Os og dem

For en måneds tid siden offentliggjorde forlaget Høst og Søn at man var nødt til at bruge en anonym tegner til Kåre Bluitgens kommende børnebog om Islams centrale figur, profeten Muhammed! Man havde ikke kunnet finde en tegner der ville lægge navn til af frygt for repressalier fra islamister.
Nu var sagen ikke helt enestående. Der er flere eksempler på at islamkritiske udgivelser er foregået anonymt, hvor både forfatteren og oversætteren ikke har turdet stå frem ved eget navn. Og vi kender sikkert alle historien om Salman Rushdie og Theo van Gogh. Så islam har helt afgjort et problem med ytringsfriheden.
Det var på den baggrund at JyllandsPosten valgte at lave en provokation, og inviterede 40 tegnere til at lave en tegning af profeten Muhammed. Dette er og bliver en provokation, fordi Islam helt klart forbyder afbildning af profeten. 12 valgte at sige ja. Det andre har så enten været bange, eller måske mere tænkeligt ikke villet gøre dette fordi de har fundet det uværdigt!
På den ene side er der ikke nogen tvivl om at JyllandsPosten skal støttes, fordi dette er en principiel sag om ytringsfrihed. Men på den anden side, så er det noget mærkeligt noget at gøre som helt sikkert sårer mange muslimer og graver grøfter.
Der er jo mange eksempler på at Jesus er blevet brugt i mere eller mindre blasfemisk sammenhæng. Så hvorfor ikke også Muhammed? Her skal man dog lige huske på at grænserne omkring hvad man kan og må med Jesus er altså blevet flyttet af kristne og ikke af muslimer, hinduer eller hvad ved jeg?
Hvorfor er det sådan at hver gang nogle muslimer laver noget mærkeligt i forhold til de fremherskende moderne normer, så er det Pia Kjærsgaard som pressen ringer til for at få en kommentar og ikke moderate muslimer. Er det fordi at en historie om en konflikt danskere og muslimer imellem, sælger bedre end en intern muslimsk konflikt? Eller er det fordi der ikke findes modrate muslimer. Eller tør de moderate muslimer ikke stå frem. Eller gider journalisterne bare ikke opsøge den historie?
Der er altså nogle debatter der skal tage op internt i muslimske kredse, og det gør altså slet ikke noget om de danske medier hjælper denne debat på gled ved at skildre den interne konflikt muslimer imellem.
Hvorfor er det lige at danske muslimer ser Aljazeera i stedet for danske medier. Kunne det måske være fordi de danske medier ikke siger dem så meget. Når endelig der er en historie om muslimer, så er det altid en os imod dem historie. Danske medier spilder en enorm chance for at få indvandrerne med både som kunder, men også som en del af den vestlige oplysningskultur. Der er nok ingen tvivl om at mange muslimer er mere sarte end danskere hvad angår religiøse symboler. Den tætte binding til deres oprindelseslande gør sikkert ikke den sag bedre.
Hvis den danske journalist stand skal leve op til en fornuftig standard, så skal de opsøge konflikten internt i de muslimske kredse, for den kommer ikke af sig selv. Dertil mangler for mange muslimer, ja stortset alle ikke vestlige indvandrere, en tradition for selv at henvende sig. Den tradition har vi danskere derimod og når vi ser de ting der sker i Islams navn, så er der nok kristne danskere der ikke er bange for at bruge deres ytringsfrihed til at fremføre kritik af disse ting.
Og så kører konflikten igen mellem os og dem!