Tegn Muhammad

“Religion, surely if it is worth anything, doesn’t need protection against anything I can say”
Den engelske skuespiller Steven Fry til BBC, i forbindelse med debatten en ny lov, der forbyder ”opildnen til religiøst had”.
Her på stedet kunne man i mandags læse, at nok har JP ret til at bringe de famøse billeder af Muhammad og de skal støttes for at have gjort det, ”dette er en principiel sag om ytringsfrihed”, men ”det [er] noget mærkeligt noget at gøre som helt sikkert sårer mange muslimer og graver grøfter”.
For det første er dette ikke, i første omgang, en sag om ytringsfrihed. Der er ingen, der betvivler JP’s ret til at bringe billederne. Mishagsytringer fra personer, der føler sig stødt på manchetterne, kan ikke betragtes som et forsøg på at begrænse ytringsfriheden, men som et forsøg på at påvirke kulturen. Hvad kan en avis som JP tillade sig at bringe og hvad kan den ikke tillade sig at bringe. Vel var det provokerende, men at give udtryk for at man føler sig provokeret, er ikke det samme som at forsøge at knægte ytringsfriheden.
Det bliver først et debat om ytringsfrihed, når dele af det muslimske samfund, gør sig til fortalere for en begrænsning i hvad det skal være lovligt at ytre sig om. Eller når ambassadører fra muslimske lande begynde at kontakte regeringsmedlemmer og andre politikere på Christiansborg, med henblik på at få dem til at tage afstand fra billederne.
For det andet, når JP bringer billederne kan det ses som en national konfrontationsterapi: hvis man er bange for at tegne Muhammad, konfronterer man sin frygt ved at tegne ham. Jeg har ingen som helst ønske om at tegne Muhammad, men vælger måske at gøre det, netop for ikke at lægge under for frygten. Det er ikke en provokation. Det er en kamp for at bevare sin ret til at ytre sig, uden at skulle frygte repressalier.
Derfor er det fuldstændigt bagvendt at undsige JP for at ”såre mange muslimer og grave grøfter”. JP fortjener al mulig ros for at gøre op med tyranniet. Det tyranni der netop består i, at man skal vogte sine ord for ikke at få en på hatten. Det er en trodsreaktion.
Den 4. oktober skriver Sherin Khankan fra Kritiske Muslimer, i Berlingske, at der ikke er tradition for at portrættere Muhammad blandt troende muslimer, men at det selvfølgelig ikke kan forventes at være gældende for ikke-muslimer. Reaktionerne kommer altså ikke fra de såkaldt moderate muslimer, som hun repræsenterer, men fra et totalitært, ømskindet mindretal, der vil pålægge alle os andre regler for hvad vi må og kan sige (og tegne).
Der har altid eksisteret vide grænser for hvad man har kunnet tillade sig at sige i Danmark, og der er ingen grund til at arbejde for en ny politisk korrekthed. For hvad skridtet efter, at det bliver socialt acceptabelt at lange ud efter politisk ukorrekte fremstillinger af religiøse symboler?