitution eller skole.
Kort og godt, vores barn skal stilles ligeså dårligt som alle andre børn! De skal helst gå med ble til de er 5 år. Det er vigtigt at de kommer i de offentlige smittecentraler fra de er et halvt år gamle, så de kan få indopereret dræn i øret og senere få fjernet både mandler og polypper fordi de er kronisk betændte. Er det normalt at børn er snottede i hele tiden? Den slags er uacceptabelt der hvor min kone kommer fra. Men for at få fast ophold i Danmark forventes det altså at man indordner sig under det danske institutionsvæsen!
· Jeg ved, at det i Danmark er forbudt at slå sine børn.
· Jeg ved, at omskæring af piger samt brug af tvang ved ægteskabsindgåelse er ulovlige handlinger i Danmark.
Nej hvor helligt! Og hvor mange danske forældre er så klar over at de ikke må slå deres børn og hvorfor skal de så ikke også skrive under på sådan en erklæring? Og bliver den lov så overholdt? Altså bare fordi man er født udenfor Danmark banker man sine børn gule og blå hver dag?
· Jeg respekterer det enkelte menneskes frihed og personlige integritet, kønnenes ligestilling og tros- og ytringsfriheden, som er grundlæggende i Danmark.
Personlig integritet??? Læs lige denne her erklæring en gang til Fru minister og gentag så lige det ord!
· Jeg ved, at diskrimination på grund af bl.a. køn eller hudfarve, trusler og hån mod grupper på grund af bl.a. tro eller seksuel orientering, er ulovlige handlinger i Danmark.
Men diskrimination og ydmygelse på grund af fødested er helt i orden! Javel Ja!
· Jeg anerkender, at det danske samfund tager skarpt afstand fra terrorisme, og at enhver borger har pligt til at bekæmpe terrorisme bl.a. ved at bistå myndighederne i det forebyggende og opklarende arbejde.
Nej, det kan hun ikke anerkende. Danmark tager ikke skarp afstand fra den terrorisme som begås i hendes hjemland! Danskerne ved ikke hvad terrorisme er, de har aldrig oplevet den på nært hold! Og så skal netop hun tvinges til at skrive under på et så intetsigende udsagn!
· Jeg anerkender, at aktivt engagement i det danske samfund er en forudsætning for en god tilværelse i Danmark, uanset hvor længe denne måtte vare.
Hvorfor egentligt det? Er det ikke nok at man tjener penge for at få en god tilværelse?
· Jeg ved, at forlængelse af min opholdstilladelse er betinget af, at grundlaget for opholdstilladelsen fortsat er til stede.
Ja, hun er udmærket klar over at hendes skattebetaling ikke er grundlaget for hendes ophold! Og hun er også klar over at grundlaget ændrer sig konstant i takt med Pia Kjærsgaards luner!
· Jeg ved, at det er en betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, at jeg har opfyldt min integrationskontrakt ved at deltage i de fastsatte aktiviteter – gerne ved at være i uddannelse eller arbejde fra et tidligt tidspunkt at jeg har bestået danskuddannelsens afgangsprøve, og at jeg ikke har forfalden gæld til det offentlige. Jeg ved, at kriminelle handlinger vil kunne udskyde eller forhindre, at jeg får tidsubegrænset opholdstilladelse.
Det vigtige er altså ikke om hun kan forsørge sig selv, men om papirnusseriet er i orden!
· Jeg ved, at hvis jeg er flygtning, har jeg ikke længere krav på beskyttelse, hvis forholdene i mit hjemland har ændret sig, så jeg kan rejse hjem. Jeg ved, at flygtninge og deres familier kan få økonomisk støtte til at rejse hjem til deres oprindelige hjemland eller tidligere opholdsland, hvis de på et tidspunkt skulle ønske dette.
Ministeriet kunne da i det mindste have lavet en speciel udgave af kontrakten for flygtninge og for andre typer af indvandrere!
Dato: Underskrift:
Suk, men ikke et eneste sted i den kontrakt antydes det at der kunne findes andre lande her i verden der havde nogle standarder der var på højde med Danmark, og ja måske højere. Det er een stor påmindelse af at hun er et undermenneske der kommer fra en umenneskelig verden, og derfor burde hun være evigt taknemmelig for at få lov til at bo i Danmark og derfor bare uden videre kaste sig i støvet for de luner som man nu måtte finde på at vedtage på Christiansborg.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.