La Zone: Barbarer ved Paris’s porte

Politiken oplyser i dag, at optøjerne i Paris’s forstæder har nu bredt sig fra “La Zone” til byens centrum:
“For første gang rammer den omfattende hærværk centrum af Paris.
Det franske politi melder, at 28 biler blev brændt af i nat i hovedstaden, mens yderligere 890 biler rundt om i Frankrig gik op i flammer.
Det er det højeste antal siden uroen startede den 27.oktober og bevirkede, at 186 unge mennesker blev arresteret.”
Kommer dette som en overraskelse for nogen? Det burde det ikke. Ethvert oplyst menneske vil vide, at den ulmende foragt og utilfredshed hos de hundredetusinder mennesker (størstedelen indvandrere) i Paris’s forstæders Corbusier-helveder på et tidspunkt ville blusse op, gå fra hus til hus, karré til karré og kvarter til kvarter.
Dette er resultatet af den franske såkaldte velfærdsstat, hvis generøse ydelser garanterer en materiel levestandard langt over, hvad almindelige mennesker i det meste af verden overhovedet kunne drømme om. Og disse ydelser tilfalder modtagerne på en totalt ikke-diskriminerende vis: At leve af andres indkomst er i Frankrig, såvel som i Danmark, blevet en ret, som hverken fordrer en modydelse eller stiller krav til modtageren om i det mindste at opføre sig ordentligt.
Dette er resultatet af misforstået godhed, hvor tåbelig arbejdsmarkedsregulering og fagforeninger med specielle privilegier dramatisk har øget lønomkostningerne hos franske arbejdsgivere, så det ikke kan betale sig at ansætte lavt kvalificeret arbejdskraft (hvilket ofte vil sige indvandrere).
Dette er resultatet af den totale moralske bankerot hos toneangivende, franske intellektuelle, som i årtier har insisteret på at fratage de “svage” selv det mindste ansvar for deres daglige liv og samtidig velvilligt bortforklaret og undskyldt de ufatteligt groteske kår, som kriminelle og asociale individer har skabt for almindelige, hæderlige mennesker i Paris’s forstæder.
Theodore Dalrymple har i sin stærkt anbefalelsesværdige “Our Culture: What’s Left of It ” et essay med titlen “Barbarians at the Gates of Paris” (findes online), hvori han skriver:
“The laxisme of the French criminal justice system is now notorious. Judges often make remarks indicating their sympathy for the criminals they are trying (based upon the usual generalizations about how society, not the criminal, is to blame); and the day before I witnessed the scene on the Boulevard Saint-Germain, 8,000 police had marched to protest the release from prison on bail of an infamous career armed robber and suspected murderer before his trial for yet another armed robbery, in the course of which he shot someone in the head. Out on bail before this trial, he then burgled a house. Surprised by the police, he and his accomplices shot two of them dead and seriously wounded a third. He was also under strong suspicion of having committed a quadruple murder a few days previously, in which a couple who owned a restaurant, and two of their employees, were shot dead in front of the owners’ nine-year-old daughter.
The left-leaning Libération, one of the two daily newspapers the French intelligentsia reads, dismissed the marchers, referring with disdainful sarcaèm to la fièvre flicardiaire—cop fever. The paper would no doubt have regarded the murder of a single journalist—that is to say, of a full human being—differently, let alone the murder of two journalists or six […]”
I stedet for at forstå og forklare, hvor vigtigt det er, at civilsamfundet består af mennesker, som har og efterlever et retvisende moralsk kompas, springer franske intellektuelle (som selvsagt bor langt fra de ubehagelige områder – “La Zone”) over, hvor gærdet er lavest. Pøbelvældet fra 1789 spøger bestemt stadig i ledende franske aviser: Forestillingen om ret og uret er død; lad i stedet dyrets impulser styre mennesket. Dette er ideerne, som franske intellektuelle (såvel som danske, engelske osv.) har bidraget med siden specielt 1968, hvorfra de har udgjort majoriteten på universiteterne.
Er det derfor underligt, at de hæderlige i stedet for at kunne udgøre flertallet og vise vejen for mennesker med en anløben moral i forstæderne til Paris, nu i mange kvarterer udgør en minoritet, som dagligt må dukke nakken for blandt andre indvandreres totalt uacceptable opførsel. Dette er mennesker, som er totalt uintegrerede i det franske samfund – og for så vidt også i menneskelig civilisation.
De vil aldrig få et arbejde, for staten har usurperet deres liv fra vugge til grav, og de mekanismer, som i et frit samfunds institutioner ville have lært dem at tænke sig om, at arbejde målrettet og at passe et arbejde, er i dag ikke-eksisterende. Deres kilde til stolthed ligger ikke i selvforsørgelse, for dette er ukendt og uopnåeligt land for mange af Frankrigs indvandrere i La Zone. I stedet efterstræbes stoltheden og selvrespekten i antallet af biler, man kan stjæle, smadre eller brænde af, hvor mange hvide kvinder uden burka-lignende beklædning, man kan svine til, bestjæle eller voldtage, og hvor mange penge man kan lave på illegale aktiviteter som eksempelvis narkohandel (som jo ellers burde være fuldt lovlig).
I ovenstående lys skal optøjerne i Paris’s forstæder ikke komme som en overraskelse for selvstændigt tænkende mennesker. At samme typer hændelser kan og vil brede sig til Danmark må vi forvente med is i maven. De sidste dages hændelser i Rosenhøj-centret og de tidligere optøjer i Gjellerup-parken er stadig småting, men giver dog en indikation af, at den socialpolitik, som skulle løse sociale problemer, i stedet skaber dem.
Og for at der ikke skal være tvivl: Disse problemer kan ikke løses på kort sigt. Men hvis de skal løses på længere sigt, må vi insistere på, at socialhjælpen afskaffes, og at incitamentet til at tage et arbejde og få en berøringsflade med almindelige, hæderlige og produktive mennesker genskabes, så de asociale og umoralske blandt os til hver en tid og i alle kvarterer vil være i signifikant undertal.