For de af os der værdsætter aftalefrihed og arbejdernes ret til at sælge deres arbejdskraft, har fagforeninger altid været som at høre en kat synge Schubert. Fagforeninger lukrerer om nogen på det danske dagpengesystem; gennem deres homogenisering af løn og ansættelsesforhold, holder de mindre kvalificeret arbejdskraft ude af arbejdsmarkedet på passiv understøttelse. Så ikke alene nedsætter de den samlede produktion, og skaber arbejdsløshed, de sender regningen videre til den samlede produktive del af den danske befolkning.
Det er klart at et sådant system vil komme under pres. En fagforenings forsøg på at skabe og opretholde et geografisk monopol over udbuddet af bestemte typer af arbejdskraft, vil altid blive udfordret, ganske som ethvert andet monopol. Når et monopol sætter prisen på en vare over det naturlige niveau og på den måde mindsker det effektive udbud, er der penge at tjene for konkurrenterne. På samme måde: når en fagforening sikrer sig lønforhold (i bred forstand, inkluderende løn, ferie, barsel mv.), der ligger over det naturlige niveau, vil de opleve et konstant pres for at bryde dette monopol. Der vil altid være personer, der vil ønske at udbyde deres arbejdskraft på andre end de af fagforeningen fastsatte præmisser.
Fagforeninger i Danmark er ikke garanteret deres monopol. Det betyder, at det er lovligt for arbejdstager frit at stå uden for en fagforening, at vælge hvilken arbejdsgiver de vil ansættes hos og til hvilken løn de ønsker at arbejde. Fx kunne en arbejdstager, hvis produktive kapacitet ikke er høj nok til at kunne aflønnes til overenskomsttakst, vælge at stå uden for fagforeningen og forhandle sig frem til en løn, der bedre modsvarer hans kompetencer.
Dette er naturligvis et problem for fagforeningerne, der på den ene side gerne vil legitimere sin egen eksistens, og på den anden side kæmpe opretholde sit selvbestaltede monopol.
Danske håndværkere, og særligt inden for de håndværk, der ikke kræver nogen særlig uddannelse, er efter EU’s udvidelse, kommet under et sådant pres. Velvidende at de ikke har nogen hjemmel i loven til at begrænse konkurrence, fra i sær Polen og Litauen, har fagforeningen 3F iværksat et ’polakjagt’-initiativ, som beskrevet i Weekend Avisen den 17. juni i år. Omkring 100 polakjægere tager nu rundt i landet og truer villaejere, der har ansat udenlandsk arbejdskraft uden for overenskomst. Uagtet om disse modtager overenskomstmæssig løn eller ej. Et sådant besøg er ofte en opfølger på et tidligere besøg, hvor en bande af håndværkere har begået hærværk mod villaejerens ejendom og jagtet og truet de udenlandske arbejdere på flugt.
Senest har villaejere på Frederiksberg været udsat for hærværk begået af stilladsarbejdere, der har revet stilladser ned, uøvet vold og begået hærværk på parkerede biler.
Det er altid ærgerligt, at tilhøre en branche, der ikke længere er konkurrencedygtig på de eksisterende vilkår. Det var ikke sjovt af være syerske i Herning i midtfirserne og det må siges, at være forbundet med nogen utryghed i ansættelsen at være slagteriarbejder i dag. Globaliseringen kaldes det. Men det er ikke et nyt fænomen og det er bestemt ikke farligt. I 50’erne var der ansat ti, måske hundrede gange flere i landbruget, end der er i dag. Hvad lever disse mennesker af i dag? Hvad laver syerskerne i dag? Hvad laver slagteriarbejderne om 5 år?
Og hvad skal der blive af stilladsarbejderne, hvis løn ikke længere er konkurrencedygtig? Når de har overstået deres fængselsstraf og betalt erstatning for det hærværk de har begået, har de to muligheder. De kan blive ved med at holde på deres ret til at opretholde et geografisk monopol, hvilket til stadighed vil indebære at de skal ty til mere og mere vold og hærværk. Eller de kan acceptere at alle andre, ligesom dem selv, ejer retten til at udbyde og sælge egen arbejdskraft.
[Tidligere bragt i Weekend Avisen]
I fagforeningernes vold
